Nyhed
18. aug. 2026 | 10:17

Morten Papes Planen bliver til film

Foto | Martin Dam Kristensen

En femtenårig, bebrillet Morten Pape (Gustav Morén Grønkjær) forsøger at samle stumperne af sit liv op efter forældrenes skilsmisse og finder et fællesskab blandt Urbanplanens indvandrerdrenge. 

Bestselleren om en barndom i Urbanplanen var oprindelig tænkt som en film og realiseres nu af Shorta-instruktøren Anders Ølholm ud fra et manuskript af forfatteren.

Af Frederik Hoff

Den danske forfatter Morten Pape brød stort igennem i 2015 med Planen. Den selvbiografiske debutroman solgte over 100.000 eksemplarer og handler om en barndom i berygtede Urbanplanen på Amager.

Siden blev den såkaldte Amager-trilogi fuldendt med de selvstændige fortsættelser Guds bedste børn og I ruiner, og nu er en filmatisering af Planen på vej.

Morten Pape har selv en bachelor i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet og er uddannet fra manuskriptforfatterlinjen på Super16. Oprindelig var Planen faktisk en filmidé, forklarer han i en pressemeddelelse, men ingen var interesseret i den for ti-femten år siden.

Han har nu selv skrevet manuskriptet til den kommende film sammen med Anders Ølholm, der også instruerer.

Anders Ølholm fik gang i karrieren med manuskripter til superhelte-trilogien om Antboy og Fenar Ahmads hiphopfilm Ækte vare, inden han debuterede som spillefilminstruktør med hårdkogte Shorta sammen med Frederik Louis Hviid.

Senest har han stået ved roret på den lige så rå serie Slangedræber om uropatruljen. Så han er hjemme i det upolerede miljø, der udgør rammen for Morten Papes univers. I en pressemeddelelse udtaler instruktøren, at bogen spejler hans egen historie.

”Ligesom Morten er jeg vokset op i en arbejderfamilie på Amager – med en far, der hverken var videre bevendt eller tilstedeværende, og en alenemor, der kæmpede for at få tingene til at hænge sammen. Det har været en stor oplevelse at tage tilbage til mit barndomsland – til dengang byfornyelse betød en spånplade for vinduet – for at omsætte én af mine favoritbøger til film,” udtaler Anders Ølholm.

Svært efter 11. september
Gustav Morén Grønkjær spiller rollen som forfatteren. Femtenårige Morten forsøger at samle stumperne af sit liv op efter forældrenes skilsmisse, morens depression og farens flugt til en ny familie.

Han finder et fællesskab med klassekammeraten Behrouz (Eyad Nahed Jaber) og andre lokale indvandrerdrenge, men efter terrorangrebet 11. september 2001 bliver det svært at færdes i to så splittede miljøer.

Over for de ukendte unge skuespillere som filmens børn spiller blandt andre Ena Spottag, Mette Horn og Joen Højerslev, der vandt en Ekko Shortlist Award i 2023 for sin hovedrolle i kortfilmen Kærlighed giver pote.

Planen er produceret af Signe Leick Jensen og Morten Kaufmann for Toolbox Film med 14.500.000 kroner i støtte fra Det Danske Filminstituts konsulentordning for film til børn og unge.

Optagelserne i København og Göteborg er netop afsluttede, og biografpremieren forventes at blive til efteråret 2027.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko