Nyhed
16. sep. 2013 | 12:00

Shortlist: Komedie chiller sig til tops

Foto | Jasper Spanning
”Vi to … vi er skabt til junglen,” siger Søren Spanning til sin søn (Thomas Ernst), der med Fernet Branca og en joint drager på jagt og finder to piger i Thomas Daneskovs Ud, springer over, ind.

Thomas Daneskovs chillout-komedie med Thomas Ernst og Søren Spanning fejer al konkurrence af banen på den måske stærkeste og mest alsidige top 10 til dato.

Af Claus Christensen

Det hører til sjældenhederne, at en bobler stryger direkte ind på førstepladsen af top 10. Det kan – så vidt jeg husker – kun Ladyboy og Bewilderbeast prale af.

Men allerede i mandags kunne man på her-og-nu-listen, der tager temperaturen på stemningen blandt brugerne, se Thomas Daneskovs Ud, spring over, ind lægge sig i spidsen.

Og det var vel at mærke, før Ekko bragte portrættet af Thomas Daneskov, som han delte på sin Facebook-side med ordene: ”Selvfed-instruktør-type tvinger journalist til at drikke Fernet Branca.”

Perfekt timing
I filmen er det Søren Spannings far, der hælder Fernet Branca på sin søn, som spilles af Thomas Ernst. De mødes over en weekend i sommerhuset, hvor faren skriver på en science fiction-roman (som sønnen ironisk kalder en ”rumbog”), men frem for alt ”realiserer sig selv” efter endnu en skilsmisse.

Det udvikler sig til en psykedelisk mandeweekend, hvor de drikker øl, spiser hotdogs, ryger fede, går på jagt, får damebesøg (blandt andet sødmefulde Zinnini Elkington, som vi kender fra Chloe Likes Olivia) og danser omkring lejrbålet. Men undervejs får de også sagt et par sandheder til hinanden.

Det er en morsom og varm chillout-komedie med Søren Spanning i sit es og et originalt valg af musik. Ud, spring over, ind har, som jeg skrev i sidste uge, potentialet til at blive et hit. Men timingen har også været perfekt.

Filmen har netop vundet to priser ved Odense Internationale Film Festival, og da den blev vist i København forrige fredag, havde filmholdet trykt postkort, der opfordrede folk til at se filmen på Ekko Shortlist og give den stjerner.

Tilladt at lave pr
Den slags er tilladt, ja, det er faktisk noget, vi bifalder.

Ekko Shortlist adskiller sig ikke fra det rigtige filmmarked. Man kan have den bedste film, men hvis man ikke gør opmærksom på den, er der ingen, som opdager den. Omvendt kan man gøre pr herfra og til evigheden, men det hjælper ingenting, hvis man ikke har en god film.

Så kære filmskabere, smid al skam over bord og vis, at I er stolte af jeres film og ikke er bange for at fortælle verden om den. Ekko Shortlist skal ikke være gøgl og cirkus, men det må gerne være en fest.

Maksimum to boblere kan komme ind på top 10 per uge. Men også i denne lykkedes det kun for én film, nemlig Thomas Daneskovs. Det siger noget om, at den aktuelle top 10 måske er den stærkeste og mest alsidige, siden Ekko Shortlist gik i luften i midten af april.

Erotisk drama bider sig fast
Listen tæller Behrouz Bigdelis rå venskabsdrama fra provinsen, Til alle mine venner (nummer 2), Tor Fruergaards charmerende swingerklub-animation Venus (nummer 3), David Metz’ romantiske ungdomsfilm In absentia (nummer 4) og Fili Seiferts magisk-realistiske Trold (nummer 6).

En trofast fanskare i Thisted og, af alle steder, Slagelse holder Emil Næsby Hansens tidslommedokumentar Thy som tilstand inde (nummer 5), mens Aske Bangs grænseoverskridende musikvideo The Timber Will Fall, der lystigt hopper op og ned ad ranglisten, går ind i sin ellevte uge med en syvendeplads.

På ottendepladsen finder vi endnu et far-søn-drama, Jesper Troelstrups Omveje, mens den nystartede filmskole-elev Jesper Dalsgaard holder skansen på niendepladsen med sin hjælp-jeg-er-blevet-far-dokumentar, Dicte.

Eneste kvindelige instruktør på top 10 er fransk-danske Jacqueline Landau, der har bidt sig fast på tiendepladsen med det drømmeagtigt erotiske trekantsdrama Judgement.

Filmisk fødekæde
Når en bobler kommer ind på top 10, må en anden film ud, for at regnestykket kan gå op.

Det er i denne uge gået ud over Magnus Birger Bjørlo Lysbakkens Dewey – The Musical, som forlader top 10 efter fire uger, men fremover kan ses på All Time Shortlist, en rangering af samtlige films popularitet gennem hele Shortlistens historie.

Den blot tyveårige Lysbakken – der er norsk, men læser Filmvidenskab i København – nåede dog at vise, at man alene på talent, en original ide og masser af hjerteblod kan nå ganske langt på Ekko Shortlist.

Musicalen er lavet for ingen penge på Den Europæiske Filmhøjskole, der har etableret sig som det første led i den filmiske fødekæde, som i bedste fald ender med en spillefilmkarriere. Vi kan godt røbe, at flere film er på vej til Ekko Shortlist fra højskolen.

Et varigt arkiv
En film kan maksimalt boble i tre uger, og det betyder, at Mads Mengel Nielsens Kaos, Andreas M. Dalsgaards København og Søren Peter Langkjær Bojsens Silas & Selma overgår til All Time Shortlist.

Det er vitterlig en skam, at tre så gode kortfilm ikke opnåede en top 10-placering, men det siger noget om niveauet og minder os om, at alle film, der bliver udtaget af Ekkos redaktion, er vindere, uanset hvordan det går dem på listen.

Ligesom fodbold er Ekko Shortlist kun sjov, hvis man tager spillet alvorligt. Men vi må ikke glemme, at det først og fremmest handler om at opbygge et varigt arkiv med seværdige kortfilm – et arkiv (foreløbig 83 film), beslutningstagere såsom producenter og konsulenter nemt kan gå til, når de skal finde nye talenter: instruktører, skuespillere, fotografer, klippere, komponister etc.

Hvis Ekko Shortlist kan gøre vejen kortere til den professionelle filmbranche for bare et enkelt talent, så er målet nået.

Ekko Shortlist – top 10

1. Ud, spring over, ind (instr. Thomas Daneskov)

2. Til alle mine venner (instr. Behrouz Bigdeli)

3. Venus (instr. Tor Fruergaard)

4. In Absentia (instr. David Metz)

5. Thy som tilstand (instr. Emil Næsby Hansen)

6. Trold (instr. Fili Seifert)

7. The Timber Will Fall (instr. Aske Bang)

8. Omveje (instr. Jesper Troelstrup)

9. Dicte (instr. Jesper Dalgaard)

10. Judgement (instr. Jacqueline Landau)

Boblere

Dem man elsker (instr. Malou Reymann)

The Saga of Biôrn (instr. Benjamin Kousholt)

1001 hemmeligheder for børn og ikke for voksne (instr. Frank Molino)

The Art of Crossing a Bridge (instr. Asger Lindgaard)

Sky (instr. Mikkel Sørensen)

Harmoni (instr. Andrias Høgenni)

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko