Kommentar
26. feb. 2024 | 12:12

Hypermoon trænger dybt ind i mennesket

Foto | Nils Krogh

Skuespilleren Esben Dalgaard kendes fra sine roller i blandt andet julekalenderen Tinka og sjælens spejl og serien Kastanjemanden. I 2023 modtog han Kræftens Bekæmpelses Hæderspris for at nedbryde tabuer ved at fortælle om sin egen uhelbredelige kræftdiagnose. 

”Usandsynligt smuk film om det fælles for de fleste af os, der rammes af kræft,” skriver skuespilleren Esben Dalgaard om Mia Engbergs Hypermoon, der kan ses hos Ekko.

Af Esben Dalgaard

Forvent ikke en klassisk almindelig spillefilm. Intet er almindeligt her. I filmisk forstand. Men omvendt, hvad er ”almindeligt”?

Alle mennesker er forskellige. Alle kriser er forskellige, og ikke mindst alle kræftforløb er det. Hvad der dog måske er fælles – i hvert fald for mange, der rammes af livstruende krise – er tankerne.

Refleksionerne. Myldret af erindringer, der trænger sig på og nærmest ubevidst kræver stillingtagen. Sammen med den totalt altopslugende stilhed i nuet.

Det er netop dette sted i tilværelsen, som Mia Engbergs Hypermoon filosofisk og smukt beskriver. I en særlig kakafoni – både visuelt og auditivt – trænger vi dybt ind i mennesket, i mylderet og roen på en gang.

Se Hypermoon med kode fra Ekko #95.

Det er en meget personlig film, der samtidig breder sig ud og alligevel bliver repræsentant for noget fælles i de fleste af os, når vi rammes af kræft.

Hypermoon er en film, hvor begrebet ”evighed” beskrives gennem filmens første lange og slørede scene.

En måge hvæsser sit næb på et stort bjerg én gang hvert 100 år, og først når bjerget er slidt ned, er der gået det første mikroskopiske øjeblik af begrebet.

Udfordrende tungt og langsommeligt. Men samtidig usandsynligt poetisk.

Trailer: Hypermoon

Kommentarer

Se Hypermoon i Ekko

Mia Engbergs Hypermoon handler om, hvor svært det er at overskue livet, når døden kommer i kalenderen.

Den kan ses her på siden med en kode fra Ekko #95 indtil 1. april. 

Filmen er en selvstændig del af Belleville-trilogien, som også kan ses på siden.

I #95 kan man læse Merete Hellerøes essay om trilogien, der kredser om en ungdomsforelske i Paris. 

© Filmmagasinet Ekko