Nyhed
23. jan. 2018 | 15:38

Dansk succes ved årets Oscar-nomineringer

Foto | Dan Laustsen
Danske Dan Laustsen har fotografet de smukke billeder i Guillermo del Toros The Shape of Water, hvor Elisa (Sally Hawkins) forelsker sig i en mystisk havmand.

En dansk fotograf og en danskproduceret dokumentar er blandt de Oscar-nominerede, hvor Guillermo del Toros The Shape of Water har lagt sig i spidsen med tretten nomineringer.

Af Patricia Smollerup og David Madsen

I dag har Oscar-akademiet offentliggjort de nominerede i prisuddelingens 24 kategorier.

Her er der grund til at veje med den danske fane, da både Ruben Östlunds satire The Square med danske Claes Bang i hovedrollen og fotografen på The Shape of Water, Dan Laustsen, er nomineret.

Derudover er den danskproducerede De sidste mænd i Aleppo også nomineret i kategorien ”bedste dokumentarfilm”.

Sidste års Oscar-fest blev overskygget af Oscar So White-bevægelsen. I år ser det ud til, at #MeToo-kampagnen kommer til at tage rampelyset.

I modsætning til de udenlandske filmjournalisters Golden Globe-prisfest, der fandt sted tidligere på måneden, står kvinderne og minoriteterne stærkt blandt årets Oscar-nominerede.

Minoriteter og kvinder i fokus
Mest opsigtsvækkende er Greta Gerwig blevet nomineret som bedste instruktør for ungdomsdramaet Lady Bird, der også er nomineret for bedste film.

Det er også Three Billboards Outside Ebbing, Missouri, hvor Frances McDormand spiller en ødelagt og rasende kvinde, der søger retfærdighed og hævn efter drabet på sin datter. Den har gået sin sejrsgang ved prisuddelinger som Golden Globes og det amerikanske skuespilforeningens prisuddeling, og det er derfor ingen overraskelse, at den er nomineret i kategorien.

Feltet er ligesom sidste år på hele ni film og omfatter også Guillermo del Toros monster- og koldkrigshybrid The Shape of Water, der ligger forrest med hele tretten nomineringer. Også homodramaet Call Me by Your Name og Jordan Peeles satiriske gyser Get Out har fået en nominering.

Hermed viser Oscar-akademiet en spændvidde med både genrefilm, film med minoriteter og kvindelige hovedroller.

På den mere sikre front fik Steven Spielbergs The Post en plads blandt de nominerede, men mere overraskende er også Den skjulte tråd og Darkest Hour kommet med, mens indiefilmene The Florida Project og The Big Sick blev forbigået. Begge film må nøjes med en enkelt nominering: The Florida Project for Willem Dafoes ømme skildring af en motelmanager og The Big Sick for bedste manuskript.

Debutinstruktører fejres
Det lå lige til højrebenet for Akademiet at rette op på, hvad der i manges optik var en uretfærdigt forbigåelse af Golden Globe. Her bestod kategorien for bedste instruktør udelukkende af mænd, men det er anderledes i Oscar-akademiet.

Skuespilleren Greta Gerwig er sprunget ud som instruktør, og hun er blevet nomineret for sin første film som ene-instruktør med Lady Bird. Men hun var ikke den eneste debutant blandt de nominerede.

Også Jordan Peele er at finde i denne kategori for den satiriske gyserfilm Get Out. Sidstnævnte er en af dagens helt store vindere, da den overraskende er nomineret i næsten samtlige af de store kategorier. Foruden bedste instruktør er filmen nomineret for bedste mandlige skuespiller, bedste originale manuskript og bedste film.

De to debutanter skal i instruktørkategorien kæmpe imod Christopher Nolan (Dunkirk), Paul Thomas Anderson (Den skjulte tråd) og Guillermo del Toro (The Shape of Water).

Med #MeToo in mente var der spekulationer i den amerikanske presse, om Patty Jenkins ville få en nominering for Wonder Woman. Det kunne det ikke blive til, men til gengæld blev superheltegenren fejret, da Logan blev nomineret for bedste adapterede manuskript.

Franco blev forbigået
Om det var #MeToo-tiden eller komediegenren, som spændte ben for James Franco, vides ikke. Men det lykkedes ikke Golden Globe-vinderen at få en nominering til Oscar-uddelingen for The Disaster Artist.

