Miroirs No. 3

Laura studerer klaver i Berlin, men har en spilleblokering og falder i staver langs floden Spree. Kæresten Jakob forstår ikke hendes tungsind og vil have hende med ud på en sejltur med et producerpar, der kan hjælpe ham frem i verden.

Han får sin vilje, og de to par kører i åben vogn igennem det idylliske Uckermark med smalle markveje og bølgende kornmarker. Ved et sving står en ældre kvinde, der kigger langt efter Laura, da de suser forbi.

Da de når frem til marinaen, vil Laura hjem, og Jakob indvilliger i at køre hende til toget. På vejen skrider bilen ud i et sving, og lige foran det chokerede par står den ældre dame igen. Jakob trækker tilbage ud på vejen, og et kort øjeblik efter forulykker bilen.

Den fremmede kvinde finder Jakob død ved siden af vognen. Laura ligger et stykke væk – uskadt. Kvinden får Laura op at stå og tilbage til huset ved svinget.

Da ambulancen kommer, vil Laura ikke tilbage til Berlin. Hun får lov til at blive hos kvinden, der hedder Betty, i det store forfaldne hus. Betty har både værelse og et klædeskab med falmet pigetøj parat. Det passer i Lauras størrelse.

De maler stakit og får stemt det gamle klaver, og da Laura vil lave Königsberger Klopse, en art kødboller i hvid sovs, inviterer Betty ”mine mænd” på middag – mand og sø – der begge elsker Königsberger Klopse.

De to indfinder sig, og mens Laura rumsterer bag lukket dør i køkkenet, fortæller Betty, at miraklet er sket. Mændene er skeptiske. Er hun holdt op med at tage sin medicin? Da døren åbner, og Laura kommer ud med suppeterrinen, klædt i det tøj, Betty gav hende, slår bomben ned.

Hvem er trådt i Helenas sted – datteren, der begik selvmord? Og nu spiller den fremmede også på Helenas klaver.

Er hun et spøgelse? Hvad vil hun i den knuste familie? Kan hun klinke skårene, eller er det et bedrag? Kan vi gå ind i hinandens længsler og drømme?

Miroirs No. 3 er en karakteristisk Christian Petzold-fortælling. En eksistentiel lille labyrint af sorg, melankoli, sødme, store uhåndterlige kødboller og spøgelser i et skrøbeligt spil: Lauras krise, Betty og familiens sorg.

Måske kan bedraget hele, eller måske er vejene imellem mennesker bare mystiske, mens vi for en stund kan tage hinandens masker.

Dobbelt- og gengangeri, bedrag og maskespil og ombytning af roller, er et gennemgående tema i Christian Petzolds værker – fra Barbara (2012) til Undine (2020) med den lille kunstnerparodi Rød himmel (2023) som undtagelsen. Og her igen i Miroirs No. 3.

Bag titlen står et klaverstykke af Maurice Ravel fra 1905 i fem dele, der alle spejler et naturfænomen. I No. 3 er det havet. Titlen og den florlette impressionisme i klaverstykket passer til filmens drama og gåde.

Vi ser kun os selv igennem hinanden, men kan aldrig helt se os selv eller de andre, ligesom et klaverstykke aldrig er havet, men kun et billede af det.

Miroirs No. 3 er som altid hos Petzold med fast ensemble. I de seneste film med Paula Beer i den bærende rolle og med Matthias Brandt som altmuligmand. I de tidligere var det Nina Höss, Franz Rogowski og igen Matthias Brandt.

Paula Beer er fremragende som brændende indadvendte Laura, der samtidig er åben over for tilfældet. Matthias Brandt spiller nølende og håbefuldt Bettys smadrede ægtemand. Barbara Auer virker både varm og vanvittig som Betty, mens Enno Trebs som sønnen tumler rundt og ikke kan få regnestykket til at gå op.

Miroirs No. 3 er ikke Petzolds største film, ikke på niveau med dem i hans ”kærlighed i de repressive systemers tid”-trilogi: Barbara, Phoenix og Transit. Til gengæld er den lettere og mere optimistisk.

Det er bare en fornøjelse at se en mester – der snart optræder i Danmark – arbejde med de samme få elementer i film efter film. Hver med deres skyggespil med historien og eksistensen, altid gådefulde og åbne.