Cph:Dox 2017
22. mar. 2017 | 13:33

Gray House

Foto | Austin Lynch
Fiskeren er næsten usynlig i den grå morgendis, som Austin Lynch stemningsfyldt indleder Gray House med.

David Lynch’ søn beviser med kunstnerisk dokumentar, at han med lyd og billeder kan fremtrylle miljøer og stemninger lige så godt som sin far.

Af Jens Steinicke Kjær

En høj og mørk maskinlyd larmer, mens en fiskerbåd sejler hen over mørkt vand en morgen, før solen er stået op.

Sådan starter Gray House, der til trods for at være en dokumentar ofte glider ud i stille og ordløse billeder, som har mere tilfælles med kunstfilmgenren.

I filmen besøger vi forskellige arbejdere i USA og får et nærværende glimt af deres ofte ensomme arbejdstilværelse.

Fiskeren (Denis Lavant) står og arbejder, mens kameraet langsomt bevæger sig ind mod den mørke døråbning bag ham. Den tålmodige kamerabevægelse fortsætter, indtil manden går ind i mørket, og kameraet fører os derind sammen med ham.

Det er hypnotiserende at se på, og de lange indstillinger minder om scener fra Andrej Tarkovskijs filmperler Solaris og Spejlet.

Gray House er finansieret gennem Kickstarter, og det er tydeligt at se, at Austin Lynch – hvis far er David Lynch – sammen med sin ven Matthew Booth har haft fuldstændigt frie tøjler til at fremmane den tålmodige og eftertænksomme form, som er gennemgående i filmen.

Dokumentarstilen kommer bedst til udtryk, da de mandlige arbejdere på et olieraffinaderi i North Dakota bliver interviewet. I symmetriske og overbelyste billeder forklarer mændene på skift, hvor hårdt det er at arbejde der. Flere af dem har ikke set deres familie i flere måneder, fordi stedet ligger så afsides.

Men hvis man kan klare ensformigheden og ensomheden, er der plads til alle, som er interesseret i at arbejde. De fleste af mændene arbejder for at tjene penge til deres familier.

Mellem interviewene ser vi billeder af det flade landskab, hvor oliehullerne brænder mod en kulsort nattehimmel. Her skrues op for alle virkemidler, der får stedet til at ligne helvede på jord. Og det virker.

Arbejdspladsen fremstår som et forfærdeligt sted at være. Indenfor fotograferes lokaler og gange uden mennesker og med sparsom belysning i lange stillestående indstillinger, som får tiden til at stå stille.

Samme kneb bruges senere, hvor fangerne i et kvindefængsel interviewes.

Som seer fanger man koblingen med det samme, fordi kvinderne sidder i de samme overbelyste og symmetriske billedbeskæringer, som boremændene gjorde. Koblingen er isolation og ensomhed, og filmen understreger emnerne med nøje præcision.

Kvinderne siger ligesom mændene, at den største udfordring er, at de savner deres familie.

Her vises fængslets lokaler igen med lange stillestående billeder, som i længden bliver kedelige og trivielle at se på, men det er tydeligvis også meningen. Som tilskuer forstår vi, hvor kedeligt og ensomt det er at sidde i et fængsel, fordi filmen meget konkret demonstrerer, hvordan det er.

Gray House har også scener fra naturen. Vi ser eksempelvis en kvinde ude i skoven. Her er billederne lyse og farverige, men fordi kvinden er alene i de smukke omgivelser, fortælles igen en historie om isolation.

På trods af at Gray House blander dokumentargenren med kunstfilmgenren, er den meget fast i sin form. Her er masser af lange indstillinger, hvor et kamera på stativ filmer objekterne i de forskellige miljøer, som vi præsenteres for filmen igennem.

Man mærker rummene og menneskerne, og Lynch junior ligner sin far ved at have sans for rum, lyd og film som et medie til at undersøge særlige stemninger og virkeligheder.

Særligt lydsiden er interessant, da umiddelbare lyde fra de forskellige miljøer bliver brugt som et slags underlægningstema i filmens forskellige faser. På olieraffinaderiet høres konstant en dunkel, maskinagtig hylelyd, og i fængslet høres en stille alarmagtig tuden – også hen over billederne af de interviewede.

Gray House er en kompromisløs film, der uden slinger i valsen fremlægger den stemning, som instruktøren vil have frem. Men tempoet er tålmodigt, så det er en god ide at indstille sig på, at det mere er en eksperimenterende kunstfilm end en traditionel dokumentar, man sætter sig ind i biografmørket for at se.

Kommentarer

Titel:
Gray House

Land:
USA

År:
2017

Instruktør:
Austin Lynch, Matthew Booth

Manuskript:
Austin Lynch, Matthew Booth

Medvirkende:
Denis Lavant, Aurore Clément

Spilletid:
75 minutter

Premiere:
21. marts på Cph:Dox

© Filmmagasinet Ekko