Interview
06. juni 2019 | 10:08

Sport bringer vores urdrifter frem

Foto | Bullitt Film
Et vaskeægte speedway-drama udfoldede sig i Danmark i 1980’erne, hvor Ole Olsen, Hans Nielsen og Erik Gundersen kæmpede om at være den bedste på motorcyklen rundt i den støvede bane.

”Basal menneskelig natur er forbundet med sport. Vi lægger hovedet væk,” siger Mads Kamp Thulstrup, der med speedway-dramaet Kongernes fald har skabt sin tredje sportsdokumentar.

Af Mikkel Krebs Behnke

Man kan nærmest lugte motorolien, benzinen og gummien fra de brændte dæk. Støvet fra den runde speedwaybane trænger ud gennem det store lærred og spreder sig rundt i biografsalen, der nærmest skaber en trang til at hoste.

I 93 minutter omdanner Mads Kamp Thulstrup de danske biografer til et motorsportsstadion, hvor speedway-motorcykler får adrenalinen til at pumpe rundt i kroppen. Her kæmper store personligheder for at vinde, og der er kun plads til én på tronen.

Kongernes fald er historien om et trekantsdrama. Det er fortællingen om 1970’ernes store speedway-konge Ole Olsen og hans tid som holdleder for Hans Nielsen og Erik Gundersen.

Men filmen – som Ekko anmelder til fire stjerner – handler om mere end sport og speedway. Det er ikke bare motordunst, testosteron og mænd, der brænder for at vinde. Det er en nærmest bibelsk historie om Kain og Abel (Hans Nielsen og Erik Gundersen), der kæmper om Guds (Ole Olsen) gunst.

”Det har været meget vigtigt, at den universelle fortælling, som alle kunne identificere sig med, har været i fokus. Udgangspunktet har hele tiden været menneskene først og sporten bagefter. Det er dramaet mellem de tre personer, der skal bære filmen,” siger Mads Kamp Thulstrup.

Hårrejsende spændende
Der tegner sig et mønster i den 44-årige instruktørs filmografi.

I 2008 skildrer Thulstrup det danske fodboldlandsholds udvikling fra 1978 til den historiske sejr ved EM i 1992 med … Og det var Danmark.

Blot to år senere skifter han i Jernhårde ladies sportsgren, da han sætter Ulrik Wilbeks kvindelige håndboldtropper under luppen i perioden fra 1987 til 1996.

Og nu fortsætter instruktøren i samme spor med endnu en film om sport. Det kommer derfor næppe som en overraskelse, at Mads Kamp Thulstrup er inkarneret sportsfan.

”Sport trækker os væk fra den grå dagligdag og tilbage til noget, vi har glemt. Basal menneskelig natur er forbundet med sport. Vi lægger hovedet væk og agerer efter en urdrift. Det fascinerer mig meget,” forklarer instruktøren, som dog ikke har været en inkarneret speedway-entusiast.

”Jeg kan huske, jeg så speedway i 80’erne, da verdensmesterskaberne blev afgjort på en enkelt aften. Det var hårrejsende spændende. Men jeg har ikke været lige så optaget af speedway som af fodbold. Det har dog ændret sig noget med denne film. Jeg har for alvor fået øjnene op for sportsgrenen, kan man sige,” forklarer han.

Dramaet mellem Olsen, Nielsen og Gundersen har alle ingredienser til en film.

”Når jeg skal beslutte mig for at lave en film, er noget af det første, jeg kigger på, om dramaet har en stærk afslutning. Det er nødvendigt, hvis filmen skal hæve sig og ikke fuse ud før tid.”

”Historien har noget episk over sig. Det var nærmest en middelalderlig duel – riddere i rustning på hver deres hest – der fandt sted. Jeg var især tryllebundet af den store rivaliseren.”

Der var heller ingen tøven hos de tre speedwaykører, da Mads Kamp Thulstrup spurgte, om de havde lyst til at deltage i dokumentaren.

”Gutterne tog rigtigt godt imod projektet. De er en del af en nichesport, der ikke har samme popularitet som fodbold. Så de ville gerne give lidt tilbage til den sport, der har givet dem så meget. Jeg formulerede det sådan: ’Drenge, vi laver sgu en hyldest til sporten,’” fortæller han med et smil.

En tur i kulkælderen
I Kongernes fald blandes arkivmateriale fra gamle filmruller og avisudklip sammen med nutidige interviews. Det giver en dynamisk følelse, og på intet tidspunkt føles filmen støvet.

”Jeg er optaget af det filmiske nu. Filmen skal føles, som om den foregår nu og her. Den skal ikke være som et ’husker du program’, hvor man fortæller om en svunden tid. Idéen har været at etablere og skabe interviewene således, at det føles, som om de taler sammen, selv om interviewene foregår i separate rum.”

Det er i høj grad gennem samtalerne med de tre hovedpersoner, at Thulstrups tilsigtede nerve bliver tydelig. Her fornemmer man tydeligt, hvordan noget, der fandt sted for 30-40 år siden, stadig kan få følelserne frem.

”Jeg har virkelig været nede i materien med de her interviews. Og vi har taget dem om, hvis vi ikke syntes, det var godt nok. Jeg bad dem om at holde pause og give det tid. Det kan føles lidt kunstigt i starten, men pludseligt så sker der noget,” forklarer Thulstrup og begynder selv at tale langsommere.

”De medvirkende glemmer, at de bliver interviewet. Jeg som interviewer bliver en del af rummet, og kameraet bliver et møbel i værelset. For nu er de tilbage til dér, hvor det skete.”

”De dårlige film er de flade film. Og hvis vi skal op på toppen, så skal vi altså også en tur ned i kulkælderen til de ubehagelige episoder, som ikke er så rare at tale om. Vi fik tillid til hinanden, og det gjorde, at de turde fortælle om deres inderste følelser.”

Mads Kamp Thulstrup ved godt, at mange oplever speedway som eksotisk og fremmed. Men det bør ikke afholde nogen fra at se filmen, understreger instruktøren.

”Den her historie sidestiller jeg med andre store danske sportspræstationer. Historien giver os lejlighed til at hylde de helte, der bragte Danmark til tops. Vi er et lille land, så når vi endelig får en verdensmester i en sportsgren, gør det os stolte. Og stoltheden kan blive et samlingspunkt, der for en stund kan binde os sammen på tværs af skel.”

Trailer: Kongernes fald

Kommentarer

Mads Kamp Thulstrup

Født 1975 i Risskov.

Gik i skole i Randers.

Dimitterede fra Den Danske Filmskoles instruktørlinje i 2005.

… Og det var Danmark vandt GuldDokken som årets bedste dokumentar i 2008.

Har instrueret afsnit af tv-serierne Bedrag, Arvingerne og Livvagterne.

Film

Kongernes fald
2019

Jernhårde ladies
2010

… Og det var Danmark
2008

© Filmmagasinet Ekko