Festivalens bedste film vinder sidekonkurrence

I mandags satte jeg mig ind i biografmørket for at se østrigske Sandra Wollners Everytime. En teenagepige dør uden forklaring, og filmen handler om de efterladte forsøg på at forstå det uforståelige: chokket og sorgen hos moren, lillesøsteren og kæresten.

Jeg gik dog allerede efter en halv time for at skrive artikler til hjemmesiden. Men i dagene efter blev billeder fra filmen ved med at dukke op på min nethinde.

Nemlig pigen på toppen af et højhus en tidlig morgen efter en fest. Verden ligger stille omkring hende. Hun står i det blågrå lys og nyder solen bryde frem, mens kæresten sover ved siden af. Hun taler om, at hele byen sover.

Og så – uden varsel, uden dramatik, blot i et brutalt roligt totalbillede – hendes krop i frit fald. Et øjeblik, der både er uafrysteligt smukt og ubærligt skræmmende.

Derfor besluttede jeg mig for at se filmen igen – denne gang til ende – og jeg blev ikke skuffet. Sandra Wollner undgår enhver letkøbt kliché og balancerer fintmærkende mellem hverdagens banalitet og de altopslugende følelser.

Sammen med fotografen Gregory Oke (Aftersun) skaber hun billeder, der næsten bærer sorgen i sig selv. Det bliver særligt tydeligt, da moren tager datteren og den afdøde piges kæreste med på den ferie til Tenerife, som Jessie selv skulle have været med på – men aldrig nåede at opleve.

Her indtræffer en mystisk hændelse, som efterlader én i tvivl om, hvorvidt den er konkret eller et magisk greb – måske et mirakel, måske en mørk og dyster afslutning. Man forbliver i uvished, og netop den tvetydighed bliver stående.

Det tilfører filmen en næsten spirituel kvalitet, og slutningen har rumsteret i mig lige siden. Det er den slags oplevelser, man håber at finde i Cannes, men som hovedkonkurrencen i år ikke for alvor har leveret.

Jeg tøver ikke med at kalde Everytime festivalens stærkeste film. Og her til aften blev den da også belønnet i sidekonkurrencen Un Certain Regard, der især retter sig mod nye og yngre instruktører. Havde filmen været udtaget til hovedkonkurrencen, kunne Sandra Wollner meget vel være løbet med Guldpalmen.

Fortsættes