Kvinde ukendt

”Tyskertøs.” 

Et dejligt skældsord med en god allitteration. Lige så let for folkeskolebørn at huske, som det engang var tilfredsstillende at hæfte på kvinder, der havde fraterniseret med besættelsesmagten. 

Det er sådan én, Mathilde Arcel spiller i May el-Toukhys intense Guldløvekandidat Kvinde ukendt. Hun er en kvinde fra provinsen, som har haft et forhold med en tysk soldat og derfor blev udstødt af familie og venner. 

Nu har hun skabt sig en ny tilværelse som tjenestepige i København og står endda til at stige i graderne. Herren i huset, fabriksdirektøren og enkemanden Christian (Carsten Bjørnlund, hård og kold), er nemlig begyndt at gå i seng med hende. Han vil endda giftes.

Man får en knude i maven, længe før en klassekammerat (Thorbjørn Hedegaard, indestængt og bitter) fra Maries hjemby genkender hende i sporvognen og tvinger et stævnemøde igennem, fordi han har en klemme på hende. 

Den mørke lejlighed, de kolde billeder, Maries afvigende og indesluttede væsen. Hun er en kvinde, der ved, hvordan det føles at være genstand for omverdenens fordømmelse. 

Mathilde Arcel brød igennem med sin skildring af panikangst i kortfilmen Hvis du vidste, som sikrede hende den kvindelige skuespilpris ved Ekko Shortlist Awards 2022. I Kvinde ukendt spiller hun med paraderne oppe, angst for at lade en sprække stå åben, hvor andre kan titte ind og danne sig deres egne meninger. En anspændt og meget imponerende præstation. 

Maries handlinger granskes nøje, både af mænd med en nedarvet følelse af hals- og håndsret og af husholdningens kvinder, der misunder hendes opstigning i et strengt klasseopdelt samfund. 

Manuskriptet, som May el-Toukhy har skrevet med sin faste skrivemakker Maren Louise Kähne, er nådesløst i måden, hvorpå den spiller kvinder ud mod hinanden i et nulsumsspil. Hvad fandt sted mellem Marie og hendes tysker? Og hvad rager det egentlig os? 

Vi får kun det væsentligste fortalt, nemlig at forholdet efterlod hende med et barn, der ikke overlevede. Og arvæv efter fødselsbristninger, som uden ordentlig lægehjælp – hvorfor mon, tænker man – er vokset sammen, så hun nu må tage morfindråber for at have sex. 

May el-Toukhy har været et trumfkort for dansk film, siden hun debuterede med den sorgmuntre parforholdskomedie Lang historie kort. Og især da hun fulgte op med det mesterlige overgrebsdrama Dronningen, hvor Trine Dyrholm indleder et ulige forhold med sin stedsøn, spillet af Gustav Giese. 

Den film vakte postyr, også i udlandet, hvor den først havde verdenspremiere på Sundance-festivalen og siden blev genindspillet i Frankrig. Læg dertil hendes rolle som initiativtager til Zentropas nye dogmebølge, der allerede er skvulpet videre til Tyskland og snart til Storbritannien. 

Hun skaber et intenst, psykologisk nærvær i Kvinde ukendt, der river og knuger og sætter publikum uforglemmeligt i Maries sted. Hun lever med en konstant frygt for, at hendes hemmelighed slipper ud. 

Vi ser hvorfor i rædselsscener, hvor kvinder klippes skaldede og blodige, mens en skadefro hob hetzer dem, før de sparkes nøgne ned ad gaden med et blodrødt hagekors malet på ryggen. Næppe tilfældigt er malingen samme blodrøde farve som de stolte danske faner, der vajer fra husfacaderne. 

Intet skaber bedre sammenhold end en fælles fjende, og ve den, der i krigsopgørets navn kastes på dét bål. I Kvinde ukendt er modstandsmændene snarere skurke end helte, og danskheden er en truende, diffus skikkelse, som i enkelte scener gøres overraskende håndgribelig. 

Som da Marie og hendes kommende steddatter må dukke sig, fordi kåde drenge kommer tonsende ned ad fortovet med et blafrende Dannebrog spændt ud mellem sig. Gadebilledet er præget af en fædrelandskærlighed, der er gjort hvidglødende og barbarisk af fem års politisk armvridning, usikkerhed herhjemme og gruopvækkende historier fra det store udland. 

Men hævntørsten næres især af en lånt sejrsrus og ønsket om at redde ansigt oven på samarbejdspolitikken. Retsopgørets skyggesider så vi også i Martin Zandvliets Under sandet og Anders Walters Når befrielsen kommer, men Kvinde, ukendt er mere fortættet og klaustrofobisk. 

Der er mindelser om den hektiske Full Time og sidste års If I Had Legs I’d Kick You, hvor kvinder halser for at holde sig oven vande. Historien spidses til med en forlovelsesmiddag, der risikerer at blive aflyst, da en eller anden maler et hagekors på fordøren. 

Men manuskriptet under os ingen øjeblikke, hvor Marie kan få afløb for sine frustrationer. 

At filmen udspiller sig i en by, der ligner Riga mere end København, må man acceptere. Det er en velkendt produktionsbetingelse, at danske periodefilm må optages i udlandet for, at budgettet rækker. Jeg oplever ikke, at det hæmmer indlevelsen, og derudover er tidsperioden loyalt og detaljeret gengivet.

Det gælder den strenge sociale struktur, hvor tjenestefolket kender deres plads, mens herskabet knap ænser deres eksistens. I begge lejre hviskes og tiskes der om en alenemor som naboen fru Berg. Og om Marie, der nogle gange passer hendes søn – endnu en måde at fraternisere med fjenden på.

Det ses også i interiørerne i det rige københavnerhjem, hvor Marie snart skal være frue. Sabine Hviids produktionsdesign er formidabelt, og Jasper Spannings sædvanligt brillante billeder holder Marie isoleret og får selv åbne rum til at trykke sig sammen om hende.

Alt samler sig til en isnende og nervepirrende moralsk thriller, der åbner foruroligende op for vores bedsteforældres verden.