Nyhed
25. okt. 2023 | 17:49

Spændingen stiger i Afdeling Q-trailer

Foto | Jørgen Johansson

Efter en skuffende publikumsstart på rebootet hviler der en tung byrde på Ulrich Thomsen og Afshin Firouzi, der har overtaget rollen som Carl Mørcks politimakker Assad i Afdeling Q-serien.

Anden film med Ulrich Thomsen som Carl Mørck er fyldt med død og vanvid, men kan den få publikum tilbage i folden?

Af Frederik Hoff

En kvinde ligger død oppe i et træ i en flere år gammel sag, hvor hendes død blev afskrevet som et bizart trafikuheld.

Men det kan simpelthen ikke passe, så nu må trioen Carl Mørck (Ulrich Thomsen), Assad (Afshin Firouzi) og Rose (Sofie Torp) tage til Bornholm, opspore en fanatisk solkult og konfrontere egne dæmoner.

I den første trailer til den kommende Afdeling Q-film Den grænseløse ses den mordopklarende trio under hårdere pres end nogensinde.

Især Sofie Torp i rollen som Rose træder i karakter, og i traileren ses hun grædende i brusebadet.

Filmen er instrueret af Ole Christian Madsen og skrevet af Jacob Weis, som står bag en lang række teaterstykker og tidligere i hår havde premiere på Tove Ditlevsen-filmen Toves værelse. I Ekko #94 fortæller han om overgangen fra teater til filmmanuskripter.

Ikke meget om handlingen afsløres i den korte teaser til Den grænseløse.

Alligevel lægges der små pirrende hints til løjerne i form af Rasmus Bjerg med hvidt hår og ond mine samt Joachim Fjelstrup – der også arbejdede sammen med Ole Christian Madsen i Steppeulven – som vanvittig blåøjet soltilbeder.

Reboot-efterfølger
Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-serie blev på ganske kort tid den ultimativt mest populære krimiserie i de danske boghandler.

Og Zentropas fire filmatiseringer med Nikolaj Lie Kaas som den sortsynede detektiv Carl Mørck blev regelmæssige kæmpesællerter ved biografernes billetluger.

Men selv om alle film hver især sendte over 600.000 mennesker i biografen og høstede pæne anmeldelser, var forfatteren bag det hele slet ikke tilfreds.

Adler-Olsen mente, at Zentropas filmatiseringer var for langt fra hans bøger. Han kritiserede castingen af Nikolaj Lie Kaas, som han i et interview med Her & Nu kaldte ”enstrenget”. Senere trak han i land og skød i stedet skylden på manuskriptet og instruktionen.

Det endte med, at Nordisk Film overtog produktionen og gik i gang med at producere de sidste seks film.

Serien er rebootet med et helt nyt cast, og Kaas’ Blinkende lygter-kollega Ulrich Thomsen har overtaget hovedrollen til stor glæde for Jussi Adler-Olsen.

Hårdt pres
Men den første film efter omvæltningen, Marco Effekten, blev ikke tilnærmelsesvis samme succes som de tidligere.

Åbningsweekenden med 71.007 solgte billetter var udmærket, men ikke engang halvt så mange som forgængeren Journal 64, der slog danmarksrekorden for bedste åbningsweekend nogensinde med sine 215.000 billetter.

Nordisk film pegede dengang på godt vejr og Corona-epidemien som en forklaring. Men samlet solgte filmen kun omkring en tredjedel af, hvad Zentropas film præsterede.

Filmens instruktør Martin Pieter Zandvliet er nu skiftet ud med den etablerede instruktør Ole Christian Madsen, som tidligere har brilleret med krigsdramaet Flammen & Citronen. Rollen som Assad, der i forrige film blev spillet af Zaki Youssef, har Afshin Firouzi overtaget.

Der hviler et stort pres på instruktøren, som med Den grænseløse skal bevise, at Jussi Adler-Olsen havde ret i sin beslutning.

Hvis filmen ikke fænger publikum, kan de nye Afdeling Q-film ende som en genfortælling af historien om Stephen King og Ondskabens hotel.

Den berømte forfatter hadede famøst Stanley Kubricks filmatisering af hans bog og lavede derfor sin egen katastrofale miniserieversion, som de færreste kan huske i dag.

Trailer: Den grænseløse

Kommentarer

Ekko #94

Jakob Weis fortæller i stort interview om sin overgang fra at skrive teaterstykker til filmmanuskripter. 

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse bladet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko