Nyhed
13. sep. 2023 | 12:51

Jungletrommer og iskold identitetskrise

Foto | Christian Geisnæs

Jan (Emil Johnsen) bliver seksuelt misbrugt af sin far og flytter til Grønland, hvor han arbejder som sygeplejerske for de lokale, som har svært ved at acceptere ham. 

Traileren til Isabella Eklöfs Kalak er en turbulent smagsprøve på et koldt, grønlandsk miljø, der kolliderer med en blød mand på flugt fra fortiden.

Af Frederik Hoff

Til lyden af dunkene fra Safri Duos legendariske hit Played-A-Live (The Bongo Song) føres seeren ind i et barskt, grønlandsk univers, hvor en mandlig sygeplejerske fra Danmark er en meget ubuden gæst.

Traileren til Isabella Eklöfs Kalak er landet, og det tegner til at blive et turbulent drama om et svært kulturelt sammenstød.

”Sygeplejerske? Har han fået pikken skåret af?” spørger en grønlandsk mand på en bar, da det afsløres, hvad hovedpersonen Jan laver til daglig.

”Det må jeg vel finde ud af,” svarer en smilende grønlandsk kvinde.

Filmen er baseret på Kim Leines selvbiografiske Kalak. Bogen handler om en mand, der bliver seksuelt misbrugt af sin far og flytter til Grønland, hvor han bedøver sig med sex og druk.

I traileren ses faren kigge urovækkende og direkte ind i kameraet, mens han beder om svar på de breve, han bliver ved med at sende til sin søn.

”Min kære søn, lad os skrive. Hudløst ærligt. Intet skjult,” siger han med en ubehageligt blid stemme.

Provokerende instruktør
Kalak skal snart konkurrere i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i San Sebastian i Spanien. Efter sigende skulle den byde på meget voldsomme scener, ikke mindst åbningsscenen.

Instruktøren – som er uddannet fra Den Danske Filmskole – fik sin spillefilmdebut med Holiday. En provokerende og brutal film om en ung, trofæelskerinde for en hensynsløs narkosmugler.

Hun indleder i Tyrkiet en farlig romance med en sød, hollandsk mand. For hun føler sig kun noget værd, hvis mænd sætter pris på hende.

Kalak er også en identitetskrisefortælling, men denne gang er de solbadede feriestrande fra Holiday afløst af iskolde, grønlandske omgivelser.

I traileren ser vi Kim Leines alterego Jan (norske Emil Johnsen) med inuitmaling i ansigtet. Men kan han undslippe sin fars misbrug af ham, og er det muligt for en dansk mand at blive en rigtig grønlænder?

Kalak har premiere den 22. september på San Sebastian-festivalen og kan ses i danske biografer fra 7. marts 2024.

Trailer: Kalak

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko