Nyhed
11. apr. 2012 | 09:00

Dencik og Bodnia med i Bier-storfilm

Foto | Working Title Films
David Dencik i Dame, konge, es, spion

To prominente danske navne skal spille over for Bradley Cooper og Jennifer Lawrence i Susanne Biers amerikanske Serena.

Af Jacob Ludvigsen

Efter succesen med Oscar-vinderen Hævnen prøver Susanne Bier lige nu kræfter med sit mest ambitiøse projekt til dato: den episke, amerikanske kærlighedshistorie Serena om et ungt par, der i 20’ernes North Carolina forsøger at opbygge et skovfældningsimperium.

Filmen optages for tiden i Prag med et budget på 100 millioner kroner og har to af tidens varmeste amerikanske skuespillere i hovedrollerne.

Bradley Cooper bragede igennem i Tømmermænd i Vegas og blev sidste år kåret som verdens mest sexede mand.

Og Jennifer Lawrence blev Oscar-nomineret for sin fremragende præstation i Winter’s Bone, før hun for en måneds tid siden blev verdenskendt med hovedrollen i  det storsælgende teenagehit The Hunger Games.

Fast mand hos Bier
Men Susanne Bier har ikke helt glemt sine rødder, selvom hun er draget over landets grænser.

Både Kim Bodnia og dansk-svenske David Dencik er nemlig blevet tildelt biroller i Serena. Dencik spiller Bradley Coopers kompagnon og ven Buchanan, mens Bodnia spiller den lokale bjergboer Harmon, der får en central rolle i filmen.

”Jeg kunne jo have valgt mellem hundredvis af amerikanske skuespillere, men for mig har både David Dencik og Kim Bodnia en helt særlig udstråling, som passer rigtig godt til Serena,” siger Susanne Bier om valget af de to skuespillere.

”De er farlige og uforudsigelige på en intelligent måde, og de kan være med til at give filmen lige præcis den kant, som jeg mener, en stor amerikansk periodefilm har brug for,” fortsætter hun. 

Amerikansk debut for Bodnia
Med rollerne i Serena får de to skuespillere et godt udstillingsvindue for et internationalt publikum.

For David Dencik er det fortsættelsen på en efterhånden ganske lovende udlandskarriere. Han havde små roller i Steven Spielbergs War Horse og David Finchers The Girl with the Dragon Tattoo, og han spillede en vigtig birolle i Tomas Alfredsons Dame, konge, es, spion.

For Kim Bodnia er det første chance i en amerikansk produktion, mens han til gengæld efterhånden er fast mand hos Susanne Bier. Han spillede voldelig bilmekaniker i Hævnen, og han har en rolle i den danske instruktørs kommende komedie Den skaldede frisør, der får premiere i slutningen af august.

Serena må vi vente til efteråret 2013 med at se.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko