Nyhed
24. dec. 2009 | 00:09

Ekkos julekalender 2009

24 låger. 24 klip. Fra alle os til alle jer …
Af Henrik Østergaard

Ekko tæller igen i år ned til juleaften med en julekalender, der tager dig med ud i de fjerneste afkroge af den mangfoldige film- og medieverden.

Hver dag frem mod juleaften vil en udvalgt person, der har figureret i Ekko i det seneste års tid, åbne en låge og vise os et — for dem — særligt klip fra internettet.

Klippene er sjove, overraskende, skæve, tankevækkende og — i julens ånd — fulde af varme og kærlighed.

Glædelig jul og godt nytår!


24. december: Henrik Bo Nielsen, Direktøren for det hele (Filminstituttet)
 
Henrik Bo Nielsen om klippet: ”Hvert år sender venner og bekendte dusinvis af klip fra YouTube — de fleste er ret åndssvage, men ofte et hurtigt grin værd. Men YouTube rummer også en skatkiste af gamle nyhedsklip som Walter
 Cronkite, der speaker ved Kennedys død, og så selvfølgelig et mylder af gamle filmklip. Begge dele giver jævnligt et gensyn med gamle venner og afhængigt af humøret lidt inspiration til konkret problemløsning. Vedlagte klip fra De nådesløse var for eksempel en god påmindelse om, at man skal huske at gå radikalt til værks og vælge simple løsninger, hvis man vil løse
 problemer, sådan midt i en lang dag med overvejelser om, hvorledes den kommende filmaftale skal skrues sammen. Glædelig jul.”






23. december: Lilian Munk Rösing, lektor, Københavns Universitet

Lilian Munk Rösing om klippet: ”’You?’ Jul er hjerternes fest, så er det ikke nu, at man har lov til at flyde over alle sine bredder af bevægelse, når den helbredte blinde pige genkender sin velgører i vagabonden Chaplin …?”






22. december: Nanna Frank Rasmussen, kritiker

Nanna Frank Rasmussen om klippet: ”Det bliver ikke rigtig jul uden Frank Capras Det er herligt at leve med James Stewart i hovedrollen, men den sendes hvert år på tv, så ingen grund til at vise noget fra den her. Til gengæld indeholder dette klip to af julefilmens hovedingredienser: en rørende Jimmy Stewart og drivende sentimentalitet. Den aldrende skuespiller kan simpelthen få tårerne til at trille hos alt og alle ved blot at læse et digt op til sin hund Bo. Se, dét er skuespilkunst!”






21. december: Michael Noer, instruktør

Michael Noer om klippet: ”Julen er hjerternes tid, så nyd denne lille film om kærlighedens højtideligholdelse eller mangel på samme.”






20. december: Rasmus Thorsen, direktør for Cosmo Film

Rasmus Thorsen om klippet: ”Vi lever i en tid, hvor kvalitet, hæderlighed og noget på hjertet har tabt til begreber som målgruppe, stregkoder og brand. Vi husker julen som hjerternes fest. Her er et af de smukke digitale aftryk, som bliver efterladt til vores næste generationer.”






19. december: Christian Braad Thomsen, forfatter og instruktør

Christian Braad Thomsen om klippet: ”Man kan mene om Bob Dylans jule-cd, hvad man vil — personligt skal jeg overvinde mig lidt for at lytte til den, men den rummer dog mindst to gode sange, måske endda flere. Og selvfølgelig skal du købe pladen, for hver eneste krone går til sultende børns julemåltid. Dylan og Co. får ikke en dollar for anstrengelserne, men har — inspireret af Woody Guthries Pretty Boy Floyd — besluttet at donere alle indtægter, så millioner af børn i USA i det mindste kan blive mætte i julen. Er der mon stadig nogen, der hører Woody Guthrie? Hvis ikke, så begynd med sangen om den revolutionære bankrøver, Pretty Boy Floyd, der også var julemand.”






18. december: Jesper Bo Petersen, assisterende redaktør

Jesper Bo Petersen om klippet: ”En hårdfør, wisecrack fra Brooklyn, Auggie Wren, bliver blød om hjertet. En fattig bedstemor tror, at Auggie er hendes fortabte søn, der er kommet hjem til jul. Hun lader i hvert fald som om — det gør han også. Og for en aften finder hun trøst i den lykkelige fantasi, en løgn ganske vist, men en salig én af slagsen. Du er uskyldig, når du drømmer, synger Tom Waits i Smoke.”






17. december: Nicolas Barbano, forfatter og kritiker

Nicolas Barbano om klippet: ”Scrooge, den forhadte pengeudlåner, har gjort Londons borgere en stor tjeneste. ’Thank you very much!’ synger de, og Scrooge skråler med uden at forstå, at begejstringen skyldes hans dødsfald. Blandt de bedste filmudgaver af Charles Dickens’ Et juleeventyr er Leslie Bricusses musical Scrooge fra 1970 med Albert Finney i titelrollen. Hele filmen ligger på Youtube, men her er højdepunktet.”






16. december: Allan Hyde, skuespiller

Allan Hyde om klippet: ”Det kan være svært at forstå sig på amerikansk humor, når man er vant til den mere skæve, danske af slagsen. Men jeg synes, de har ramt plet med den her digital short. Måske er det mig, der ikke har lagt min gymnasiehumor fra mig, men den får mig i godt humør. God Jul!”






15. december: Katrine Hornstrup Yde, kulturjournalist


Katrine Hornstrup Yde om klippet: ”60 juleaftener før Tim Burtons gotiske anti-juleværk The Nightmare Before Christmas pustede den russiske dukkemester Vladislav Starevich liv i et langt skønnere djævelsk midnatsbal. Hvis du ikke tror på julemandens hyggelige ’ho ho ho’, så hengiv dig i stedet til flaskeåndens ’harh harh harh...’ i The Mascot fra 1932.”






14. december: Christoffer Boe, filminstruktør

Christoffer Boe om klippet: ”Julen er mange ting. Det er for eksempel smilets, munterhedens og glædens tid, men det er også blandt julehjerterne, nisserne og julesnapsene, at vi i det skjulte dyrker lummerheden, som nogle gange bliver til direkte liderlighed. Her er et par friske drenge, som dyrker det hele  — i hvert fald giver deres forberedelser på liderligheden afsæt til et lille smil hos beskueren. Merry Christmas!”






13. december: Susanne Bier, instruktør

Susanne Bier om klippet: ”Will Ferrells Little Land Lord. Behøver vist ingen kommentarer. God jul!”



Se afsnit 1-12 her

 

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko