Nyhed
25. juni 2018 | 12:28

”Trump kan blive en af de største præsidenter”

Foto | Suzanne Tenner
David Lynch kunne senest opleves i rollen som FBI-direktør Gordon Cole i genkomsten af tv-serien Twin Peaks.

David Lynch er ikke politisk interesseret, men siger i et interview, at Donald Trump som et barn har sprængt systemet i stumper og stykker til det bedre.

Af Nicki Bruun

David Lynch er gerne kryptisk i sine fantastiske værker, der tæller Twin Peaks og Mulholland Drive. Også i de sjældne interview-situationer giver han oftest knap så ligetil svar. Men i et nyt interview snakker han om politik, nærmere bestemt den meget omtalte præsident Donald Trump.

”Jeg er ikke rigtigt et politisk menneske, men jeg kan virkelig godt lide friheden til at gøre, som man lyst til,” siger David Lynch først i interviewet med den engelske avis The Guardian.

Instruktøren fortæller også, at han stemte på demokraten Bernie Sanders frem for Hilary Clinton ved primærvalget, men mener at kunne huske, at han ved præsidentvalget stemte på det lille libertarianske parti.

I stumper og stykker
Valget vandt Donald Trump som bekendt, og mens David Lynch ikke er decideret fan af præsidenten, tænker instruktøren alligevel, at der kan komme noget positivt ud af det.

”Han kan blive en af de største præsidenter nogensinde, fordi han har sprængt det hele i stumper og stykker. Ingen kan få den mand ned med nakken på en intelligent måde,” fortsætter David Lynch.

”Vores såkaldte ledere kan ikke føre landet fremad, de kan ikke få noget gennemført. De er ligesom børn. Det har Trump vist.”

Interviewet har affødt mange artikler med den opsigtsvækkende overskrift om Donald Trump.

I kommentarsporet hos The Guardian takker mange for et godt interview med deres yndlingsinstruktør, men der er også mere harske kommentarer til David Lynch’ syn på Trump:

”Siger en fyr, der tisser i en håndvask, bruger kunst til at fejre sociopati, og i 40 år har tilsluttet sig en indisk gudmands mundlort.”

Favoritfilm
Snakken om Donald Trump er kun en lille del af et større interview i forbindelse med udgivelsen af David Lynch’ memoir, Room to Dream.

Her fortæller instruktøren også, at han sjældent ser film og ikke har set hverken The Shape of Water, Dunkirk eller Black Panther.

”Jeg har aldrig været en filmnørd. Jeg kan lide at lave film, at arbejde. Jeg kan ikke rigtigt lide at gå uden for døren,” siger David Lynch.

Da journalisten spørger ind til instruktørens favoritfilm i det seneste år, er David Lynch stille i 46 sekunder. Så svarer han, at han så sin søn Austin Lynch’ dokumentar Gray House, der var i hovedkonkurrencen og vandt en pris på Cph Pix 2017.

”Den kunne jeg rigtigt godt lide. Jeg tror ikke, at jeg har set andre film.”

Børn og koner
Netop rollen som ægtemand og far kommer David Lynch, der har været gift fire gange og har fire børn, også ind på.

Det er svært at forene med livet som kunstner, og arbejdet har altid været det vigtigste for filmskaberen, der også er kendt for sine malerier og sin musik.

”Man er nødt til at være egoistisk. Og det er forfærdeligt. Jeg havde aldrig rigtigt lyst til at blive gift, aldrig lyst til at få børn. En ting fører en anden med sig, og sådan er det,” siger David Lynch og fortsætter:

”Jeg gjorde, hvad jeg skulle gøre. Der kunne være blevet arbejdet mere. Der er altid så mange forstyrrelser.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko