Venedig 2020
12. sep. 2020 | 21:29

Nomadland vinder Guldløven

Foto | Highwayman Films
Skuespilleren Frances McDormand kunne på grund af corona-restriktioner ikke selv være til stede ved prisoverrækkelsen, men hun takkede i en video fra den varevogn, som hendes Fran i Nomadland kører den storslåede natur tyndt i.

Naturromantisk tour de force med Frances McDormand bringer den første film instrueret af en kvinde øverst på podiet i Venedig i ti år.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Det har ligget i luften siden premieren i går, at Chloé Zhaos Nomadland er et stille mesterværk. Det viste sig da også her til aften, at festivaljuryen med Cate Blanchett i spidsen havde samme opfattelse. 

I et år, hvor kvindehistorier har været i hovedsædet, ramte historien om Frances McDormands pensionsmodne nødmigrant helt rigtigt med sine naturskønne billeder og betagende autenticitet. 

Det er på en og samme tid en hyldest til flakkertilværelsens magi og en kritisk skildring af et samfund, hvor man kan slide sig ned livet igennem og stadig være nødt til at arbejde, indtil man skal bæres fra fabriksbåndet.

Det er første gang i ti år, at en kvindelig instruktør vinder Guldløven. Sidste gang var i 2010, hvor Sofia Coppola vandt med Somewhere

Flyforbuddet fra USA betød, at Chloé Zhao ikke selv kunne tage imod prisen, men hun og Frances McDormand havde sendt en video, hvori de takker festivalen og samarbejdspartnere, mens de sidder i den varevogn, som hovedpersonen Fran kører rundt i den storslåede, amerikanske natur med. 

”Og tusind tak til de varevognsbeboere, nomaderne der lukkede os ind i deres liv,” sagde Frances McDormand til sine ikke-professionelle medskuespillere. ”Hvert og et af jeres åndedrag er med i denne film.” 

Chloé Zhao stemte i med en hilsen, der også står som filmens sluttekst: ”See you later down the road!” Det bliver for hendes vedkommende i Toronto, hvor filmen også er i hovedkonkurrencen. 

Revolutionsfilm på andenpladsen
Juryen fandt også priser frem til andre film med politisk indhold.

Juryens pris – Sølvløven – gik således til den mexicanske revolutionsdystopi Nuevo orden, der med kompromisløs brutalitet viser nedsmeltningen af det mexicanske samfund.

”Jeg lavede denne film, for at vi ikke skulle nå hertil,” sagde Michel Franco, der fandt inspiration i både De Gule Veste i Frankrig og folkeoprør i Chile og Venezuela.

Juryens særlig pris, der regnes for en tredjeplads, gik til den russiske veteraninstruktørs hektiske Dear Comrades!

Filmens skildring af en arbejderstrejke, som bliver brutalt slået ned af Gorbatjovs stormtropper, gøres uhyggeligt nærværende og inderligt tragisk.

”Vi må gøre det bedre,” sukker hovedpersonen til sidst i filmen, der udspiller sig i 1962. Over et halvt århundrede senere er vi ikke nået langt.

Lesbisk romance forbigået
Den japanske Kyoshi Kurosawa var et lidt spøjst valg til instruktørprisen.

Hans periodedrama Wife of a Spy var ikke festivalens mest afholdte film, selv om den er en gedigen thriller, og vi er flere, der hellere havde set prisen gå til norske Mona Fastvold.

Hendes The World to Come har været stortippet siden premieren, men blev totalt forbigået til aftenens prisceremoni i Palazzo del Cinema.

Prisen for bedste mandlige hovedrolle gik til italieneren Pierfrancesco Favino, der spiller en terrortruet dommer og skrækslagen familiefar i Padrenostro. Han er et oplagt valg, ikke kun fordi han leverer en fremragende præstation, men også fordi han ikke har haft megen konkurrence.

Kvindernes år
2020 har været kvindernes år, og der har været en velsignelse af forrygende kvindelige præstationer. Det bemærkede Cate Blanchett også, da hun overrakte prisen for bedste kvindelige skuespiller.

Den gik helt som forventet til Vanessa Kirby, der sidste weekend brød eftertrykkeligt igennem med hele to kraftpræstationer i hovedkonkurrencen.

Hun er fyrig og sensuel i The World to Come, men fik prisen for sin hjerteskærende, nuancerede kraftpræstation som en kvinde, der mister sit barn minutter efter at have født, i Pieces of a Woman.

Filmen er instrueret af ungarske Kornél Mundruczó, der fik et gennembrud i 2014 med hundefablen White God.

Prisen kom tydeligvis ikke bag på Vanessa Kirby, som holdt en velformuleret takketale, hvor hun dedikerede prisen ”til alle de mødre, der har mistet ved dødfødsel, til alle de liv, der er ovre, før de er begyndt”.

”I en tid, hvor det er lettere at få øje på de ting, der skiller os ad, end de der fører os sammen, håber jeg, at denne historie kan hjælpe os med at finde hinanden.”

Venedig-festivalen 2020



Hovedkonkurrencen

Guldløven
Nomadland, instr. Chloé Zhao

Juryens pris
Nuevo Orden, instr. Michel Franco

Bedste instruktør
Kyoshi Kurosawa (Wife of a Spy)

Bedste mandlige skuespiller
Pierfrancesco Favino (Padrenostro)

Bedste kvindelige skuespiller
Vanessa Kirby (Pieces of a Woman)

Bedste manuskript
The Disciple, manusforfatter Chaitanya Tamhane

Juryens specialpris
Dear Comrades!, instr. Andrei Konchalovsky

Bedste unge skuespiller
Rouhollah Zamani (The Sun Children)


Horizons (sidekonkurrence)

Bedste film
The Wasteland, instr. Ahmad Bahrami

Bedste instruktør
Lav Diaz, Genus Pan

Juryens specialpris
Listen, instr. Ana Rocha de Sousa

Bedste kvindelige skuespiller
Khansa Batma (Zanka Contact)

Bedste mandlige skuespiller
Yahya Mahayni (The Man Who Sold His Skin)

Bedste manuskript
The Predators, manusforfatter Pietro Castellitto

Bedste kortfilm
Entre tú y milagros, instr. Mariana Saffon


Fremtidsløve

Bedste debutfilm
Listen, instr. Ana Rocha de Sousa

Trailer: Nomadland

Kommentarer

Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Filmmagasinet Ekkos udsendte på Venedig-festivalen.

Assisterende redaktør og har skrevet for Ekko siden 2014.

Festivalen blev grundlagt i 1932 og er verdens ældste.

Løber fra 2. til 12. september.

© Filmmagasinet Ekko