Japansk mesterværk fylder 75 år

I dag er det 75 år siden, Akira Kurosawas samuraidrama Rashomon – Dæmonernes port havde verdenspremiere i Japan. Den blev fra starten godt modtaget, nåede ud over hele verden og regnes i dag for et af filmhistoriens hovedværker. 

Dens idéer mærkes i mange efterfølgende film. Sammen med kaiju-klassikeren Godzilla og Kurosawas actionfilm De syv samuraier kan Rashomon med rimelighed kaldes for en af de tre mest indflydelsesrige japanske spillefilm. I alt fald, hvis vi ikke medregner anime-genren. 

Handlingen foregår for cirka tusind år siden i Heian-perioden, hvor vi som tilskuere bliver vidne til et drab. Det sker i brudstykker, efterhånden som forskellige vidner genfortæller forløbet. Iblandt dem en lokal bandit, anklaget for drabet, samt den myrdedes hustru, en fin dame, der blev voldtaget af banditten. 

Blandt vidnerne er også den myrdede selv, hvis spøgelse under en spiritistisk seance udtaler sig via et medium. Murder most foul! Dermed burde sagen vel være endegyldigt opklaret og afsluttet. 

Men ak og ve, det er på ingen måde tilfældet, for ingen af sagens vidneudsagn svarer til de øvrige. 

Hver person fremstiller begivenhederne på sin egen måde, til sin egen fordel. Er det kalkuleret løgn? En slags forvirret ønsketænkning? Eller eksisterer der i yderste konsekvens simpelthen ikke en fælles virkelighed, en Schrödingers kat, uafhængigt af vores personlige oplevelser af den? 

Det er filmens store filosofiske spørgsmål. 

Verdens bedste?
Filmen har lagt navn til begrebet ”Rashomon-effekten”, der især inden for kriminologi vedrører et fundamentalt problem med brugen af vidneudsagn som grundlag for konklusioner om virkelige hændelser. 

Kan man nogensinde være sikker på, at vidners udsagn svarer til, hvad der er sket – også selv om de pågældende vidner selv mener sig sikre i deres sag og fremstår troværdige? 

I starten af Kurosawas film mødes tre personer ved ruinen af en legendarisk byport, hvor de søger læ for et voldsomt, trøstesløst skybrud, mens de diskuterer drabet og myndighedernes efterfølgende forhør. 

En af de tre er brændehuggeren, der fandt liget. Han spilles af Takashi Shimura, der er blevet kaldt verdens bedste skuespiller. Med sine indfølte præstationer og oceaner af lidelse afspejlet i hundeøjnene har han gang på gang formået at gribe os. Han sikrer, at vi sidst i Rashomon også emotionelt føler jorden skride bort under os og forlader biografen med usikre skridt. 

Filmens karismatiske centrum er dog banditten, nærmest uundgåeligt, eftersom han spilles af Japans karismatiske superstjerne Toshirô Mifune. Hvis navnet klinger bekendt for læsere, der ellers ikke dyrker japansk filmkunst, kan det skyldes, at både et dansk filmblad og en dansk spillefilm, Mifunes sidste sang, er opkaldt efter ham. 

Ud af omkring 180 filmroller er Rashomon en af Toshirô Mifunes seksten roller i film instrueret af Akira Kurosawa. 

Skuespillere med hang til for store armbevægelser kan lære noget af Mifune, der helt bogstaveligt spiller væsentlige dele af filmen med begge hænder bundet på ryggen. Som en menneskelig håndgranat, fuld af skadefro sprængstof, der ville eksplodere, hvis nogen fjernede splitten. 

Machiko Kyô som den fine dame er vægelsindet sensualitet ulmende bag et tyndt, ankellangt hatteslør, mens hendes husbond (Masayuki Mori fra Kenji Mizoguchis En bleg og mystisk månes fortælling efter regnen), er naiv overklasse, et nemt bytte for den udspekulerede bandits rå styrke. 

Med Noriko Honma som mediet, med stiliserede kabuki-øjenbryn og forblæste rober flagrende som et ligklæde, får vi det tydeligste bevis på en verdensorden, hvis fundament slår sprækker. 

Afsat spor i filmhistorien
Ved at åbne op for subjektiviteten i måden, hvorpå filmskabere må fortælle historier, har Rashomon sat tydelige spor rundt om i filmhistorien. Sidney Lumets Rashomon (1960) og Martin Ritts Halvblods (1964) med Paul Newman er officielle remakes af Kurosawas Rashomon. 

Andre filmskabere har ladet det være underforstået, at de bygger videre på inspiration fra den japanske filmklassiker. 

Det gælder eksempelvis Mario Bavas Four Times That Night (1971), Edward Zwicks Courage Under Fire (1996), Brian De Palmas Snake Eyes (1998), Harald Zwarts One Night at McCool’s (2001), Zhang Yimous Hero (2002), Pete Travis’ Vantage Point (2008), David Fincher Gone Girl (2014), Park Chan-wooks The Handmaiden (2016) og Ridley Scotts The Last Duel (2021). 

Meget få danske filmskabere har benyttet teknikken. Klokkeklare eksempler er Per Flys tv-miniserie Forestillinger (2007) med blandt andet Sonja Richter, Pernilla August og Jesper Christensen.

Den foregår på en lille teaterscene og består af seks afsnit, hvor hver episode er fortalt fra sin egen hovedkarakters perspektiv. Instruktøren, en ung skuespiller, en skuffet kvindelig skuespiller, instruktørens datter, ekshustruen og teaterchefen ser de samme intriger, men oplever og gengiver dem forskelligt. 

Et nyere eksempel er Cecilie McNairs ungdomsserie Natten til lørdag (2019). Den handler om en gymnasiefest, der vises, så vi får tre forskellige versioner af begivenhederne. Ekkos anmelder pointerede: ”Historien om en hændelse fortælles fra tre synsvinkler – Karl, Rosa og hendes veninde Ida – og de viser, hvor forskelligt virkeligheden kan opleves.” 

Det tidligste eksempel herhjemme er muligvis Peer Guldbrandsens krimi Gengæld (1955), om et mord i en mindre ejendom, hvor alle opgangens beboere har deres egen dagsorden, så alene tilskueren efterlades med klarhed om sagen. Rashomon havde netop nået danske biografer to år forinden. 

Uløst mysterium
Heller ikke Kurosawa greb sin fortælling ud af det rene ingenting. Rashomon bygger på Ryūnosuke Akutagawas novelle Mord i krattet, trykt på dansk i antologien Japans stemme fra 1965. Filmens rammefortællingen med porten er dog fra Dæmonernes port, en anden fortælling af Akutagawa. 

Selve iscenesættelsen af filmen er dog ren Kurosawa. Alene brændehuggerens indledende vandretur gennem skoven er en mesterklasse i, hvordan en visuelt begavet filmskaber udformer en transportscene, der i andre hænder ville være et simpelt spørgsmål om at lægge et dollyspor. I stedet skaber Kurosawa et dynamisk, sanseligt mellemspil, der hiver tilskueren ind i filmens verden. 

Især er scenen berømt for Kurosawas brug af stemningsskabende skud op mod solen, filteret gennem trætoppene. Det hører i dag blandt filmsprogets allestedsnærværende kameravinkler. 

Filmen igennem klipper Kurosawa betydningsfuldt mellem indre og ydre fortælleplaner med en voksende forgrening af følelser og etiske komplikationer. 

Blankvåben trækkes af deres skeder og bringes i brug, ikke mindst som en afspejling af karakterernes forbudte seksuelle drifter. Til slut sidder de tre mænd under porten og er lige så paf som os tilskuere. 

Hvad skal man tro? Hvem skal man tro på? Er hele verden et stort blændværk af falske facader, dyriske drifter og selviscenesættende illusioner? 

Rashomon fik verdenspremiere i Japan den 26. august 1950 og dansk biografpremiere den 2. marts 1953. Trekvart århundrede senere har vi stadig ikke gennemskuet præcis, hvordan samuraien blev myrdet. 

Godt det samme. Nogle mysterier fascinerer os bedst, hvis de forbliver uopklarede, og her i Rashomon er det uløselige subjektive fletværk af ukomplementære modsætninger hele pointen. Det er en dæmonisk port, hvis uvished synes tjent til at drive os til vanvid, men som vi forhåbentlig aldrig får lov at lukke.