Matilde Kimer anbefaler terapeutisk kræftværk

Lyden af et kemodrop er sådan en digital, stigende tonerække. En lille serie af bip, der går direkte i kvalmemusklen hos de fleste (tidligere) kræftpatienter.

Lydbølgen er et throwback til patienttilværelsen, hvor ens overlevelse er deponeret i andres hænder, og hvor man trods omsorg og støtte kan føle sig utroligt alene i kampen mod kræften.

Sådan starter Hypermoon – der kan ses her på siden – med lyden af kemodrop.

Langsomt trækker instruktør Mia Engberg os med ind i sit univers af magtesløshed, vægtløshed og en kunstnerisk sammenblanding af fortid, nutid og det midlertidige fravær af fremtid, som hendes egen kræftsygdom fremkaldte.

Men måske kan pårørende netop i denne film få lov at sanse lidt af den frustration og afmagt, som alle vi, der har eller har haft sygdommen, kender så godt.

Måske har Hypermoon nærmest en terapeutisk funktion i beskrivelsen af den verden, der åbner sig i timerne, dagene og månederne efter en kræftdiagnose.

Det kan lyde vældigt trist og deprimerende, men Mia Engberg er vidunderligt skandinavisk underspillet og humoristisk.

For vel er der sørgelige scener, men de leveres befriende nøgternt og hverdagsagtige, så rædslerne er serveret med sødme og modstandskraft.

Når alt kommer til alt, er det jo også en historie om overlevelse. For vel får rigtigt mange af os kræft, men mange af os overlever altså også. 

Hypermoon er med til at fortælle om processen, hvor jorden åbner sig under én. Og at der kommer en tid bagefter, hvor man kan finde fodfæste igen.