Fortiden bliver levende

For cirka et år siden kunne man i Politiken læse en kronik: ”Kulturarv ved skillevej – glemsel eller digitalisering”.

I den understregede lederne i en række kulturinstitutioner vigtigheden af, at den danske kulturarv bliver digitaliseret og gjort tilgængelig på internettet. Ellers vil vor fælles fysiske hukommelse blive udslettet og erstattet med engelsksproget materiale.

Kulturministeriet havde netop udgivet en rapport med tre fremtidsscenarier for digitalisering af kulturarven. Det første scenarie kunne løses inden for statsinstitutionernes nuværende budget, mens det tredje og mest omfattende scenarie krævede en bevilling på 500 mio. kr. over ti år.

Museumsmanden Dan Nissen var Filminstituttets repræsentant i Kulturministeriets digitaliseringsudvalg. Han har mere end tyve års erfaring med filmbevaring og filmformidling. I slutningen af 1980’erne blev han ansat på Det Danske Filmmuseum. Samtidig skrev han anmeldelser og filmjournalistik for Dagbladet Information. Lige nu er hans mission at digitalisere hele Filminstituttets kort- og dokumentarfilmsamling.

– Hvorfor dokumentarfilm, Dan Nissen?
”Der er ingen kommerciel interesse i dokumentarfilm, og hvis vi ikke gør noget, vil en enorm skat af viden om dansk dagligdag, centrale personer og situationer gå tabt. Dokumentarfilm giver mulighed for at dykke ned i fortiden. Det er som at gå ind i en tidsmaskine. Bare tænk på, hvordan en dansk kernefamilie så ud i 1950’erne. Det er jo ikke så lang tid siden, men mentalt er det meget lang tid siden.”

”Vores udgangspunkt i kronikken var: ’Hvad der ikke findes på nettet, findes ikke!’ Gamle lærere kan måske huske en film, de har set engang, men ellers ved folk ikke, at det eksisterer,” fortæller Dan Nissen, som netop har sendt en ansøgning til Kulturministeriet, som går ud på at digitalisere cirka 2000 kort- og dokumentarfilm i perioden 1975-1990. De ligger på bånd, som er truet af kemisk opløsning.

Kampen om millionerne
– Hvilken udvikling er der sket, siden I skrev kronikken?
”I februar indkaldte Kulturministeriet til et møde, hvor vi fik at vide, at der var afsat 23 millioner kroner, som skulle fordeles mellem de statslige kulturinstitutioner med afleveringspligt. Vi har brug for 500 millioner, så vi talte alle sammen varmt for vores syge moster. Vi fik ordre på, at vi max måtte søge om seks millioner kr. pr. institution. Jeg vil ønske, at Kulturministeriet vil vælge tre-fire projekter og give dem, hvad de argumenterer for, i stedet for at smøre støttebeløbet tyndt ud.”

– Hvordan indgår Filmstriben.dk i Filminstituttets digitaliseringsprojekt?
”Når filmene er digitaliseret, kan de distribueres via Filmstriben til skoler og biblioteker. Med digitalisering af samlingen 1975-1990 vil cirka 1000 ud af de i alt 2000 titler i den periode blive tilgængelige på Filmstriben. Det vil betyde cirka en tredobling af det, vi stiller til rådighed i dag.”

”Næsten 1800 skoler og 85 % af landets biblioteker abonnerer på Filmstriben. Hvis biblioteket i din kommune er tilmeldt, kan du få et log-in, så du også kan se filmene hjemmefra på din computer. I alt regner vi med, at 3,2 millioner danskere har adgang til Filmstriben med biblioteket som mellemled.”

De største udfordringer
– Hvad er de største udfordringer for digitaliseringsprojektet?
”Det er en stor udfordring at forhandle rettigheder. Filmene er oprindelig sat i gang af den danske stat, produceret med støtte fra Filminstituttet, og staten har betalt for, at de bliver bevaret. Rettighedshaverne (for eksempel kunstnere og producenter eller andre, som senere har købt rettighederne, red.) har økonomisk kun bidraget med en beskeden indsats. En rettighedshaver har måske brugt 100.000 kr., mens staten har brugt en million kr. på filmen. De danske skatteborgere har altså allerede betalt for filmene, men uden en aftale med rettighedshaverne kan vi ikke gøre dem frit tilgængelige for borgerne.”

”Den anden store udforing er såkaldt metadata, for eksempel oplysninger om instruktør, titel og årstal. Det bliver rigtigt sjovt, når man kan søge på ’Nordsjælland’ eller ’Skjern å’ og så få gamle filmklip frem på skærmen. Jo mere præcist indholdet er beskrevet, jo bedre. Hvis man søger på for eksempel ’Skjern å’, vil man kunne se, at Skjern å indgår i den her film, som ellers handler om noget helt andet. Det er et stort håndarbejde og en intellektuel opgave.”

– Ligesom i DR’s arkiv, hvor metadata er meget udbygget? ”Danmarks Radios arkiv er et brugsarkiv. Vores arkiv har aldrig været brugt til produktion. Nogle gange får vi forespørgsler fra udlandet, som skal bruge filmfoto af for eksempel vores nationalflag i historiske sammenhænge. Så henviser vi til Danmarks Radio eller bruger en intuitionsmodel, hvor man prøver at huske relevante film. Hvis Producentforeningen får sådan en forespørgsel, vil de henvise til DFI, som så henviser tilbage til Producentforeningen eller DR, og så cykler den rundt …”

Spørgsmålet om autenticitet
– Er digitaliseringsprojektet et bevarings- eller et formidlingsprojekt?
”Vi har fået gode opbevaringsforhold for film. Film kan holde i 500 år, når de er frosset ned, så dem sker der ikke noget med. Båndene har kortere livscyklus. Samlingen 1975-1990 ligger på skrøbelige U-Matic eller 1-bånd, og teknikken, som skal bruges til at afspille dem, er ved at forsvinde. Digitalisering af denne samling er både et bevarings- og formidlingsprojekt, for vi skal ikke gemme bånd, der er gået i opløsning eller ikke kan afspilles mere. Når vi har digitaliseret dem, kan vi kassere dem. Det gør man ikke med film, så digitalisering af film er udelukkende et formidlingsprojekt.”

”Digitale medier udskiftes ofte. Om ti år er der et nyt format, som er endnu bedre. En langsigtet strategi er en meget stor server. Lige nu har vi kun små formidlingsservere med komprimeret materiale til Filmstriben. I fremtiden skal alle nyproducerede digitale film opbevares digitalt. Det koster sindssygt mange penge! Kulturinstitutionerne har talt om et fælles bit-arkiv. Det er en fordel at samle den tekniske ekspertise i ét fælles center. Ellers ville det betyde, at sådan én som mig skal være it-ingeniør i stedet for filmhistoriker.”

– Hvilke tanker har du gjort med hensyn til spørgsmålet om autenticitet?
”Der findes to retninger. Den ene mener, at film altid skal bevares som film. Det er jeg i princippet enig i, men med argumentet, at film kan bevares længere og derfor billigere. Den anden mener, at hvis den digitale version ser lige så godt ud i biografen, er det ok at bevare digitalt. Altså er pointen at bevare oplevelsen, ikke materialet. Sagen er jo også, at når man restaurerer film, går man fra et fysisk format til et andet. Man kan for eksempel ikke længere få Technicolor som i 50’erne, så man laver noget, der ligner. Hver gang tolker man.”

Brugervenlighed
– Er der forskel på tilgængeliggørelse og formidling?
”Tilgængeliggørelse er nok mere passivt, mens formidling handler om at få noget ud over rampen. Hver dag diskuterer vi, hvordan vi skal formidle Cinematekets program for at gøre det interessant. Tilgængeliggørelse er en samling, som folk kan komme og se på. Da jeg begyndte at interessere mig for film, syntes jeg, at det var vildt fascinerende, at man faktisk kunne se de gamle film fra 1920’erne´, for eksempel Dr. Caligaris Kabinet.”

”I dag googler folk. Man går ikke ind og finder internetportaler, som måske rummer svar på ens spørgsmål. Formidling hænger for mig sammen med omfanget af metadata, som for alvor gør en genstand brugbar. Hvis du kun har en titel, så er materialet tilgængeligt, men hvis der er mange oplysninger med, så formidler man det også bedre og øger brugsmulighederne.”

– Inddrages brugerne i digitaliseringsprocessen i lighed med DR’s Bonanza-projekt, hvor brugerne kunne stemme om, hvilke udsendelser der skulle digitaliseres?

”Det er en rigtig god idé, men for samlingen 1975-1990 er det ikke hensigtsmæssigt at lave en selektion. Og hvem kender egentlig samlingen godt nok? Det er en tung overbygning af intellektuelt arbejde. Det er meget mere rationelt at rydde hele hylden på én gang uden en redaktionskomité. Massedigitalisering er også vigtig, fordi internettets søgemuligheder kun er interessante, hvis der er en reel chance for at finde det, du søger. Der skal altså være en vis volumen af materiale.”

– Hvad kan brugerne glæde sig mest til?
”Jeg vil ikke pege på en enkelt film. Dokumentarfilm kan mere end spillefilm. De kan vise billeder af virkeligheden. Jeg så på et tidspunkt et billede af Filminstituttets bygning, hvor huset overfor ikke var bygget endnu. Dengang lå der et lyssky kvarter med bordelgader og små kælderbeværtninger. Hold da op, der er sket meget inden for 30-50 år. Hvordan ser denne her verden så ud om 30 år?”