En skønne dag

I kølvandet på den pertentlige Céciles medvirken i realityprogrammet Top Chef er hun ved at udleve sin drøm: At åbne sin helt egen restaurant i Paris.

Men da farens dårlige helbred fører til en indlæggelse, rejser hun til hjembyen for at hjælpe til i køkkenet på familiens motorvejsrestaurant.

Samtidig skjuler Cécile for både familie, venner og kæresten Sofiane, at hun er gravid. Hun har nemlig ikke tænkt sig at beholde barnet og ønsker ikke andres indblanding.

Retten til abort i Frankrig er beskyttet af forfatningen indtil fjortende uge, men store dele af landet er konservativt katolsk, og læger kan frit nægte at udføre indgrebet.

Emnet er oppe i tiden, hvor mange kvinder i USA mister retten til abort, mens de først lige har fået den på Færøerne.

Men i musicalen En skønne dag får modernitet og tradition ikke lov at være hinandens modsætninger – begge dele er med til at forme hovedpersonen. Og Céciles omgangskreds i storbyen støtter hende ikke nødvendigvis i at få en abort, mens veninden Nathalie fra landsbyen bekræfter hende i, at hun bestemmer over sin egen krop.

Juliette Armanet er sanger og komponist til hverdag, og hun føjer scenevant selvtillid og ildhu til Céciles professionalisme i køkkenet. Der er en livsglæde og jovialitet i hendes præstation, og den deles med Dominique Blanc som hendes mor, Fanfan.

Forskellen på sorgløse Fanfan og den aldrende, bekymrede far Gérard (François Rollin) er til at få øje på, da Cécile kommer hjem, og moren nærmest danser på køkkengulvet.

Skrantende Gérard prøver derimod at skjule sin glæde over, at datteren kommer dem til undsætning. I stedet skubber han hende kejtet væk, da det viser sig, at han har skrevet alt det ned, hun har sagt i tv, som han ikke bryder sig om.

En skønne dag er instruktør Amélie Bonnins spillefilmdebut, som var åbeningsfilmen på Cannes-festivalen i 2025. Hun vender ikke bare forventningerne til franskmændenes holdninger på hovedet, men også publikums forventninger til filmen.

Som i enhver musical synger Cécile og de andre deres følelser. Men de gør det til eksisterende sange, fra belgiske Stromaes Alors on danse til Dalida og Alain Delons Paroles, paroles. Det er populære sange, som man kan synge med på både i provinsen og storbyerne, og de bruges i muntre, poetiske indslag, der støtter fortællingen uden på magisk vis at forandre dens vilkår.

Filmen er langt fra farvesprudlende og bombastiske Moulin Rouge! eller The Sound of Music. Udtrykket er mere jordnært og realistisk, et sted mellem Jacques Demys Pigen med paraplyerne og Damien Chazelles ofte oversete Guy and Madeline on a Park Bench.

Sangstemmerne er udmærkede, men bevidst aldrig bedre end gennemsnitlig karaoke. Også visuelt bestræber Bonnin sig på at skabe et univers med uperfekte lokationer frem for kulisser, og kostumerne kunne være de medvirkendes eget tøj.

Det er derfor passende, at genrens fantasifulde drømmescener erstattes af en mere virkelighedsnær festscene. Netop denne fest afbrydes af et slagsmål, fordi kæresten (Tewfik Jallab) bliver jaloux på Céciles charmerende ungdomsven Raphaël (Bastien Bouillon). Måske ikke helt uden grund.

Scenen, hvor Céciles gamle slæng samles, er sigende. Spændingen om, hvorvidt hun får en abort eller ej, bygges op, da hun siger nej til både øl og et hvæs fra en joint. Men nej, vi bliver snydt: Hun vil bare hellere have snaps og lægger så op til drukspil.

Fortællingen om en sofistikeret, frimodig kvinde, der må forholde sig til sit landlige ophav efter at have skabt sig et liv inde i byen, er hørt før.

Med trekantsdramaet i baggrunden kunne det lyde som en julefilm fra Netflix, men Bonnin finder den hårfine grænse mellem klassiker og kliché. Det gør En skønne dag til en underholdende og tankevækkende nyfortolkning af kendte musicalklichéer.