Nyhed
31. okt. 2005 | 12:31

The Swenkas får premiere på cph:dox

"The Swenkas er som en smuk, smuk arabesk," skriver Anne Jerslev i denne anmeldelse af Jeppe Røndes dokumentarfilm. Premiere 5. november på cph:dox.

Af Anne Jerslev

Anne Jerslevs anmeldelse i det nye nummer af EKKO, hvor hun giver The Swenkas fem ud af seks stjerner:

The Swenkas er den anden film i Jeppe Røndes planlagte trilogi om tro, håb og kærlighed. I Jerusalem min elskede (2003) konfronterer han sig med en række troende mennesker og stiller spørgsmålet om, hvad det vil sige at tro på en gud. I The Swenkas er Jeppe Rønde ikke selv til stede i billederne, men han lader en af de "swenkas", som filmen handler om, give et bud på, hvad håb er: "Det er, når man ved, at en dag vil noget gå i opfyldelse. Håb handler om ikke at miste troen."
 
The Swenkas er en gruppe sydafrikanske mænd, som hver lørdag samles og konkurrerer om, hvem der er den bedst klædte. Til hverdag er de anonyme arbejdere i Johannesburg, men om lørdagen paraderer de deres kostbare stil; og de bliver ikke bare noget for et par timer, for at "swenke" tilfører mændene en indre gratie, der får dem til at skille sig ud og blive noget særligt. I den forstand bliver "swenking" også en identitet, der er med til at bære dem gennem et fattigt og hårdt liv.

Fædre og sønner 
Men lige så meget som om tro og håb bevæger de to film sig rundt om forholdet mellem fædre og sønner. I Jerusalem min elskede siger vennen og "profeten" Israel til Jeppe, at den søgende filmskaber også er "on a journey of finding your father that you lost" (en familiehistorie, som Jeppe Rønde tidligere har sat i billeder i Søn fra 2001).
 
Den gennemgående historie i The Swenkas drejer sig om den unge Sabelo, som har mistet sin far, kort før han skal holde sit bryllup. Faderen var leder af Swenka-gruppen, og Sabelo skal nu både finde ud af at gå ind I en voksen mands rolle og overveje, om han vil fortsætte traditionen. "Like Father Like Son" hedder det sidste af filmens fire kapitler, som en hyldest til swenkaerne, der på én gang holder fast i en identitetsgivende tradition og lever med modernitetens evindelige pendlen. Filmens anden halvdel foregår i "The Heartland", hvor mændene kommer fra og hvor deres familier holder til; Sabelo fejrer bryllup med sin søns mor, påtager sig faderrollen og følger i sin fars spor, swenkaerne får ny leder, og Sabelos lille søn iføres sit første fine sæt tøj.

Mytisk fortæller 
The Swenkas
er som en smuk, smuk arabesk, hvor fortællinger flettes ind i hinanden, hvor genkommende magisk-poetiske hverdagstableauer gør swenkaernes fattige genstande til mere end blot fattigdommens aftryk, og hvor en både konkret og mytisk fortæller, en vagabond, med blikket rettet direkte mod os, konstaterer om swenkaerne, at "sådan er det, og sådan har det altid været". Jeppe Rønde lader den sorte mand med den melodiske tale fortælle sin historie om swenkaerne, og ind i denne historie fortæller Sabelos mor sin bryllupshistorie om to, der fandt hinanden; I lampernes skær spinder hun om sin familie sine forestillinger om, hvordan det var og hvordan det skal blive for de to, der skal giftes.
 
Men selv om Jeppe Rønde hverken kropsligt eller auditivt er til stede I The Swenkas, er han tydeligt den, der væver arabeskens både yndefulde og stærke spind og lader de dokumentariske billeders forløb og Povl Kristians originalmusik etablere et narrativt felt mellem dokumentarisme og fiktion, og mellem fortælling og fortællen. Et genkommende nærbillede af et laksefarvet vaskefad, et stykke grønt sæbe og en mørk vaskeklud bliver både et sindbillede på swenkaernes stolte ærbarhed og renvaskethed og på deres kummerlige levevilkår. Eller melankolske nærbilleder af Sabelo i indadvendt tankevirksomhed klippes sammen med hverdagsbilleder fra hans og hans families liv til en fortælling om indre rørelser.
 
"Jeg har fortalt jer om swenkaerne. Det var en god historie, synes I ikke?" siger fortælleren til sidst. Tilsvarende er The Swenkas Jeppe Røndes historie, hans fortalte fortælling om et stykke af virkeligheden - og jo, den er god. Den er rigtigt god.


The Swenkas. Danmark 2004. Instruktør: Jeppe Rønde. Spilletid: 72 minutter. Distributør: Cosmo Film.

The Swenkas får dansk biografpremiere på cph:dox. Filmen vises 5. november klokken 22.30 i Empire Bio og 10. november klokken 21.30 i Grand, hvor publikum kan møde instruktøren Jeppe Rønde.

The Swenkas er i biograferne fra 9. december.

I EKKO #30, som udkommer 2. november, kan du læse anmeldelser af en række andre aktuelle biografilm samt dvd'er og bøger.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko