Sara Omar versus Parwani
16. okt. 2025 | 12:56

DR mørklægger sag om Sara Omar-dokumentar

Foto | Asger Ladefoged

Sara Omar vakte i 2017 opsigt med romanen Dødevaskeren, der udspiller sig i Kurdistan og på et dansk sygehus. 

Ekko har fået blankt afslag på aktindsigt i, hvor mange skattekroner DR har brugt på dokumentaren om Sara Omar, som stationen efter seks års produktion har trukket sig helt ud af.

Af Frederik Hoff og Claus Christensen

Nej, lyder det kontante svar på Ekkos aktindsigt i sagen om dokumentaren Sara Omar under anklage, som DR har trukket sig helt ud af.

Siden 2019 har et dokumentarhold anført af instruktøren Søs Hoffman og produktionsselskabet Laud People fulgt den konfliktombruste forfatter Sara Omar.

I 2023 kunne Ekko afsløre, at dokumentaren havde programsat DR-premieren den 3. september. Men kort før premieren blev filmen rykket til den 10. september, hvor den igen blev udskudt og denne gang på ubestemt tid.

Daværende DR-chefredaktør Thomas Falbe roste dokumentaren og sagde, at den vil kaste ”et helt nyt lys over sagen om Sara Omar”.

Ifølge Ekkos oplysninger indeholder den belastende materiale vedrørende instruktøren Manyar Parwani, som Sara Omar har haft en mangeårig konflikt med, samt hans familie, der offentligt har taget ham i forsvar.

Store omkostninger
Thomas Falbe oplyste, at udsættelsen ikke skyldtes problemer med dokumentarens troværdighed, men at der var dukket nye oplysninger op i sagen, som skulle efterprøves.

Han ville ikke udtale sig om, hvorvidt der var et pres fra Manyar Parwani og hans familie. Og understregede, at ”beslutningen om at udsætte dokumentaren er ene og alene min”.

”Det at udsætte en dokumentar er ikke noget, vi tager let på. Det har ret store konsekvenser og omkostninger for os på alle mulige måder. Så det er ikke, fordi det er en let beslutning, eller at vi bare gør det på skrømt. Det er, fordi vi synes, det er vigtigt for indholdet,” sagde Thomas Falbe og tilføjede:

”Vi kommer til at udkomme med den her dokumentar, når vi synes, den er færdig, og når vi kan inddrage de nye udviklinger, der sker i sagen, på en ordentlig måde.”

Ifølge Ekkos kilder ville DR sætte sine egne journalister på dokumentaren, men om det skete, og hvad resultatet blev, er DR’s hemmelighed.

Knap to år senere, i august 2025, trak DR sig helt ud af Sara Omar under anklage, der nu fortsættes af Laud People med Reef TV ved Niels Hagen Rasmussen som coproducent.

Thomas Falbe var i mellemtiden blevet afskediget i forbindelse med den kontroversielle dokumentar Grønlands hvide guld, som endte med at blive afpubliceret, fordi den indeholdt misvisende oplysninger.

”DR har besluttet, at vi ikke kan fortsætte vores engagement på endnu ubestemt tid, da det stadig er uklart, hvad tidshorisonten er, og dermed er det også uklart, hvor meget færdiggørelsen kræver. Derfor har vi truffet denne beslutning,” skrev DR’s kommunikationschef Kristina Rasmussen Cook til Ekko.

Åbenhed vil begrænse DR’s frihed
Ifølge DR har man droppet dokumentaren, fordi produktionen trak ud, selv om det var DR’s egen chefredaktør, der valgte at udskyde den. DR vil ikke svare på, hvor mange DR-midler, der er gået tabt efter seks års produktion. DR henviser til, at institutionen af princip ikke kommenterer på projekter, man ikke har publiceret.

Ekko har efterfølgende søgt aktindsigt i DR’s udgifter i forbindelse med dokumentaren samt korrespondance om forløbet og aftalen med Laud People, der giver dem tilladelse til at gå videre med projektet uden DR.

Men DR vil ikke give Ekko indsigt i materialet og i hvor mange skattekroner, DR har brugt på projektet og opgivet at vise.

Forklaringen i svaret er, at materialet har tilknytning til DR’s public service-virksomhed, som de ifølge Radio- og fjernsynsloven ikke har pligt til at give aktindsigt i.

”Det skyldes, at DR efter en konkret vurdering finder, at udlevering af disse oplysninger vil medføre en betydelig risiko for, at DR ikke kan udøve sin public service-virksomhed frit og uafhængigt, og at DR stilles ringere i relation til programplanlægning mv. end øvrige aktører på markedet,” skriver Louise Li fra DR Jura i afgørelsen, som er endelig.

DR har med andre ord mørklagt sagen om, hvorfor de droppede et dokumentarprojekt, der i 2023 faktisk var færdiggjort og klar til udgivelse. Det må forventes at have kostet public service-stationen et betydeligt beløb.

Historien minder om den, der ligger bag den aktuelle dokumentar Steiners skyggeside, der oprindeligt skulle vises på DR, men endte på TV 2.

Ifølge Frihedsbrevet skyldes det, at DR’s dokumentarafdeling har mistet modet efter flere sager med kras kritik af dokumentarer som Spies og morgenbolledamerne, Forfulgt af politiet?, hvor Ekko afslørede tilføjelsen af en ”sparkelyd”,og især Grønlands hvide guld.

Anklager i Frihedsbrevet
Laud People og Reef TV vil finde en anden udgiver til dokumentaren om de seneste dramatiske år i Sara Omars liv.

Efter gennembruddet med romanen Dødevaskeren, der vakte opsigt ved at beskrive kvindeundertrykkelse, social kontrol og æresdrab i det kurdiske miljø, Sara Omar kommer fra, blev hun hovedperson i et andet dokumentarprojekt.

Instruktøren var Manyar Parwani, som Sara Omar endte med at få en voldsom konflikt med. Fra at være et positivt portræt af forfatteren ændrede dokumentaren vinkel til at skulle være en afsløring af Sara Omar som løgnagtig. Og i 2021 havnede forfatteren i en mediestorm, hvor hun i Frihedsbrevet blev anklaget for usandheder – Manyar Parwani var en af kilderne.

Dog blev der nedlagt fogedforbud mod, at dokumentaren kunne vises. Retten vurderede, at Parwani og producenten Omar Marzouk ikke havde rettighederne til optagelserne.

Sagen skal endeligt afgøres i en justifikationssag til januar, men i mellemtiden er Parwani blevet dømt for hærværk mod Sara Omars telefon.

Manyar Parwani sagsøgte Sara Omar, Ekkos chefredaktør og journalist for injurier på grund af et interview med Omar i Ekko. Men han trak søgsmålet tilbage umiddelbart efter hærværksdommen.

Politimand delte optagelse
Niels Hagen Rasmussen, partner og producent i Reef TV, fortalte i august til Ekko, at Sara Omar under anklage indeholder et fortidsspor, der handler om Sara Omars baggrund, og et nutidsspor om konflikten med Manyar Parwani og andre sager, som Omar har været involveret i.

En af dem handler om politibetjenten Elvir Abaz. Han blev i august dømt for ulovligt at erhverve sig optagelsen af et telefonopkald fra Sara Omar i 2022, hvor hun forsøgte at begå selvmord og ringede til alarmcentralen.

Elvir Abaz gav optagelsen videre til sin daværende hustru, der påstår, at han gjorde det som hævn, fordi Sara Omar havde udtalt sig kritisk som visse muslimske miljøer.

Kommentarer

Tidslinje for konflikten

17. november 2017
Sara Omar udgiver debutromanen Dødevaskeren, der kritiserer undertrykkelsen af kvinder og den sociale kontrol i et muslimsk miljø.

December 2017
Manyar Parwani kontakter Sara Omar for at lave en dokumentar om hende. Optagelserne går i gang måneden efter.

August 2018
Sara Omar indgår kontrakt med Parwani om dokumentaren. Kontakten udløber 1. november.

3. august 2019
Sara Omar meddeler Parwani og produceren Omar Marzouk i en mail, at hun forlader projektet, da hun ikke har tillid til dem.

December 2019
Optagelserne til DR-dokumentaren Sara Omar skal gøres tavs af tilrettelægger Søs Hoffman begynder.

18. juli 2021
Frihedsbrevet udgiver lydoptagelser af Sara Omar, som ifølge Parwani beviser, at hun har overdrevet sine udtalelser om politibeskyttelse.

22. juli 2021
Weekendavisen gør i en artikel om ghostwritere opmærksom på, at Sara Omar har benyttet en ukrediteret konsulent på sine bøger.

10. september 2021
Manyar Parwani skriver på Facebook, at han er i gang med at færdiggøre dokumentaren.

6. oktober 2021
Sara Omar anmoder retten i Frederiksberg om fogedforbud mod offentliggørelse af dokumentarens optagelser.

12. oktober 2021
Sara Omar fortæller i Ekko for første gang om konflikten med Parwani.

28. februar 2022
Byretten nedlægger fogedforbud mod at vise optagelserne, og filmskaberne anker sagen.

5. april, 2022
Landsretten erklærer sig enig med byretten og fastholder fogedforbuddet mod at vise optagelserne.

12. april 2022
Manyar Parwani anlægger injuriesag mod Sara Omar, Ekkos chefredaktør og journalist for ærekrænkelser i interviewet med Sara Omar. Kravet er mindst ét års fængsel.

16. august 2023
Procesbevillingsnævnet lader ikke Manyar Parwani og Omar Marzouk anke til Højesteret.

29. august 2023
Ekko kan afsløre, at DR’s dokumentar skal vises 10. september efter at være blevet udsat fra 3. september.

6. september 2023
DR-dokumentaren udsættes på ubestemt tid på grund af redaktionelle ændringer.

12. december 2023
Manyar Parwani bliver dømt for hærværk mod Sara Omars iPhone 8.

14. december 2023
Manyar Parwani trækker injuriesagen mod Ekko og Sara Omar tilbage.

6. november 2024
Justifikationssagen om forbudet mod offentliggørelse af Manyar Parwanis dokumentar er planlagt til at begynde i retten, men bliver udsat til januar 2026.

28. august 2025
Politimanden Elvir Abaz dømmes for ulovligt at have erhvervet sig og videregivet optagelser af Sara Omar til tredjepart.

29. august 2025
DR har droppet dokumentaren, som nu hedder Sara Omar under anklage. Laud People og Reef TV søger en udgiver.

© Filmmagasinet Ekko