Interview
16. dec. 2021 | 15:13

Kim Bodnia er klar til dansk comeback

Foto | Jay Maidment
Som witcheren Vesemir i den stort anlagte Netflix-serie The Witcher fik danske Kim Bodnia mulighed for at udleve sin fantasy-fascination og være del af en enorm produktion.

”Jeg håber virkelig, at Nattevagtens datter kommer igennem støttesystemet. Så er jeg tilbage i en dansk spillefilm,” siger Kim Bodnia, der nyder succes med rolle i Netflix-serien The Witcher.

Af Nicki Bruun

Kim Bodnia har de seneste år været en sjælden gæst i den danske filmbranche.

Skuespilleren medvirkede i 2017 i Thomas Levins kortfilm Walter & Alma, der kan ses på Ekko Shortlist, men hans seneste danske spillefilm er Skytten fra 2013. Sideløbende har danskeren haft roller i de udenlandske tv-serier Killing Eve og The Letter for the King, som har givet ham international succes.

Nu er Kim Bodnia aktuel i anden sæson af den stort anlagte fantasy-serie The Witcher, som er Netflix’ bud på en arvtager til konkurrenten HBO’s Game of Thrones.

Ekkos anmelder giver anden sæson af serien fem stjerner og fremhæver danskerens præstation som mentoren Vesemir. Skuespilleren nød også træde ind i det fantastiske univers.

”Det at være skuespiller er jo at transformere sig om til forskellige verdener hele tiden,” siger 56-årige Kim Bodnia fra London, da vi snakker med ham over en Zoom-forbindelse.

”Vi går ind i andre tidsperioder og miljøer, så det er jo en form for tidsrejse, vi foretager hver gang. Som menneske er det enormt befriende at få et indblik i anderledes universer.”

Passion for fantasy
Det startede med bulder og brag for Kim Bodnia i dansk film. Han vandt en Robert for gennembrudsrollen i gyseren Nattevagten, og så gik turen videre til machoroller i Nicolas Winding Refns Pusher og Bleeder.

Senere slog han et samarbejde op med Lasse Spang Olsen i de testosterondrevne actionkomedier I Kina spiser de hunde og Gamle mænd i nye biler.

Et årti efter blev karrieren sendt i en ny retning, da DR-serien Broen blev et internationalt hit. Det gav den brysk udseende Kim Bodnia en rolle som benhård forhandler i Jon Stewarts Rosewater, og nu er turen kommet til The Witcher.

Serien giver skuespilleren mulighed for at udleve sin store passion for fantasy-genren.

”Jeg har altid været vild med fantasy og behandlingen af alt mellem himmel og jord. Bogserien, som det hele bygger på, har et forrygende sprog,” siger Kim Bodnia om den polske forfatter Andrzej Sapkowskis forlæg, der bliver bearbejdet i tv-serien.

”I første sæson blev jeg fanget af, at de har gjort sproget nutidigt, så man ikke har nogen distance. Som skuespiller får man næsten lov til at være sig selv.”

Farlig og uforudsigelig
I bogen Danske Filmskuespillere skriver kritikeren Morten Piil om Kim Bodnia, at han har ”sin helt egen, udanske karisma”.

”Han kan virke lige farlig og uforudsigelig, hvad enten han eksploderer og forholder sig i ro. Og det er ikke noget ringe talent at have i hyggens land Danmark,” fortsætter Morten Piil.

Det virkede dermed til at ligge i kortene, at Kim Bodnia – der er opvokset i et jødisk hjem i Espergærde – måtte afprøve talentet i udlandet. Men det var ikke nemt for ham, afslører skuespilleren.

”Efter Nattevagten blev både Nikolaj Coster-Waldau og jeg kørt rundt i hele verden og fik tilbud fra Hollywood, men det var slet ikke meningen med mit liv på det tidspunkt,” fortæller Kim Bodnia.

”Jeg ville gerne være far og bygge det liv op. Det er vigtigt for mig at føle mig tryg, og jeg var ikke interesseret i at blive en stjerne uden familie. Men efter I Kina spiser de hunde blev jeg headhuntet til Norge og fandt ud af, at jeg godt turde arbejde i udlandet og være væk fra min base.”

Går aldrig til casting
Under optagelserne af The Witcher har Kim Bodnia virkelig oplevet forskellen på at lave film i lille Danmark og en prestigeserie af Netflix, der har masser af penge at gøre godt med.

”Vi fik lov til at filme under corona-nedlukningen, så vi var alle i en boble sammen. Vi var 1000 mennesker på arbejde!” fortæller Kim Bodnia.

”Man kunne gå rundt mellem de forskellige afdelinger og se, hvordan de udviklede sig. Jeg blev inspireret af alle de andre, og det var som at være på et teater. Det gav et fantastisk indblik i, hvor stor sådan en Netflix-produktion egentlig er.”

Bodnia kan takke de danske film og serier for sin internationale succes. Han har som noget ganske atypisk for en skuespiller nemlig aldrig været til en casting.

”I starten fik jeg at vide af amerikanerne: ’Du er fanme en idiot, Kim! Du er så dygtig, men du skal have en agent for at få arbejde,’” siger skuespilleren med et grin.

”Men jeg har aldrig haft lyst til at leve et liv, hvor jeg var afhængig af castings, så jeg har været heldig i at medvirke i så populære produktioner, at jeg har kunnet undgå det.”

Bornedals manuskript
Kim Bodnia har en stribe udenlandske film på vej. Men hvis det står til skuespilleren, går der ikke lang tid, før han igen kan opleves på dansk.

Han håber ligesom mange andre, at den planlagte fortsættelse af Nattevagten bliver til noget.

”For noget tid siden ringede Ole Bornedal til mig og ville snakke om Nattevagtens datter. Og jeg har læst det sindssygt gode manuskript,” fortæller Kim Bodnia med et entusiastisk ansigtsudtryk.

”Jeg startede jo min karriere med Nattevagten, som stadig er en af de bedste film, jeg har medvirket i. Den er helstøbt og pragtfuldt lavet. Jeg håber virkelig, at Nattevagtens datter kommer igennem det danske støttesystem. Så er jeg helt sikkert tilbage for at lave en dansk spillefilm!”

Trailer: The Witcher – sæson 2

Kommentarer

Kim Bodnia

Født 1965 i København.

Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1991.

Kendt for machoroller i danske film som Pusher og I Kina spiser de hunde.

Har vundet Robert- og Bodil-priser for Nattevagten, Frygtelig lykkelig og Broen.

Har de seneste år primært medvirket i udenlandske film og serier.

Aktuel i anden sæson af Netflix-serien The Witcher, der får premiere den 17. december.

Udvalgte film og serier

The Witcher
2021

Killing Eve
2018-21

Rosewater
2014

Broen
2011-13

Hævnen
2010

Julefrokosten
2009

Den gode strømer
2004

I Kina spiser de hunde
1999

Pusher
1996

Nattevagten
1994

© Filmmagasinet Ekko