Toy Story 5

Vi lever i en tid, hvor et jerntæppe er ved at sænke sig mellem børn og deres adgang til sociale medier. 

Med Australien som forbillede er også Danmark og andre lande ved at udarbejde aldersgrænser for adgangen til tjenester som Facebook, Instagram, Snapchat, TikTok, X og YouTube. 

Bortset fra mobiltelefoner i skoler er der endnu ikke nogen bred bevægelse mod at forbyde børns generelle adgang til mobiltelefoner, tablets og hele junglen af dingenoter, vi officielt kalder ”digitale enheder”, men i daglig tale typisk omtaler som ”devices”. 

De dygtige folk på Pixar har ikke blot fingeren på pulsen, men hæver sig også over hele virakken, når de i den gennemført fremragende Toy Story 5 sætter fokus på potentielle problemer omkring børns brug af devices frem for traditionelt legetøj – set fra legetøjets synsvinkel. 

Filmens menneskelige fokus er dog den otteårige Bonnie (Scarlett Spears), der stadig lever i en kreativ fantasiverden med sit fysiske legetøj – heriblandt cowgirl’en Jessie (Joan Cusack), rumhelten Buzz Lightyear (Tim Allen) og dinosauren Rex (Wallace Shawn). 

Disse får undervejs selskab af andre gamle kendinge såsom cowboyderen Woody (Tom Hanks), fårehyrden Bo Peep (Annie Potts) og motorcykelvovehalsen Duke Caboom (Keanu Reeves). 

Der er tale om genbrug af stemmeskuespillere helt tilbage fra den første film i 1995 og dens sequels. Uanset hvilket sprog man er til, vil det være et nostalgisk kick at se og høre persongalleriet på banen i et nyt engagerende eventyr. Jeg selv så den på engelsk. 

Men der er også nye figurer på banen. Bonnie får i fødselsdagsgave en børnetablet ved navn Lilypad (Greta Lee) og oplever snart, at det er den, hun skal ses med, for ikke at blive til grin over for nabolagets andre børn. Dermed opstår en konflikt mellem hendes nye og gamle legetøj. ”Uddød igen!” sukker Rex. 

Det er ikke ulig konflikten mellem Buzz og Woody i den første film, men som antydet med en kant, der rækker langt ud over biograflærredet og ind i den tidssvarende debat om børns mediebrug. 

Filmen har en kompliceret, men yderst velfungerende plotstruktur med flere parallelle tråde. 

I den første godt en time lange stræk fremstår subplottet om en eskadrille Buzz Lightyear-figurer, der skyller i land fra en forlist container og forvirret forsøger at følge deres basisprogrammering, helt løsrevet fra resten af fortællingen. 

Efter fuseren Lightyear er det til gengæld en fornøjelse at se figuren generobre lærredet i en elegant afbalanceret blanding af action, suspense og humor. 

Sidst, jeg anmeldte en film i serien, var Toy Story 2. Filmens emotionelle højdepunkt er sekvensen, hvor Sarah McLachlan på lydsporet synger Randy Newmans Oscar-nominerede When She Loved Me, mens Jessie erindrer sit menneske, der voksede fra hende og som voksen efterlod hende i en genbrugskasse. 

Jeg kan stadig ikke gense det klip på YouTube, uden at tårerne løber ned ad kinderne. 

Det kan betale sig at have sekvensen i frisk erindring, når man ser femmeren, for dens ikoniske brug af en dækgynge under et træ på en bakketop udgør en visuel og tematisk knast også i den nye films emotionelle landskab. 

Plottet intensiveres, da Jessie ved et uheld havner hos bondepigen Blaze (Mykal-Michelle Harris), som afskåret fra nedladende naboer ikke skammer sig over at lege med sit legetøj, men også er omgivet af levende dyr. Jessie og legetøjshesten Bullseye får en ridetur på en rigtig hest. 

Undervejs lærer vi yderligere et antal devices at kende: tabletten Smarty Pants (Conan O’Brien), kameraet Snappy (Shelby Rabara) og den kortkyndige flodhest Atlas (Craig Robinson). 

Jalousikonflikten mellem nyt og gammelt legetøj får mulighed for enten at eksplodere i tåbelig, gensidig selvdestruktion eller udmunde i indbyrdes konstruktiv harmoni mellem alle involverede parter. 

Under alle omstændigheder har Pixar en plan, hvor alle tråde samles i en storslået jagtscene, der rammer lige ind i hjertet på både figurer og publikum. Da Buzz-eskadrillen afslører, at der står ”hi-tech” på emballagen, må man – for ikke at ende som Bonnie til grin – beherske trangen til at rejse sig i biografen og juble. 

Visuelt er filmen gennemført betagende med både humørsmittende animation på højeste niveau samt stemningsskabende brug af landlige landskaber og glødende aftenrødme. 

Der er millioner af fine detaljer til glæde for fans i alle aldre. Også filmnørder, når Pixar-folkene indsmugler nørdede referencer til eksempelvis John Waynes legendariske Harry Carey-gestus i John Fords Forfølgeren eller Grace Kelly og Cary Grants fyrværkerikys i Hitchcocks To Catch a Thief. 

Men først og fremmest er Toy Story 5 en universel film om ting, der sker i verden omkring os lige nu, og om de smertefulde aspekter i processen at blive voksen og give slip, som vi alle kan føle i vores indre. 

Og hvis du bliver siddende under slutteksterne med mobiltelefonen i jakkelommen, er der Pixar-spas og musikalsk kræs (såsom Taylor Swifts I Knew It, I Knew You) helt frem til de afsluttende logoer med Tornerose-slottet og Luxor Jr.-lampen.