Interview
13. okt. 2022 | 16:46

Præstestyret er en hund, der ikke kan bide

Foto | Nadim Carlsen
Journalisten Rahimi (Zar Amir Ebrahimi) bevæger sig ud i natten for at stoppe en seriemorder, der slår kvindelige sexarbejdere ihjel.

”Jeg har knækket den censur, Irans myndigheder troede, at man kunne pålægge enhver iransk-sproget film,” siger instruktør Ali Abbasi om Danmarks Oscar-bud Holy Spider.

Af Claus Christensen

Holy Spider har siden verdenspremieren på Cannes-festivalen vakt både vrede og begejstring med en autentisk inspireret fortælling om en seriemorder, der i Iran dræber kvindelige sexarbejdere.

Filmen er blevet overdynget af anmelderroser, men måtte også anonymisere nogle af filmfolkene. De blev anset for at være i fare, da det iranske filmforbund fordømte filmen og sammenlignede den med De sataniske vers.

Efter drabet på en ung kvinde, der blev anholdt af det såkaldte moralpoliti i Iran, er borgere gået på gaden for at demonstrere imod præstestyrets kontrol og undertrykkelse.

Det gælder ikke mindst kvinder, som i protest smider det slør, som ifølge loven skal bæres på offentlige steder. Instruktøren Ali Abbasi er en af de nordiske filmfolk, som har tilkendegivet deres støtte til frihedskampen.

Opbakningen ligger også i filmen, hvor en kvindelig journalist kæmper for at stoppe seriemorderen og opnå retfærdighed på de myrdede kvinders vegne.

”Min film er en uhyggelig påmindelse om, at misogyni lever i bedste velgående i Iran. Det er en del af dna’en i den islamiske republik – ikke en fejl, som uheldigvis er sket,” siger instruktøren bag Holy Spider, der fra i dag kan ses i danske biografer.

”Vi har et kulturelt problem i Mellemøsten med misogyni. Det har ikke nødvendigvis noget med islam at gøre. Jeg tror faktisk, det stikker dybere end religion og politik. Det er simpelthen noget kulturelt.”

Tænker med deres penis
Ali Abbasi mener, at Iran er et utroligt freudiansk samfund.

”Alt er gennemsyret af seksualisering. Nogle gange tænker jeg, at Iran er et land styret af sexforbrydere, der også betragter alle andre som sexforbrydere.”

”Fra de mindste klassetrin er eleverne delt op i drenge og piger. På universitetet har man ikke ressourcerne til at opdele kønnene, så som attenårig sidder man for første gang i sit liv over for en pige i en officiel sammenhæng. Det er så akavet.”

”Iranske mænd tænker med deres penis. Når jeg går ind i en elevator, tænker jeg: ’Jeg skal op på sjette etage!’ Iranske mænd tænker: ’Hvad nu hvis elevatoren går i stå, og vi får lyst til at voldtage kvinden, vi står ved siden af?”

Ali Abbasi ville gerne sende alle iranske mænd til terapi.

”Man foregiver, at man vil beskytte kvinderne, men beskyttelse er i det her tilfælde undertrykkelse. Hvorfor er det ikke kvinder, der skal beskytte mænd? Er det lange skæg i virkeligheden til for, at kvinder ikke går og får våde drømme? Det er jo bullshit, og alle ved det.”

En brik i et spil
I det aktuelle Ekko #92 vurderer en lektor i persisk, hvad det er i Holy Spider, der har fået det iranske styre til at reagere så voldsomt.

Og så kommer han med et bud på, om Ali Abbasi og andre involverede er i fare for at lide samme skæbne som Salman Rushdie, der for nylig blev angrebet mange år efter udstedelsen af en fatwa for at have skrevet De sataniske vers.

Ifølge instruktøren skyldes forargelsen primært, at myndighederne i Iran ikke har sat sig ind i sagerne. Der kom en automatreaktion efter verdenspremieren, hvor filmen skabte overskrifter i filmverden.

”Al fordømmelsen efter Cannes bygger på, at de havde set en teaser på 40 sekunder – og der var blowjobbet af den prostituerede kvinde ikke engang med!”

”Jeg har tidligere prøvet at sige noget sofistikeret om forargelsen, men egentlig synes jeg bare, det er fedt, at de blev så sure,” griner Ali Abbasi.

”Det giver en tilfredsstillende følelse, at præstestyret som en hund vil bide, men ikke kan, fordi den er bundet fast. Jeg har knækket den censur, de troede, at de kunne lægge på enhver iransk-sproget film.”

”Det er selvfølgelig ikke fedt at blive sammenlignet med en mand, der lige er blevet stukket ned. Men i totalitære stater handler det om at gøre borgerne bange og paranoide. Jeg er for sur og irriteret til at være en brik i det spil.”

– Så du er ikke påvirket af det?

”Jeg bliver da påvirket og kan tænke alt muligt om, hvad et land som Iran – der har 38 forskellige sikkerhedstjenester – kan finde på at gøre. Men ærlig talt, jeg gider ikke bruge kræfter på det. De gør, hvad de gør, og så prøver jeg at overleve.”

Massekultur for idioter
Ali Abbasi indtager nu for alvor rampelyset, men instruktøren er ikke kommet som en trold ud af en æske.

Han er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2011 og debuterede i 2016 med gyseren Shelley, før han fik succes med svensk-producerede Grænse fra 2018.

Instruktøren rejste fra Iran som tyveårig og landede først i Sverige, hvor han læste arkitektur i Stockholm. Det var et kompromis, fordi uddannelsen var kunstnerisk nok til hans behov og seriøs nok til at behage hans forældre, som er henholdsvis læge og forhenværende sygeplejerske.

Abbasis søster har som læge også valgt sundhedsvejen, men det er liv i kunstens verden, der altid har tiltrukket ham. Dog var det i første omgang litteraturen, der havde hans hjerte.

”Jeg så film som massekultur for idioter, men jeg så nogle film, der ændrede mit syn. Fellinis La strada faldt jeg helt tilfældigt over, og Werner Herzogs Fitzcarraldo så jeg også tilfældigt med min far i Teheran – han er ellers ikke filminteresseret,” fortæller 41-årige Ali Abbasi med sin svensk-danske dialekt.

”Det gav mig en fornemmelse af, at film kunne være noget andet end Indiana Jones og Star Wars.”

Rock’n’roll-liv i Iran
I Sverige fik han lyst til virkelig at forstå filmens verden. Derfor gik han på det svenske cinematek hver dag i tre år og så fire film om dagen.

I en periode brugte han med egne ord mere tid på at se film end at sove.

”Jeg så alle Bergmans film – også de dårlige, som ingen har set. Man tænker, at han er et guddommeligt geni, når man ser Persona, og derfor er det befriende at opleve mesterværkerne i en større kontekst.”

Den eventyrlystne fyr søgte ind på Den Danske Filmskole og kom ind. Han har ikke set sig tilbage, selv om han forlod et mageligt liv i Iran.

”Jeg havde faktisk et ret fedt rock’n’roll-liv i Iran. Jeg kommer fra en øvre middelklasse-familie, så der var ikke økonomiske problemer. Jeg havde en fin lejlighed i Teheran, jeg stod på ski og spillede tennis.”

”Men jeg havde en trang til at opleve noget fuldstændigt anderledes. Min livskvalitet var meget højere i Iran, end den har været siden jeg flyttede. Hvis jeg skal opnå det i Danmark, skal jeg lave mange Far til fire-film!”

Udfordrede manusguru
På Den Danske Filmskole stiftede Ali Abbasi bekendtskab med begrebet ”dramaturgi”, som han den dag i dag stadig betragter som noget hokuspokus.

I Iran så han ikke mange film, men til gengæld læste han en masse filmmanuskripter. Den gav ham en idé om, hvad der virker. Man kan ifølge Abbasi ikke lave en formel, men derimod være opmærksom på de temaer, der findes som arketyper i fortællekunsten.

”I litteratur sidder folk ikke og arbejder med plot på den nemme måde, som vi snakker om i film. Jeg havde læst manuskripter af folk som Jean-Luc Godard og Ingmar Bergman – ikke George Lucas – så jeg havde en anden tilgang,” siger Ali Abbasi.

”Jeg kan huske den første undervisningstime i dramaturgi med Mogens Rukov (afdød manusguru, red.), hvor jeg spurgte, hvad midtpunktet er i Mulholland Drive. Han prøvede virkelig at svare på det, men hele pointen med filmen er jo, at der ikke er nogen midte.”

Pause fra kattevideoer
Den fremadstormende instruktør skal til at bruge en del tid i den kommende periode for at føre Oscar-kampagne for Holy Spider, der er blevet udvalgt som dansk kandidat til verdens største prisfest.

Det virker noget absurd for ham, men han vil prøve at bruge sin platform til noget vigtigt.

”Det er fedt, hvis den her film kan få folk til at tage en pause fra YouTube-kattevideoerne og tænke lidt over Iran. Derfor skal min Oscar-kampagne for filmen også gøre folk opmærksomme på, hvad der sker i Iran,” siger Ali Abbasi.

”Der sker noget stort i landet, som jeg ikke troede ville ske i min livstid. Og det er værd at sætte fokus på. Men det er lidt svært at tage seriøst, at man nærmest skal køre en kampagne for at vinde en pris.”

Ali Abbasi har allerede brugt en del tid på at rejse over på den anden side af Atlanten. Han har instrueret afsnit af den amerikanske storserie The Last of Us, der får premiere på HBO til næste år.

Det er en seriefilmatisering af et populært videospil og virker som noget af et venstresving for den originale filmskaber.

I 2020 var der snak om, at han arbejdede på en filmatisering af Shakespeares klassiker Hamlet, hvor svenske Noomi Rapace i en kønsombytning af titelfiguren skulle spille hovedrollen.

På det afsluttende spørgsmål om, hvad han nu kaster sig over arbejdsmæssigt, svarer Ali Abbasi med et drillende glimt i øjet:

”Det ved kun Allah!”

Trailer: Holy Spider

Kommentarer

Ali Abbasi

Født 1981 i Teheran, Iran.

Rejste i 2002 til Stockholm, hvor han studerede arkitektur.

Uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole i 2011.

Debuterede med den danske spillefilm Shelley i 2016.

Vandt i 2018 en pris i Cannes for svenske Grænse.

Aktuel i biografen med dansk-iranske Holy Spider.

Holy Spider i Ekko #92

Paprika Steen er på forsiden i det nye nummer af Ekko.

Her vurderer en lektor i persisk, hvorfor det iranske styre har reageret så voldsomt på Holy Spider

Magasinet indeholder også et stort tema om Riget.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse bladet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko