Mød Danmarks nye verdensstjerne

Da vi mandag mødes på festivalen i Venedig, er Mathilde Arcel stadig ved at fordøje verdenspremieren på May el-Toukhys Kvinde ukendt aftenen forinden. 

”Jeg synes faktisk, jeg formåede at nyde den røde løber. Jeg fik et godt råd om, at man skal gå langsomt og tage sig sin tid. Dem, jeg er her med, siger, at det formentlig er once in a lifetime – så man skal bare nyde det,” fortæller Mathilde Arcel. 

Det skulle dog vise sig at være lettere sagt end gjort, da først filmholdet havde sat sig til rette i hovedsalen Sala Grande. 

”Det var super noieren at se filmen. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Der sad én ved siden af mig, som hele tiden snøftede. Mig og May sad sådan: ’Skal vi tilbyde dem en Kleenex …?’” 

Det var endda før, at underteksterne gled så galt ud af synk, at instruktøren selv måtte standse fremvisningen og sætte filmen et kvarter tilbage, så alle kunne følge med. 

”Jeg tænkte, at den her jury får den mest åndssvage oplevelse af filmen,” Mathilde Arcel og griner. 

Men det gjorde kritikerne ikke. Både danske og internationale kritikere storroser hendes indelukkede præstation i hovedrollen. Det er et internationalt gennembrud af format, og Mathilde Arcel nyder tydeligvis hvert øjeblik i Venedigs spotlight. 

Men det gjorde kritikerne ikke. Såvel de danske som de internationale kritikere storroser hendes knugede præstation i hovedrollen. Det er et internationalt gennembrud af format, og Mathilde Arcel suger til sig af festivalstemningen. 

”I morges mødte jeg Wim Wenders og Werner Herzog ved et morgenmadsbord. Vi gav high fives. Det var hele turen værd!” 

Kan jeg bære ansvaret?
Mathilde Arcel har været foran kameraer, siden hun som trettenårig spillede titelrollen i børneserien Mille. 

I 2022 vandt hun Ekko Shortlist Awards med sin præstation som desperat stalker i kortfilmen Hvis du vidste, og siden har hendes karriere for alvor taget fart. 

Hun har brændt sig fast på publikums nethinde med roller i komedieserien Agent, journalistkrimien Mørkeland, Rejseholdet: Det første mord og især Zinnini Elkingtons hospitals-thriller Det andet offer, der sikrede hende både en Robert- og Bodilnominering. 

Men Kvinde ukendt, der skildrer en kvindes kamp for at skjule sit forhold til en tysk soldat under besættelsen, har været en udfordring af en helt anden kaliber. 

”Det er jo min første store hovedrolle, så det har krævet en helt anden mængde arbejde. Ved hvert eneste projekt bliver jeg i tvivl, om jeg kan bære ansvaret. Den frygt kan sagtens vippe over og blive til ukonstruktiv angst, men så længe det udmønter sig i nysgerrighed og arbejdsomhed, er det okay,” siger Mathilde Arcel. 

Det gjorde det på Kvinde ukendt, hvor Mathilde Arcel kastede sig ud i research inden optagelserne. Processen var afgørende for, at skuespilleren kunne finde sin vej ind i en skræmt kvinde, der er så ræd for at afsløre for meget, at hun altid har paraderne oppe. 

”Jeg læste vildt mange dagbøger og interviews. Jeg læste også Anette Warrings bog Tyskerpiger, som May har været inspireret af. Vi mødtes med forfatteren og interviewede hende om kvinderne.” 

”Selv har jeg brugt meget tid på at få min egen historie om Marie på plads. Man får nærmest intet at vide om hendes relation til den tyske soldat, og det synes jeg er vildt spændende på filmens vegne. Men det var vigtigt at have det tydeligt i mit hoved, hvad der var sket, og hvem hun var engang.” 

Traumer går i arv

Maries liv står til at blive totalt forandret, da hun efter at have tjent som pige i husholdningen nu er blevet forlovet med enkemanden og tekstilfabrikanten Christian, en reserveret mand fra det bedre borgerskab. 

En forlovelsesmiddag skal besegle hendes sociale opstigning, men den trues, da hendes gamle klassekammerat Karl møver sig truende ind på hendes nye liv. 

I en foruroligende scene opsøger hun ham i et støvet kælderværelse for enden af en mørk, snavset gang, der minder om rottebefængte katakomber. 

”Man ser de forhold, Karl lever under, og forstår, at han føler sig provokeret af, at hun er steget i graderne. Det rammer ham på et dybere niveau,” forklarer Mathilde Arcel. 

Netop den spænding kan også komme på tale i dag, for eksempel hvis en kvinde tjener mere end sin mandlige partner. 

”Vi er stadig påvirket af tusindvis af års historie. For ser man det på den måde, er det jo kun et øjeblik, der er gået siden dengang.” 

”Det er også noget af det, filmen handler om: generationelle traumer, der er gået i arv til kvinder som Marie og mænd som Christian, og som de selv risikerer at give videre.” 

”Min mormor forskede faktisk i generationelle traumer, og dem har der været mange af i vores slægtshistorie. Hendes mor flygtede nemlig fra Lilleasien til Grækenland, da den græske minoritet blev drevet ud af Tyrkiet og til øen Lesbos.” 

”Den flugthistorie bevægede sig ned gennem mange generationer, og vi har snakket meget om, hvordan det har manifesteret sig. Traumet bliver mindre og mindre, men det flyder stadig ud på alle mulige måder. Det samme gælder for børnene af de såkaldte tyskerpiger – som der jo er mange af.” 

Skampletter
Kernen i Kvinde, ukendt er det udenretlige opgør med samarbejdspolitikken, hvor kvinder, der havde haft forhold til tyske soldater, blev udpeget som syndebukke. Det er en historie, mange har hørt om, men som få virkelig kender. 

” Der er en stor kontrast mellem, hvor stor en del af dansk historie det var, og hvor lidt jeg har lært om det i skolen. Jeg har altid fået historien fortalt, som om modstandsfolkene var de gode, og alle andre var de onde,” siger skuespilleren. 

Den fortælling er ikke forkert, skynder hun sig at tilføje. Men den er unuanceret og dækker over ikke blot over moralske gråzoner, men også skampletter på Danmarkshistorien. 

”Jeg har læst om modstandsfolk, der har henrettet unge kvinder på offentlig gade, mens de gik med deres mor, fordi ’nogen havde hørt noget’. Om folk, der er blevet lagt med hovedet ned i en vandpyt på volden på Christianshavn. Det er virkelig ubehageligt, hvad der er sket,” lyder det fra Mathilde Arcel. 

Og selv om det er mere end 80 år siden, lever frygten stadig. 

”De få kvinder, som er i live, og som vi har kunnet støve op, vil stadig være anonyme. Det er kvinder, som har levet et langt liv, men som stadig har den her frygt for at sige ting højt og måske aldrig har fortalt det til deres familie og venner.” 

Fordelen ved at veksle
Mathilde Arcel veksler mellem film, tv og teater. Og der er, fortæller hun, både store og små roller på bedding. 

”Det giver mig såmeget og veksle mellem film og teater. Nogle af de kæmpe filmstjerner, vi kender fra England – for eksempel Emma Thompson og Kate Winslet – laver stadig teater.” 

”Det kan man godt mærke, synes jeg. Man bliver en bedre skuespiller af at dygtiggøre sig på flere forskellige områder inden for vores fag,” forklarer hun. 

Det er også et eksempel, hun forsøger at følge. 

”Jeg kan virkelig godt lide at skrive og har forskellige ting, jeg prøver at arbejde på, når jeg ikke spiller skuespil. Men de seneste år har jeg været så heldig at spille meget skuespil, så jeg er ikke kommet så langt,” indrømmer hun, men tilføjer: 

”At instruere er også helt klart et mål for mig. Dét skal jeg bare på et eller andet tidspunkt.” 

Elsker bare Barnaby
Mathilde Arcel er nemlig klædt i en hvid t-shirt med et påtrykt ansigt, der vil være bekendt for mange krimifans. 

”Jeg elsker Barnaby!” slår hun fast. 

”Jeg prøvede for et par år siden at komme med i Kriminalkommissær Barnaby. Jeg var på en rejse med mine forældre for at se, hvor serien er optaget, og så faldt vi over optagelserne. Jeg blev fuldstændigt starstruck, gik op til dem og sagde: ’Jeg er skuespiller, jeg kommer fra Danmark, og jeg vil rigtigt gerne være med!” 

Alle roller var desværre besat, men Mathilde fik et velment råd med på vejen: ”’Hvis du gerne vil være statist, kan du jo spørge dine forældre!” 

– Hvilken rolle ville du så helst spille? 

”Morderen! Eller jeg kunne spille den nye Barnaby – hans danske kusine!”