The Death of Robin Hood

At Robin Hood dør i The Death of Robin Hood kan vanskeligt betragtes som en spoiler. Heller ikke hvordan. Er man romantisk anlagt, kan man svinge forbi nonneklosterruinen i Clifton, West Yorkshire, og lægge en blomst på Robin Hoods grav. 

Det er en veletableret del af legenden om den fredløse folkehelt, at han fra sit dødsleje affyrer en pil ud gennem vinduet og med sit sidste åndedrag beder nonnen, der plejer ham, om at blive begravet dér, hvor pilen rammer. 

Scenen skildres med metaforisk poesi i Robin and Marian med Sean Connery og Audrey Hepburn (1976) – en film, der med sin nostalgiske og respektfulde vinkling skiller sig ud fra bølgen af revisionistiske adventurefilm, som i skyggen af Vietnam-krigen satte spørgsmål ved patriarkalske idealer og britisk kolonialisme.

Med The Death of Robin Hood er vi tilbage i skyttegraven og går til angreb på myten med rasende øksehug, men også æstetisk dyd og begavet refleksion. 

”Robin Hood er ikke nogen helt. Han er en røver, der plyndrer for fornøjelsens skyld. Ingen var mere ond end Robin Hood og hans Little John,” lyder vurderingen i filmen. 

Karakteren er i denne inkarnation så ond, at han ligesom Bela Lugosis Dracula helst bare vil dø. Og vi forstår ham, da vi ser et grimt glimt af gruen omkring Robin (Hugh Jackman) og hans hævntørstige højre hånd (Bill Skarsgård). De to kan end ikke selv huske deres utallige ugerninger. 

I et billede, der borer sig dybt ind i sjælen, flygter en lille dreng fra huset, hvor parret myrder hans familie. Kameraet følger knægtens desperate ansigt i nærbillede, mens han løber og løber, indtil han rammes af et nakkeskud, så pilen stikker ud gennem et af øjnene. 

Man når at tænke på lille Vito Corleones flugt i The Godfather 2. del. Eller måske husker man den tilsvarende scene i Roman Polanskis blodige Macbeth, hvor generalen Banquo myrdes, mens sønnen flygter. 

The Death of Robin Hood er skrevet og instrueret af Michael Sarnoski (Pig og A Quiet Place: Day One), der gør alt til sit eget. Også denne scene, som er fremragende iscenesat og får konsekvens for plottet med en overraskende tilsynekomst over en bakkekam. 

Fra åbningens voldshelvede af mudder, blod og flammer katapulteres vi til en ø med et nonnekloster, hvor den hårdt sårede Robin ligger som en helgen foran et gotisk vindue med himmelsk udsigt over havet. Filmens scenograf og fotograf leverer her bjergtagende billedkunst. 

Da Robin snitter sig et nyt sæt pile, forkæles vi med en tilsvarende skøn montage og blid, keltisk-klingende musik. 

Alle frygter morderen Robin Hood, men denne skjuler sin identitet og er velkommen på øen. Da han hjælper sin makkers datter (Faith Delaney) med at lave en bue, fremstår han ren, stærk og klog – som et nyt menneske. 

Konflikten mellem myten og manden uddybes i filosoferende samtaler mellem Robin og priorinden. Hun fremstilles af Jodie Comer (28 Years Later) som et levendegjort Vermeer-maleri. 

Under den funklende stjernehimmel fortæller hun, at øen engang var druidernes helligdom, inden den blev bebygget med romernes templer og dernæst en kristen kirke. Et vidunderligt billede på de multiple lag af traditioner, sange, skuespil og film, der danner fundamentet for vor egen forståelse af Robin Hood. 

Antikvaren Joseph Ritson samlede i 1795 en mængde af grundkilderne i en antologi og fastslog i sit forord, at Robin Hood fødes cirka 1160 og dør 87 år gammel i 1247, hvor også The Death of Robin Hood foregår. Ritsons værk fik indflydelse på alle efterfølgende genfortællinger, inklusive mellemled såsom Walter Scotts Ivanhoe (1818). 

Historier bag historier bag historier. 

Man tør næppe tro på nogen af dem, og det er i hvert fald klogt at afbalancere dem i sit sind som komplementære modsætninger. Det er lige netop, hvad Michael Sarnoski gør i The Death of Robin Hood, som derved slutter sig til Manden der skød Liberty Valance (1962) og Beowulf (2007) som et af filmhistoriens værker om kløften mellem myte og virkelighed. 

Dansk litteratur og film har svigtet myten med ikke et eneste bud på en dansk Robin Hood, hvilket står i kontrast til dansk teater. 

I 1975, tolv år gammel, instruerede jeg selv en Disney-inspireret teaterversion foran en fyldt sal på mit fritidshjem i Slagelse, hvor jeg tilmed spillede Robin Hood. Altså et år før den vistnok første officielle danske sceneversion på Fiolteatret i 1976. 

Siden har Robin Hood jævnligt optrådt overalt i landet – fra turnerende udendørsforestillinger til stort opsatte scenemusicals. 

Da Robin til slut affyrer sin sidste, legendariske pil, er det ikke enden på historien. For af den pil vokser tusind nye skud og variationer. Robin Hoods død er kun begyndelsen.