Nyhed
14. apr. 2013 | 14:24

Ekko lancerer hitliste for landets bedste kortfilm

”Ekko Shortlist” slår et slag for Danmarks bedste kortfilm og største filmtalenter med en top 10, som læserne sammensætter fra uge til uge via Ekkos hjemmeside.

Af Niels Petersen

Kortfilmen har altid været en umage størrelse i filmens verden. Hverken biografer eller tv er særlig glade for det korte format. Men med internettet har kortfilmen endelig fundet en oplagt platform.

Og mandag 15. april kl. 12 præsenterer Filmmagasinet Ekko en top ti-liste for de mest opsigtsvækkende kortfilm herhjemme – fiktion, dokumentar, animation og alskens hybrider.

”Ekko Shortlist er tænkt som et samlingspunkt for unge talenter, garvede filmfolk og alle, der elsker at se film. I det korte format får nye talenter mulighed for at afprøve deres ideer, og Danmark har en stolt, men lidt overset tradition for kortfilm. Vi tror på, at noget både kan være kort og godt,” siger Ekkos chefredaktør Claus Christensen.

”Ekko har altid haft særlig fokus på talentmassen, og blandt vores mest populære dvd-udgivelser er opsamlinger af afgangsfilm fra Den Danske Filmskole og Super16. Det her er derfor et stort, men også et naturligt skridt for filmmagasinet,” fortsætter chefredaktøren.

Pendant til musiklister
Ekko Shortlist er en filmisk pendant til populære musikhitlister.

Ekkos redaktion udvælger hver uge to nye boblere, der kommer i spil til listen, men det er læserne, der bestemmer filmenes placering. Ved at se filmene, give dem stjerner og dele dem med deres vennerne afgør læserne, hvordan listen – som opdateres hver mandag kl. 12 – skal se ud.

Med to nye film om ugen vil Ekko Shortlist blive et af de største fora for filmtalenter i Danmark. Efter første år vil Shortlist rumme op imod 100 film.

Projektet er skabt i samarbejde med Mads Damsbo og Kamilla Bruus. Det er støttet af Det Danske Filminstitut og Det obelske Familiefond og sponsoreret af YouSee, der også gør Ekko Shortlist tilgængelig på YouBio og via sine tv-bokse.

Større tilgængelighed
”Det Danske Filminstitut finder, at initiativet er interessant og har kvalitet,” siger områdedirektør Steffen Andersen-Møller og uddyber:

”Derfor har vi valgt at støtte etableringen af Ekko Shortlist. Ønsket er at sikre en større tilgængelighed til og en faglig formidling af det korte filmformat. At nye unge talenter samtidig har mulighed for at være i løbende dialog med læserne er et ekstra plus.”

Filmene kommer blandt andet fra filmselskaberne, filmskolerne (Den Danske Filmskole, Super16, Super8, The Animations Workshop i Viborg m.fl.), Filmværkstedet, New Danish Screen og den rå undergrund.

Interviews og portrætter
Kravene er, at filmen maksimalt må vare 45 minutter, den skal være dansk – dvs. have dansk instruktør og/eller en dansk hovedproducent – og må højest have fem år på bagen.

Brugerne kan selv indsende film til listen.

Ekko vil løbende dække Shortlist med nyheder, interviews og portrætter. I samarbejde med Dansklærerforeningen vil der blive lavet undervisningsmaterialer til udvalgte film på listen.

Ekko Shortlist går i luften mandag 15. april kl. 12 på ekkofilm.dk/shortlist.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko