Cph:Dox 2019
22. mar. 2019 | 17:04

Steve Bannon: Geni eller taber?

Foto | Alison Klayman
Efter at være blevet fyret af Trump er Steve Bannon taget til Europa, hvor han arbejder hårdt for, at de højreekstreme partier får succes ved EU-valgene i 2019.

Cph:Dox viser to film om Steve Bannon, der førte Trump til triumf. I den ene fremstår han som et ondt geni. I den anden en ligner han en sørgelig taber.

Af Simon Johansen

Som chefredaktør for det stærkt højreorienterede nyhedssite Breitbart var Bannon op til den amerikanske valgkamp i 2016 med til at skabe ondsindede historier om politiske fjender. 

Donald Trump hyrede ham efterfølgende som sin chefstrateg, og Bannon fik en afgørende rolle i Trumps kamp mod Hillary Clinton. 

Han er blevet beskrevet som hjernen bag den orangefarvede præsident, og efter valget mente mange, at det i virkeligheden var Steve Bannon, der sad på magten, mens Donald Trump blot var en marionetdukke. 

Den påstand viste sig dog ikke at holde vand. Trump fyrede Bannon kort efter valget. 

På tærsklen til ødelæggelse
Årets Cph:Dox viser hele to film om Steven Bannon, og de griber deres hovedperson an på vidt forskellige måder. 

American Dharma har sin titel fra buddhistisk lære, som Bannon mener har haft en stor effekt på amerikansk politik. 

Filmen er instrueret af Errol Morris, der er anerkendt for sine én-mod-én-interviews. Især huskes Morris nok for The Fog of War om USA’s kontroversielle, tidligere forsvarsminister Robert S. McNamara. 

Den anden film bærer titlen The Brink, hvor titlen er hentet fra et Abraham Lincoln-citat om, at USA er ”on the brink of destruction” – altså på tærsklen til ødelæggelse. 

Filmen er instrueret af den kun 35-årige Alison Klayman, som gjorde sig bemærket med Ai Weiwei: Never Sorry, der fokuserer på den kinesiske kunstner Ai Weiweis aktivisme. 

Spørgsmålet er så, hvilken af de film man bør vælge – filmen af den erfarne instruktør eller filmen af det store talent? 

Charmerende hyggeonkel
Kender man intet til Steve Bannon, kan det være både underholdende og lærerigt at opleve American Dharma, der mest har et tilbageskuende sigte. 

Errol Morris interviewer Bannon i en flyhangar, benytter sig af dramatisk baggrundsmusik og spektakulære arkivbilleder fra valgkampen. Sidst, men ikke mindst er Bannon bare en gudbenådet fortæller! 

Efter at have set American Dharma er man ikke i tvivl om manipulatoren Bannons strategiske evner og viden om massemedier. Hillary Clinton kunne aldrig have vundet valget over ham! 

Men er man i forvejen bekendt med Bannons bedrifter, så skal man klart vælge The Brink

Alison Klayman formår nemlig i langt højere grad end den ukritiske Morris at klæde Bannon af og vise hans sande ansigt. 

I American Dharma fremstår Bannon konstant ovenpå og fyldt med overskud, mens han i The Brink ligner ofte ligner en sørgelig taber. 

Når det gælder Bannon, har Klayman vurderet rigtigt: Det er ikke tilstrækkeligt at lade Bannon selv fortælle om sine tanker, idéer og holdninger. Og det er netop derfor, Errol Morris på sin vis fejler i American Dharma, hvor Bannon fremstår som en charmerende og veltalende hyggeonkel. 

Tomme floskler
I American Dharma får man indtryk af, at Bannon og Morris er gode venner, der udnytter anledningen til at få talt om gamle dage. Gang på gang har den åleagtige Bannon held til at glide uden om de ubehagelige spørgsmål. 

Som da Morris spørger om racisme. Bannon erkender, at han stod bag den lov, som forbød mennesker fra store dele af den arabiske verden at rejse ind i USA.

”Jeg mener, at loven i sin essens har et racistisk budskab,” siger Errol Morris.

”Gør du?” svarer Bannon.

Men han bliver aldrig for alvor udfordret, og det kan undre, når optagelserne med Bannon strækker sig over fem dage.

Bannon siger, at USA har brug for et opgør med det etablerede USA, men hvad er det helt konkret for en revolution, han ønsker?

Det ender i tomme floskler om, at det arbejdende folk skal tage magten tilbage fra eliten. Men stenrige Bannon tilhører vel netop den elite, han så håndfast vil have ned med nakken?

Oceaner af energidrikke
I dag arbejder Bannon som konsulent for den højreekstreme alt right-bevægelse i Europa. 

Det fremgår af The Brink, at Steve Bannon arbejder stenhårdt for, at de højreekstreme partier får stor succes ved EU-valgene i 2019. 

I The Brink stiller Alison Klayman kun sjældent Bannon spørgsmål. I stedet agerer hun fluen på væggen, mens den tidligere chefstrateg rejser rundt i Europa og holder møder med kontinentets højreradikale ledere. 

Filmen foregår i 2018 under republikanernes sviende midtvejsnederlag i USA, og det klæder på alle måder at se Bannon i situationer, han ikke selv kan kontrollere. 

Han flyver konstant i privatfly, drikker oceaner af energidrikke, hænger ud med Europas højreekstreme ledere og gentager de samme floskler. Det er et under, at han ikke bliver træt af sig selv! 

Trumps lektie
Flere gange er Steve Bannon rasende over, hvordan det går under midtvejsvalget, og modløsheden står enkelte gange malet i hans ansigt. 

Helt galt går det, da han bliver interviewet af en reporter fra The Guardian. 

Reporteren får Bannon til at anerkende, at nogle af hans udtalelser har været antisemitiske. Bannon prøver at glide af på spørgsmålet, men ender til sidst med at sidde bleg og desperat i det varme sæde. 

I American Dharma kommer Bannon til at ligne et ondt geni. I The Brink ledes tankerne hen på kejserens nye klæder. 

Alligevel formår han stadig at forklæde sine diskriminerende holdninger, og måske er der også en grund til, at han lader Klayman komme så tæt på. 

”Trump lærte mig en vigtig lektie,” siger han undervejs i filmen. ”Der findes ikke dårlig medieomtale.”

Trailer: The Brink

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko