Nødvendigt at flytte produktioner til udlandet

”Vi ødelægger grundlaget for dansk kulturliv.”

Så kontant lyder overskriften i et kronikindlæg, som tidligere fiktionschef i DR, Nadia Kløvedal Reich, har skrevet i dagens Politiken.

Her kritiserer hun i skarpe vendinger, at den danske filmbranche i stort omfang sender optagelser af store produktioner til udlandet. Særligt Tjekkiet er populær, fordi filmselskaberne kan spare penge gennem såkaldte produktionsrabatter i landet.

Nadia Kløvedal Reich langer også ud efter Det Danske Filminstitut, fordi man ved at give økonomisk støtte til produktioner, der flytter optagelser til udlandet, ikke understøtter det nationale produktionsmiljø.

Ifølge hende svækker det danske filmarbejderes kompetencer.

”Grundlæggende har jeg meget sympati for tanken om, at man holder arbejdet hjemme. Og jeg er sådan set også ret enig i hendes argument om, at hånd og ånd hænger sammen. Vores fortællinger er kulturelt rodfæstede og kan derfor bedst udfoldes af mennesker, der kommer herfra,” siger direktør for Det Danske Filminstitut, Claus Ladegaard, til Filmmagasinet Ekko.

”Men vi ’sender ikke projekter til udlandet’. Vi støtter film, og nogle gange vælger producenter at optage dem i udlandet. Det gør de, enten fordi filmen simpelthen foregår i udlandet, og man har brug for en bestemt location, eller fordi det er penge at spare. Det kunne være fint, hvis vi havde en situation, hvor ingen danske film er nødt til at tage til udlandet alene af økonomiske grunde. Men det vil kræve, at der kan skaffes flere penge her i Danmark.”

Producenterne ved bedst
Claus Ladegaard fortæller, at der årligt er omkring 100 millioner kroner – svarende til 20-25 procent af finansieringen i dansk film – som kommer fra udlandet.

Uden de penge ville det ikke være muligt at lave højbudgetfilm, historiske film og generelt film med store budgetter som Charlotte Sielings Margrete den Første. Filmen med Trine Dyrholm i hovedrollen måtte stoppe optagelserne i Tjekkiet, da landet lukkede ned som respons på coronakrisen.

– Det kan jo virke lidt fjollet, at en film som Margrete den Første skal optages i Tjekkiet?

”Filmen har bare den udfordring, at der skal bruges et slot. Det har de ikke været i stand til at finde i Skandinavien, og de har endda prøvet. Det handler også om, hvor man kan finde de locations, man skal bruge. Ser du månen, Daniel blev optaget i Jordan, fordi man kunne få det til at ligne Syrien. Det kan man sgu ikke få Faxe Grusgrav til!”

– Hvad nu hvis politikerne beslutter sig for i næste filmforlig, at Filminstituttet ikke må støtte film, der flytter produktionen til udlandet, hvis handlingen foregår i Danmark?

”Det synes jeg slet ikke er hensigtsmæssigt. Hvem er bedst til at finde ud af, hvor en film skal optages? Det er dem, der skal lave dem, altså producenterne. De finder de bedste locations og de steder, hvor man får mest for pengene og op på lærredet. Det er som mekanisme fornuftigt nok,” mener Claus Ladegaard.

Systemet må gentænkes
Direktøren for Det Danske Filminstitut påpeger, at der aldrig har været så travlt med fiktionsproduktion i Danmark som nu. Faktisk er produktionskapaciteten de seneste fem år næsten tredoblet.

Han synes til gengæld, at det under coronakrisen er blevet tid til en snak om, hvordan der skal produceres film i fremtiden.

”Der er i Europa blevet skabt et system, hvor man prøver at lokke produktioner til sig. Det nyder dansk film gavn af, fordi vi får så meget udenlandsk finansiering på den konto,” siger Claus Ladegaard.

”Men bæredygtigheds- og klimadagsordenen stiller spørgsmålstegn ved, om det er den rigtige måde at blive ved med at producere film på. Den nuværende sundhedskrise peger måske også på, at man lige skal gentænke det system, hvor det kun handler om at tiltrække produktioner.”

Sparker åben dør ind
Direktør i Producentforeningen, Jørgen Ramskov, har ikke læst Nadia Kløvedal Reich’ indlæg i Politiken.

Men han er for så vidt enig i problemstillingen og ser ligesom Claus Ladegaard gerne, at flere optagelser kunne foregå på dansk jord – forudsat naturligvis, at handlingen foregår i Danmark.

”Nadia sparker en åben dør ind, for at sige det ligeud. Hvis finansieringen var til stede på film, der foregår i Danmark, ville ingen rejse nogen steder hen,” siger Jørgen Ramskov til Ekko.

”Vi foretrækker da også at producere så tæt som muligt på, hvor holdet bor. Det sparer hotel, transportomkostninger og alt muligt. Den nuværende situation er en konsekvens af, at det er ganske svært at rejse finansiering i Danmark. Men i den bedste af alle verdener ville vi optage rigtigt meget hjemme.”

– Hvorfor kan det ikke lade sig gøre?

”Det er et meget kompliceret spørgsmål, og jeg håber da også, at der gradvist bliver løsnet op for det. Men jeg kan ikke svare andet, end hvis der mangler fem millioner, så går man ud og finder dem, hvor man kan. Hvis nogen i Danmark vil betale de fem millioner, tror jeg helt sikkert, at alle producenter ville tage imod dem.”

– Kunne man ikke prioritere anderledes og lave en film uden de fem millioner?

”Så skal man lave kortfilm, men jeg tror ikke, at det er det, hun mener.”