Det åbnede for et felt, hvor der blev plads til både Daniel Kaluuya fra Get Out og Denzel Washington fra Roman J. Israel, Esq. Garvede Gary Oldman er ligeledes nomineret for sin rolle som Winston Churchill i Darkest Hour, mens Daniel Day-Lewis er nomineret for sin efter sigende sidste rolle i Den skjulte tråd.

Blandt de garvede veteraner er der også blevet plads til det unge talent Timothée Chalamet for hans hovedrolle i homodramaet Call Me by Your Name.

Hos kvinderne er feltet derimod helt som forventet. Som Ekko forudså, er Margot Robbie nomineret for sin skildring af skøjteløberen Tonya Harding i I, Tonya, mens Saoirse Ronan fra Lady Bird i en alder af 23 år har fået sin tredje Oscar-nominering.

Frances McDormand (Three Billboards Outside Ebbing, Missouri) er løbet med priserne ved de foreløbige uddelinger, og hun er naturligvis også nomineret. Det samme er Sally Hawkins for fremstillingen af en stum kvinde i The Shape of Water. Sidst, men ikke mindst, er intet Oscar-show komplet uden Meryl Streep, der er nomineret for The Post.

Claes Bang på den røde løber
Til Nordens store glæde er Ruben Östlunds brillante satire The Square at finde blandt de nominerede for bedste ikke-engelsksprogede film. Danske Claes Bang, der spiller hovedrollen, kan dermed fortsætte sin sejrsgang til endnu en prisuddelingsfest.

Også det russiske skilsmissedrama Loveless og den chilenske En fantastisk kvinde, der skildrer den transkønnede Marina, er der blevet plads til. Til gengæld er det franske aids-drama 120 slag i minuttet overraskende blevet forbigået. I stedet får kategorien selskab af den bizarre, ungarske Med krop og sjæl.

Den sidste plads går til libanesiske The Insult. Filmen fik opmærksomhed, da den i efteråret blev aflyst på den palæstinensiske filmfestival Days of Cinema. Ekko snakkede efterfølgende med instruktøren Ziad Douieri, der mener, at ”Danmark bør stoppe med at støtte Palæstina”.

Oscar nomineringer 2018

Bedste film
Call Me by Your Name
Darkest Hour
Dunkirk
Get Out
Lady Bird
Den skjulte tråd
The Post
The Shape of Water
Three Billboards Outside Ebbing, Missouri

Bedste instruktør
Christopher Nolan, Dunkirk
Jordan Peele, Get Out
Greta Gerwig, Lady Bird
Paul Thomas Anderson, Den skjulte tråd
Guillermo del Toro, The Shape of Water

Bedste kvindelige hovedrolle
Sally Hawkins, The Shape of Water
Frances McDormand, Three Billboards Outside Ebbing, Missouri
Margot Robbie, I, Tonya
Saoirse Ronan, Lady Bird
Meryl Streep, The Post

Bedste mandlige hovedrolle
Timothée Chalamet, Call Me by Your Name
Daniel Day-Lewis, Den skjulte tråd
Daniel Kaluuya, Get Out
Gary Oldman, Darkest Hour
Denzel Washington, Roman J. Israel, Esq.

Bedste kvindelige birolle 
Mary J. Blige, Mudbound
Allison Janney, I, Tonya
Lesley Manville, Den skjulte tråd
Laurie Metcalf, Lady Bird
Octavia Spencer, The Shape of Water

Bedste mandlige birolle
Willem Dafoe, The Florida Project
Woody Harrelson, Three Billboards Outside Ebbing, Missouri
Richard Jenkins, The Shape of Water
Christopher Plummer, All the Money In the World
Sam Rockwell, Three Billboards Outside Ebbing, Missouri

Bedste originale manuskript
The Big Sick, Emily V. Gordon, Kumail Nanjiani
Get Out, Jordan Peele
Lady Bird, Greta Gerwig
The Shape of Water, Guillermo del Toro, Vanessa Taylor
Three Billboards Outside Ebbing, Missouri, Martin McDonagh

Bedste manuskript baseret på andet forlæg
Call Me by Your Name, James Ivory
The Disaster Artist, Scott Neustadter, Michael H. Weber
Logan, James Mangold, Scott Frank, Michael Green
Molly’s Game, Aaron Sorkin
Mudbound, Virgil Williams, Dee Rees

