Nyhed
10. juli 2011 | 20:59

iPhone-fugle går til filmen

Selskabet bag verdens mest downloadede spil til mobiltelefon forsøger at vippe Pixar af tronen.
Af Mikkel Kofod

Hvordan transformerer man et iPhone-spil, der koster seks kroner, til en spillefilm, som skal vises på biograflærreder verden over?

Den vanskelige opgave har det finske mobilfirma Rovio sat sig for at løse, skriver avisen The Guardian.

Firmaet vil sammen med den tidligere leder af Marvel Studios, David Maisel, omdanne iPhone-spillet Angry Birds til en spillefilm.

I det populære spil, der sidste måned rundede 250 millioner downloads, skal brugeren plaffe grønne grise med en slangebøsse og fugle som ammunition.

Starter med kortfilm

Rovio Mobile snusede tidligere på året til filmens verden, da firmaet udsendte en særlig udgave af spillet, hvor de vrede fugle var skiftet ud med figurerne fra den biografaktuelle animationsfilm Rio.

Firmaet har købt det finske animationsstudie Kombo, og her vil man i første omgang lave en række kortfilm med fuglene, der på sigt skal bane vejen for en spillefilm.

Ambitionerne fejler ikke noget.

Rovio Mobile håber, at filmen vil give dem samme status som Pixar, der er verdens største animationsstudie. Og David Maisel fortæller, at det er ”den følelsesmæssige forbindelse”, som spillerne knytter til fuglene, som han finder spændende ved projektet.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko