Nyhed
16. feb. 2022 | 10:36

Skuddræbt fotografs familie sagsøger Baldwin

Foto | uoplyst
Alec Baldwin under optagelserne af Rust, hvor han spiller en cowboy, der tager på mission for at redde sit barnebarn. Optagelserne sluttede dog, da fotografen på tragisk vis mistede livet.

Skuespilleren Alec Baldwin og flere personer fra tragedieramt filmhold bliver sagsøgt for at være ansvarlige for fotografs død under optagelserne.

Af Nicki Bruun

Var det et hændeligt uheld eller en tragedie med ansvarssvigt, da fotografen Halyna Hutchins døde den 21. oktober sidste år?

Hun blev skudt under optagelserne af spillefilmen Rust, hvor Alec Baldwin affyrede en pistol, men de nærmere omstændigheder er der stadig tvivl om.

Skuespilleren har selv sagt, at han ikke trykkede på aftrækkeren, men at den bare gik af ved egen kraft. De våbenansvarlige på produktionen er blevet kritiseret for, at der var ægte våben og ammunition til stede under optagelserne.

Nu har Hutchins’ familie sagsøgt Baldwin og en række andre, som familien holder ansvarlige for den 42-årige fotografs død, skriver amerikanske medier. Søgsmålet nævner også filmens syv producere, de to våbenansvarlige og en række andre arbejdere på filmholdet som sagsøgte.

Familiens advokater hævder, at mindst femten regler for sikkerhed under filmoptagelserne blev overtrådt af produktionen. De har skabt en animeret rekonstruktion for at vise, hvor hændelsen opstod.

Politiet i Santa Fe, New Mexico, hvor optagelserne fandt sted, er fire måneder efter Halyna Hutchins’ død stadig i gang med efterforskningen og har endnu ikke tiltalt nogen.

Et hav af søgsmål
Alec Baldwin og de andre produceres advokater afviser søgsmålets anklage om, at skuespilleren skulle have opført sig hensynsløst, skriver branchemediet Deadline.

”Alles hjerter og tanker er med Halynas familie, mens de forsøger at komme igennem den forfærdelige tragedie. Vi samarbejder fortsat med myndighederne for at finde ud af, hvordan ægte ammunition fandt vej til Rust-settet,” lyder det advokaten.

”Sikkerhedsprotokollen har fungeret i tusindvis af film, hvor millioner af pistolskud har fundet sted. Og der har aldrig før været et tilfælde af, at ægte ammunition har skadet nogen på en filmoptagelse. Skuespillere må kunne stole på våbeneksperter frem for selv at skulle vurdere, hvornår et våben er sikkert at bruge.”

Det er ikke lige sådan at finde ud af, hvem der skal holdes ansvarlige for Halyna Hutchins’ død. Der er lige nu en række søgsmål undervejs i forbindelse med tragedien under optagelserne af Rust.

Tre andre filmarbejdere har sagsøgt filmens producere. Desuden har produktionens våbenansvarlige, kun 24-årige Hannah Gutierrez-Reed, sagsøgt sin mentor Seth Kenney, som hun beskylder for at have leveret en blanding af ægte og falsk ammunition til filmholdet.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko