Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Slashergenrens puritanske sexpolitik – knep og dø, kun jomfruen overlever – bliver analyseret og endevendt i Jane Schoenbruns queer og campede kærlighedserklæring 1980’ernes slasherserier. 

Filmen, der har Hannah Einbinder og Gillian Anderson i hovedrollerne, er både hyldest og satire, et psykodrama om undertrykt seksualitet, identitet og popkultur midt mellem Bergmans Persona og Peter Stricklands Berberian Sound Studio. 

Og det var den blodigste, mest kultcool åbningsfilm, man kunne ønske sig til sideprogrammet Un Certain Regard, der har et fokus på unge instruktørtalenter. Her blev Schoenbruns film mødt med hujende bifald – indtil videre festivalens højeste. 

Kort fortalt handler den om den Sundance-berømte instruktør Kris, der forsøger at pifte sit reboot af en udslukt slasherserie op ved at caste originalfilmens ”final girl” i hovedrollen. 

Et projekt, der betyder langt mere for Kris end for de pengefokuserede Hollywood-typer, der har hyret hende til at renskure en problematisk, transfobisk franchise. Kris indså nemlig, at hun var lesbisk, da hun sad som barn alene foran fjernsynet en sen nattetime og så skuespilleren Billy Presley blive penetreret – først af en liderlig teenagedreng, så af en galning med et rustent hajspyd. 

Den opfundne Camp Miasma-series storhed og fald opsummeres i introsekvensen med en nostalgisk montage af vhs-bånd, merchandise og avisoverskrifter, der tegner serien som en pendant til romertalsgyserne Fredag den 13. og A Nightmare on Elm Street. 

Det er en fyndigt freudiansk omgang, og Jane Schoenbrun morer sig med at fylde på med fortolkningspotentiale. 

”Miasma” er det franske ord for sygdomssmitte, og skurken Little Death er en uhyrligt kønsubestemmelig drengepige i kedeldragt og med en metalkasse som hoved. 

Det gik næppe hen over hovedet på Cannes-publikummet, at navnet refererer til det franske ord for orgasme: le petit mort. Og han dræber, så det sprøjter. Filmen-i-filmen er kækt leveringsdygtig i halshugninger og blodfontæner og fallosformede mordvåben – som går i spænd med Kris’ voldtægtsfantasier.

Transskurken er en direkte reference til slasherfilmen Sleepaway Camp fra 1983 og en generel stikpille til genrens tendens til at uhyrliggøre trans- og homoseksuelle karakterer – tænk bare på Buffalo Bill i Ondskabens øjne. 

Hvis det lyder lige intellektuelt og intertekstuelt nok, er det også meningen. 

Kris er den hypernørdede outsider med en klæbehjerne, som på kommando kan aflire rollelisten til alle slashergenrens 80’er-fortsættelser. Hun brød igennem med en dekonstrueret gyser, som Billy fnysende opsummerer som ”et remake af Psycho set fra badeforhængets perspektiv”. 

Men slasherfilm er ikke universitetsafhandlinger. Det minder den falmede stjerne Billy Presley instruktøren om, da de mødes i snelandskabet tæt på den canadisk grænse. Her bor Billy i den gamle sommerlejr, hvor de optog den første film i serien. De handler om noget mere elementært: kød og kropsvæsker. 

Gillian Anderson (The Crown) er en fryd som den excentriske eneboer med drævende sydstatsaccent og indladende mine, der flere gange sammenlignes med den fallerede diva Norma Desmond fra klassikeren Sunset Boulevard. 

Komikeren Hannah Einbinder (HBO-serien Hacks) spiller Kris i et beslægtet toneleje. Når Jane Schoenbruns film bevæger sig i retning af Hollywood, kommer den tæt på Hacks’ satire af en underholdningsindustri, hvor bullshit vejer tungere end hjerteblod.

Den gamle sommerlejr øser af hengemt gotik og fortrængte drifter, som begge kvinder projicerer over på den slasherfilm, der er kommet til at dominere deres liv. 

Jane Schoenbrun har et uforligneligt blik for popkulturen og b-film som en lise for outsidersjæle og et dragende troldspejl, der lokker med en besnærende parallelverden. 

I debutfilmen We’re All Going to the World’s Fair synker en sky teenager længere ned i et foruroligende onlinerollespil, mens hun indleder et venskab per videochat med en ensom eneboer. Og I Saw the Light of the TV Glow er en ætsende dysmorfofobi-gyser, hvor følelsen af uerkendt forkerthed vokser sig større og kun afhjælpes af en kitchet Buffy-agtig 90’erserie. En feberdrøm af en film, der favner kultkulturens queer-fællesskaber og tematiserer instruktørens egne erfaringer som transperson. 

Teenage Sex and Death at Camp Miasma er ikke nær så knugende intens eller helstøbt, selvom den umiskendeligt kommer fra samme kunstner. 

Der er mere grin end gys over måden, Kris og Billy udforsker gys og begær på, og filmen tegner et meget specifikt portræt af en særlig gyserkultur, hvor splat og snacks går hånd i hånd – gerne med en joint eller to som bindeled. Og fjernsynsskærmen blandes foruroligende sammen med slasherfilmens kitschkulørte æstetik. 

Man kan dog ærgre sig over en håndfuld halvdårlige CGI-skud, hvor det er tydeligt, at skuespillerne står foran digitale kulisser i et studie. Og Schoenbrun og fotograf Eric Yue rammer heller ikke hele tiden den flimrende VHS-æstetik helt præcist.

Men det vil være pedantisk at hænge sig i den slags. 

Teenage Sex and Death at Camp Miasma en film, som er helt uden for nummer. Den er skabt til at blive kultdyrket, og lur mig, om den ikke ender med at blive en klassiker.