Bedste fotografering
Blade Runner 2049, Roger A. Deakins
Darkest Hour, Bruno Delbonnel
Dunkirk, Hoyte van Hoytema 
Mudbound, Rachel Morrison
The Shape of Water, Dan Laustsen

Animationsfilm
The Boss Baby
The Breadwinner
Coco
Ferdinand
Loving Vincent

Bedste dokumentar
Abacus: Small Enough For Jail
Icarus
Faces Places
De sidste mænd i Aleppo
Strong Island

Bedste ikke-engelsksprogede film
En fantastisk kvinde, Chile
The Insult, Libanon
Loveless, Rusland
Med krop og sjæl, Ungarn
The Square, Sverige

Bedste klipning
Baby Driver, Paul Machliss, Jonathan Amos
Dunkirk, Lee Smith
I, Tonya, Tatiana S. Riegel
The Shape of Water, Sidney Wolinsky
Three Billboards outside Ebbing, Missouri, Jon Gregory

Bedste scenografi
Skønheden og udyret, Sarah Greenwood, Katie Spencer
Blade Runner 2049, Dennis Gassner, Alessandra Querzola
Dunkirk, Nathan Crowley, Gary Fettis
Darkest Hour, Sarah Greenwood, Katie Spencer
The Shape of Water, Paul Denham Austerberry, Shane Vieau, Jeff Melvin

Bedste kostumedesign
Skønheden og udyret, Jacqueline Durran
Darkest Hour, Jacqueline Durran
Den skjulte tråd, Mark Bridges
Shape of Water, Luis Sequeira
Victoria and Abdul, Consolata Boyle

Bedste makeup og hår
Darkest Hour, Kazuhiro Tsuji, David Malinowski, Lucy Sibbick
Victoria & Abdul, Daniel Phillips og Lou Sheppard
Wonder, Arjen Tuiten

Bedste underlægningsmusik
Dunkirk, Hans Zimmer
Den skjulte tråd, Jonny Greenwood
The Shape of Water, Alexandre Desplat
Star Wars: The Last Jedi, John Williams
Three Billboards Outside Ebbing, Missouri, Carter Burwell

Bedste originale sang
Mighty River, Mudbound
Mystery of Love, Call Me By Your Name
Remember Me, Coco
Stand Up For Something, Marshall
This is Me, The Greatest Showman

Bedste kortfilm
DeKalb Elementary
The Eleven O’Clock
The Silent Child
Watu Wote / All of Us
My Nephew Emmett

Bedste korte dokumentarfilm
Edith+Eddie
Heaven Is a Traffic Jam on the 405
Heroin(e)
Knife Skills
Traffic Stop

Bedste animerede kortfilm
Dear Basketball
Garden Party
Negative Space
Lou
Revolting Rhymes

Bedste lydklipning
Baby Driver, Julian Slater
Blade Runner 2049, Mark Mangini, Theo Green
Dunkirk, Richard King, Alex Gibson
The Shape of Water, Nathan Robitaille, Nelson Ferreira
Star Wars: The Last Jedi, Matthew Wood, Ren Klyce

Bedste lydmiks
Baby Driver, Julian Slater, Tim Cavagin m.fl.
Blade Runner 2049, Ron Barltlett, Doug Hemphill, Mac Ruth
Dunkirk, Mark Weingarten, Gregg Landaker m.fl.
The Shape of Water, Christian Cooke, Brad Zoern m.fl.
Star Wars: The Last Jedi, David Parker, Michael Semanick m.fl.

Bedste visuelle effekter
Blade Runner 2049, John Nelson, Gerd Nefzer m.fl.
Guardians of the Galaxy, Vol. 2, Christopher Townsend, Guy Williams m.fl.
Kong: Skull Island, Stephen Rosenbaum, Jeff White m.fl.
Star Wars: The Last Jedi, Ben Morris, Mike Mulholland m.fl.
Abernes planet: Opgøret,  Joe Letteri, Daniel Barrett m.fl.

Kommentarer

Oscar 2018

Oscar-priserne uddeles for 90. gang.

Der dystes i 24 kategorier.

Årets vært er komikeren Jimmy Kimmel.

Showet finder sted i Dolby Theatre i Los Angeles 4. marts 2018.

© Filmmagasinet Ekko