”Jeg er blevet hasteindkaldt til jobcentret”
Den røde løber med en sværm af pressefotografer. Stående ovationer fra hele biografsalen. Champagne til efterfesten og en suite på et eksklusivt hotel.
Det er vores forestilling om det søde liv som filmstjerne. Og den er sådan set ikke forkert. Men når blitzene er slukket, og champagnen er drukket, venter en anden virkelighed: benhårdt arbejde og usikre perioder, hvor jobcentret er din bedste – eller værste – ven.
Det er sjældent, vi hører om hverdagen bag filmglamouren, for den punkterer lidt af den magi, som vores fascination af filmverdenen lever af.
I Ekko #95 interviewede vi tre filmfolk, som ved siden af filmarbejdet tjente til dagen og vejen på en skønhedsklinik, som tømrerlærling og på en bar. Vi spurgte en lang række andre, men de takkede venligt nej til at medvirke.
En skuespiller fortalte mig engang, at hun havde valgt at arbejde i en blomsterbutik i Roskilde, langt fra København. Hun frygtede, at det ville skade hendes karriere, hvis branchen opdagede, at hun ikke fik roller og måtte tage et så jordnært arbejde for at overleve.
Men indimellem har en filmstjerne modet til at stå frem og fortælle sandheden, og det stof er Danmarks nye filmstjerne, Mathilde Arcel gjort af.
Sådan set arbejdsløs
I en artikel i Politiken fortalte hun forleden om kontrasten mellem jobcentret og festivalglamouren i Venedig, hvor hun lørdag aften vandt prisen for bedste kvindelige skuespiller med Kvinde ukendt.
Dermed leverede hun en dansk festivalsensation på højde med Mads Mikkelsens skuespilpris i Cannes i 2012 for Thomas Vinterbergs Jagten.
Men mens Mathilde Arcel sad i Venedig og spiste vandmelon, tikkede der en hasteindkaldelse fra jobcentret i København ind på hendes mobil – til et møde dagen efter hjemkomsten.
”Klokken 11 skal jeg møde på jobcentret. Det lyder måske lidt mærkeligt, men jeg er på dagpenge, når jeg ikke laver film. Jeg tjener selvfølgelig nogle penge på mine film, men de bliver udbetalt på én gang, og så lever jeg af min opsparing i de perioder, hvor jeg ikke laver optagelser. Dér er jeg sådan set arbejdsløs,” sagde Mathilde Arcel.
Og faktisk havde hun problemer med at få lov til at rejse til Venedig.
”Den forrige rådgiver, jeg havde, syntes ikke, det var så fedt, at jeg skulle til Venedig. Så kunne jeg jo ikke tage imod eventuelle jobtilbud. Hende, jeg har nu, forstår heldigvis, hvorfor jeg skulle afsted,” siger skuespilleren, der ligesom alle andre arbejdsløse skal søge to job om ugen.
Betragtet som en fiasko
Det havde været opsigtsvækkende, hvis Mathilde Arcel var udeblevet fra gallapremieren på en film i hovedkonkurrencen og fra de efterfølgende interviews.
Festivalens jury skal ikke bare se en film – den skal også møde dens instruktør og centrale skuespillere. Et fravær ville derfor alvorligt have svækket Arcels chancer for at vinde prisen for bedste kvindelige skuespiller.
Alligevel roser hun det danske understøttelsessystem.
”Man kan godt føle, at man bliver talt til som en fiasko, når man kommer ind på jobcentret og ikke har et fast arbejde endnu, men hvor er vi heldige med det system, vi har. Det redder godt nok mange kunstnere.”
Og mon ikke behovet for jobcentret bliver mindre fremover.
Triumfen i Venedig har for alvor sat Mathilde Arcel på det internationale filmkort. Nu tales der om en reel Oscar-chance for bedste kvindelige skuespiller – en bedrift, som selv Mads Mikkelsen endnu ikke har opnået.
Med den enorme interesse vil der utvivlsomt følge tilbud om roller. I et interview med DR fortæller Arcel, at henvendelserne allerede strømmer ind:
”Jeg snakker jo med min agent, som siger, at nu er der begyndt at komme en masse opkald og en masse interesse fra udlandet.”
Kvinde ukendt har premiere herhjemme den 4. februar 2026. Lige nu er Mathilde Arcel aktuel i politiserien Uniformen på DRTV. Hun blev i år Bodil- og Robert-nomineret for sin birolle i Zinnini Elkingtons hospitals-thriller Det andet offer.


Kommentarer