Film skal ses på Roskilde Festival
Udover de mange koncerter på Orange Scene og andre scener bliver der i år vist film i den nye biograf Cinema på årets Roskilde Festival.
Søndag den 28. juni begynder opvarmningsdagene på Roskilde Festival, og for første gang i tretten år er der film på programmet.
Til og med 30. juni kan man i campingområdet F lige uden for festivalpladsen finde biografen med det velvalgte navn Cinema, der både viser nye film og udvalgte klassikere.
Programmet er lavet i samarbejde med Cph:Dox, Roskilde Festival Højskole, Europa-Parlamentets filmpris LUX, Den Danske Filmskole og The Why Foundation ud fra temaet ”frihed”.
Der vil være talks, debatter, quiz og andre former for optrædener i forbindelse med alle visninger. Programmet kan prale af en række meget forskellige film, hvoraf mange har en politisk vinkel i festivalens ånd.
Sidste års Guldpalmevinder, Jafar Panahis iranske mørke regimesatire It Was Just an Accident, er kun blevet mere relevant i år og efterfølges af en samtale med medlemmer af Europa-Parlamentet om autokrati og geopolitiske spændinger.
Dokumentaren Christiania leverer et definitivt portræt af den danske fristad, der opstod ud af samme rebelske ånd som Roskilde Festival – begge i 1971.
Amazomania giver et sjældent indblik i de blinde vinkler i Vestens blik på resten af verden. Dokumentaren handler om en svensk journalist, der 30 år efter mødet med et stammefolk finder ud af, hvordan de i virkeligheden oplevede det.
Den Danske Filmskole har fokus på vampyrfilm i deres valg.
Sinners blev et fænomen sidste år med rekordmange Oscar-nomineringer for sin vampyrfortælling om racisme og bluesmusik i USA og efterfølges af en horror-quiz. Carl Th. Dreyers Vampyr fra 1932 vises med live-musik af den minimalistiske duo Big Fan.
Vampyrtemaet fortsætter med svenske Tomas Alfredsons Lad den rette komme ind (2008), der efterfølges af seks nye kortfilm, skabt i samarbejde mellem Den Danske Filmskoles klippelever og elever fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Ingen tilladelse fra distributør
Foruden flere stærke film som den komiske dokumentar The History of Concrete og det Guldbjørne-vindende spanske drama Ferskenlunden i Catalonien vises minidokumentaren Why Spotify’s CEO Is Worth Billions While Musicians Make Pennies, der passer godt til festivalen med dens opsang til nutidens musikindustri.
I en pressemeddelelse fra april lovede Roskilde Festival også visningen af Joachim Tries Ocar-vindende familiedram Affektionsværdi, som ikke længere er at finde i programmet.
Efter pressemeddelelsen afviste den danske distributør, Kim Foss fra Camera Film, at have givet tilladelse til visningen af Triers film over for Ritzau. I en mail til Ekko skriver Kim Foss i dag, at Affektionsværdi ”desværre” ikke bliver vist på festivalen.
Den første visning bliver ifølge programmet søndag den 28. juni klokken 11. Den tyske dokumentar The Tender Revolution om nye tilgange til omsorgsarbejde åbner ballet. Den efterfølges af en samtale mellem aktivisterne Emma Holten og Emil Falster.


Kommentarer