Nyhed
09. mar. 2026 | 16:07 - Opdateret 09. mar. 2026 | 18:04

Talentordning vil give plads til modige debutanter

Foto | OFFSpring

Chefen for Filminstituttets talentordning, Heidi Maria Faisst, deltog i en paneldebat om ansvaret for talentudvikling under festivalen OFFSpring i Odense. 

Efter kritik fra unge filmskabere vil talentlederen fra New Danish Screen skrue ned for fokus på billetsalg og muligvis åbne for en ekstra film om året.

Af Kevin Lundgreen Frederiksen

Tre film. Så få projekter har talentordningen New Danish Screen mulighed for at give produktionsstøtte om året. Det sætter naturligvis grænser for, hvor mange der reelt får chancen for at debutere med en dansk spillefilm.

Det var et af hovedpunkterne for Heidi Maria Faisst, da hun onsdag den 4. marts deltog i festivalen OffSprings branchekonference. Hun har selv baggrund som instruktør og har blandt andet instrueret serierne Arvingerne og Elvira. For halvandet år siden overtog hun posten som leder for New Danish Screen efter Mette Damgaard-Sørensen, der i mere end ti år stod i spidsen for støtteordningen.

”Den største barriere for debutanter er nok, at der er så mange, som gerne vil frem ind i filmbranchen,” siger hun til Filmmagasinet Ekko i forbindelse med konferencen.

New Danish Screen er en del af Det Danske Filminstitut og arbejder målrettet på at udvikle nye instruktørtalenter. Ordningen har blandt andet støttet Christian Tafdrups En frygtelig kvinde, Gustav Møllers Den skyldige og Sylvia Le Fanus Min evige sommer.

Samtidig har ordningen gennem årene mødt kritik fra debuterende instruktører, der mener, at New Danish Screen ikke satser nok på de skæve og modige projekter. 

Søren Peter Langkjær Bojsen er et af de talenter, der har løbet panden mod en mur hos New Danish Screen, hvorefter han skabte sin roste spillefilmdebut Det store glitch/Paradisets børn uden om Filminstituttet.

For Heidi Maria Faisst er opgaven netop at holde feltet åbent.

”Vi har både kommercielle talenter og mere arthouse-agtige talenter. For mig er det allervigtigste, at vi bliver ved med at tænke langsigtet i forhold til, hvordan vi udvikler dansk filmsproglighed.”

Hun understreger, at støtteordningen ikke kun har fokus på de solide historier, men også skal være med til at forny det kunstneriske udtryk.

Overvejer at opdele støtte
Kort efter Heidi Maria Faisst tiltrådte som leder 1. september 2024, blev hun konfronteret af et panel med filmskoleelever, der sablede støtteordningen ned.

”Det var simpelthen så voldsomt, men også utroligt fascinerende. Der var så mange fortællinger, og jeg tænkte bare: ’Shit mand, det er jo præcis det her, der bliver mit arbejde.’”

I stedet for at gå i forsvar bad hun deltagerne skrive breve med kritik og ønsker til ordningen. Og de tolv breve pegede på en oplevelse af lukkethed, manglende adgang til netværk og behov for mere kreativ frihed.

Konkret har de tolv breve nu dannet rammen for en ny strategi. Det har ført til, at New Danish Screen genbesøger ansøgningsskemaerne, og at der udvikles netværksarrangementer, hvor filmskabere kan mødes og fortælle, hvor de befinder sig i processen.

Målet er at skabe mere åbenhed om ordningen og give ansøgere bedre mulighed for at blive en del af de faglige fællesskaber. Det ændrer dog ikke ved, at New Danish Screen er underlagt økonomiske begrænsninger.

”Den måske største udfordring er, at jeg ganske enkelt har så få midler, at jeg kun kan støtte tre film om året,” siger Heidi Maria Faisst.

”Medmindre jeg opdeler støtten og i stedet satser på to lidt større lavbudgetfilm og to i lav‑lavbudget‑kategorien. For sidstnævnte kræver produktionen en anden tilgang og en anderledes arbejdsmetode. Det er i hvert fald nogle af de modeller, der lige nu overvejes.”

En klar stemme
En af de andre udfordringer, der blev nævnt ved arrangementet, var dilemmaet ved på engang at skulle debutere og eksperimentere.

”Der har været ti år, hvor vi har talt om Den skyldige som det fineste af det hele. Og jo mere vi peger på de succeser, der har solgt flest billetter, jo mindre får vi peget på de andre vigtige ting,” siger Heidi Maria Faisst.

Lederen af New Danish Screen mener, at billetsalg risikerer at skygge for andre debuter, der måske ikke bliver store publikumssucceser, men som alligevel markerer sig kunstnerisk og kritisk.

”For eksempel får Vægtløs sygt gode anmeldelser, men det er ikke sikkert, at den kommer til at sælge særligt mange billetter. Det ændrer dog ikke ved, at filmen er en fuldstændigt fantastisk debut.”

Netop derfor er billetsalg heller ikke afgørende, når Heidi Maria Faisst vurderer nye projekter. For hende handler det først og fremmest om at finde filmskabere med en klar stemme.

”Idéen for mig er meget mindre vigtig end instruktørens udtryk. Jeg har lyst til at mærke et menneske med en kæmpestor fortælleglæde,” siger hun.

”Det kan godt være mørkt, snørklet og mærkeligt. Det kan også være helt ligefremt og kommercielt. Men jeg skal simpelthen kunne mærke noget, der får mig til at rykke frem i stolen,” siger hun. 

Opfordring til mere dialog
Spørgsmålet om, hvem der egentligt har ansvaret for talentudviklingen i dansk film og tv, blev også diskuteret under en paneldebat på OFFSpring med repræsentanter fra blandt andre Det Danske Filminstitut, DR, TV 2, FilmFyn, Den Vestdanske Filmpulje og selvfølgelig New Danish Screen.

I debatten fremhævede Heidi Maria Faisst, at branchen kan blive bedre til at koordinere indsatsen på tværs af institutionerne, så nye filmskabere lettere kan opbygge erfaring.

”Vi er flere, der fungerer som gatekeepere, og jo mere vi får talt om, hvad vi ser i branchen, og hvor vi oplever mangler, desto bedre kan vi hjælpe hinanden. For eksempel hvis jeg mangler et sted at sende folk hen, hvor de kan få flere kilometer i benene med kortere formater,” sagde Heidi Maria Faisst og tilføjede:

”Jeg gad godt, at vi, der sidder på magten og pengene, blev bedre til at samarbejde. Det vil gavne os alle.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko