Ekkos anmeldelse bidrager til fordomme
I Netflix-serien The Beast in Me spiller Matthew Rhys rigmanden Nile Jarvis, som måske har dræbt sin kone.
Jeg er lige så begejstret for The Beast in Me som Ekkos anmelder. Den psykologiske serie portrætterer dygtigt og nuanceret mange facetter af den snørklede menneskelige psyke.
Det samme kan man desværre ikke sige om Ekkos anmeldelse, der fjerndiagnosticerer hovedpersonen som personlighedsforstyrret.
Det er ikke nemt at leve med diagnosen ”personlighedsforstyrrelse”. Det ved jeg, fordi jeg er diagnosticeret med to af slagsen.
En ting er den psykiske lidelse, der har givet anledning til diagnosen. En anden ting er de fordomme og lukkede døre, som jeg hver dag møder. Til jobsamtaler, familiearrangementer og i nettets kommentarspor.
Ekkos anmeldelse bidrager til de fordomme og stereotyper med sin skødesløse og totalt ufaglige fjerndiagnosticering.
Jeg er ikke sart.
Det er ikke, fordi jeg vil luge alle ord med psykiatrisk oprindelse ud af dagligdagssproget. For eksempel er det inden for skiven, når Hannibal Lecter i anmeldelsen kaldes ”psykopat”. Ligesom det er legitimt, at der retorisk bliver spurgt, om hovedpersonen i The Beast in Me mon er narcissist eller psykopat.
Jeg har efter tyve års hemmelighedskræmmeri og frygt for stigma valgt at stå frem med mine diagnoser. For at være med til at nedbryde fordommene.
Selv om os med en personlighedsforstyrrelse sidder med en virkelig dårlig hånd, når det kommer til mental stabilitet og trivsel, er vi også nuancerede mennesker med lige så forskellige personligheder og træk som alle andre. Vi er også mødre, søskende, kærester, gode kollegaer og frivillige kræfter i din lokalforening.
Så hermed en opfordring til alle redaktioner om at stoppe op, hvis der fremgår en psykiatrisk diagnose i teksten. Hvis ikke diagnosen er givet af en fagperson, men er en lægmands beskrivelse, hvilket formål tjener den så? De fleste lægmandsdiagnoser dækker over et dovent og upræcist sprogbrug.
Hvad menes der for eksempel præcis med anmeldelsens formulering ”den personlighedsforstyrrede rigmand”? Menes der, som tidligere nævnt i anmeldelsen, at rigmanden er ”både lækker og ulækker”?
Så skriv det! Beskriv det. Brug sproget. Brug nuancerne, i stedet for at forfalde til upræcise og stigmatiserende diagnoser.
Lucif Dalin

Født 1987.
Kandidat i antropologi.
Står bag uddannelsen Æteren for lydfortællere.
Laver podcasts til og for synshandicappede med afsæt i egne erfaringer som synshandicappet.
Deltager i debatten for at nedbryde fordomme om synshandicappede og mennesker med psykiatriske diagnoser.


Kommentarer