Nyhed
05. dec. 2022 | 16:17

Verdens bedste film er lavet af en kvinde

Foto | Paradise Films
Delphine Seyrig spiller hovedrollen i Chantal Akermans Jeanne Dielman, hvor man følger titelkarakterens daglige gøremål i en lille lejlighed i Bruxelles.

En afstemning i et anerkendt filmtidsskrift har fundet frem til, at Citizen Kane og Vertigo er blevet slået i kampen om at være verdens bedste film.

Af Nicki Bruun

Ved afslutningen af året vælter det altid ud med lister over, hvad der har været de bedste film i det forgangne år.

Men det anerkendte filmtidsskrift Sight & Sound går skridtet videre. Siden 1952 har det britiske magasin hvert tiende år udgivet en liste over de 100 bedste film nogensinde.

Her rangerer kendte filmskabere og kritikere deres favoritter, og i en stor sammentælling finder man frem til en vinder, som kan bære titlen verdens bedste film.

Den første vinder i 1952 var italienske Vittorio De Sicas neorealistiske Cykeltyven, der vandt foran Chaplin-filmene Byens lys og Guldfeber.

Citizen Kane af Orson Welles tog derefter førstepladsen de næste 50 år, mens Alfred Hitchcocks Vertigo i 2012 overtog den hæderfulde placering i toppen. Men i år er de to mesterværker, der fortæller historier om mandlig besættelse, blevet henvist til podiepladserne af en overraskende vinder: Jeanne Dielman!

Den belgiske film fra 1975 er instrueret af Chantal Akerman og er sprunget fra 36. pladsen i 2012 og helt op på førstepladsen. Filmen er en slags videreudvikling af neorealismen og følger titelpersonen over tre døgn, hvor hun lever sit stille liv med skrælning af kartofler og andre hverdagsaktiviteter.

Sideløbende tager Jeanne – spillet af Delphine Seyrig – imod mandlige sex-kunder hjemme i sin lille lejlighed. Der er et stærkt feministisk budskab i slutningen, hvor hun skal bryde med de vaner, som hun i løbet af filmen har gennemlevet nærmest slavisk.

Flere kvinder og sorte instruktører
Valget af Jeanne Dielman er blevet mødt med både begejstring og undren blandt filmfans på de sociale medier.

Mange glæder sig over, at et af filmhistoriens oversete mesterværker endelig får den anerkendelse, som filmen fortjener. Andre ser sejren som udtryk for en politisk motiveret afstemning.  

Med årene er afstemningen blevet udvidet til at inkludere flere og flere filmskabere og kritikere. Ved afstemningen i år var der hele 1.639 personer med. Det er næsten dobbelt så mange som for ti år siden.

I den forbindelse er der kommet langt større diversitet på listen. For ti år siden var der kun én film af en sort instruktør at finde, mens det tal i år er syv. Sidst var der to kvinder på listen, i år er der elleve, hvoraf den ene altså er på førstepladsen.

Det har stået deltagerne i afstemningen frit for, hvordan og hvorfor de har udvalgt deres ti favoritter. Listen er blevet sammensat ud fra, hvilke film der optræder flest gange på de enkelte lister.

Kendte instruktører som Martin Scorsese, Barry Jenkins, Sofia Coppola, Bong Joon Ho, Gaspar Noé, Lynne Ramsay, Mike Leigh og Terence Davies har medvirket i afstemningen.

Hverdagens stille drama
Ekko anmeldte i 2020 Jeanne Dielman i forbindelse med filmens repremiere i danske biografer op til kvindernes internationale kampdag.

Her fik filmen fem stjerner og blev kaldt et radikalt værk, der udvider filmsproget med sin tre timer og tyve minutter lange historie om en hjemmegående husmors hverdag i Bruxelles.

Jeanne Dielman er en krævende og udfordrende film. Man er nødt til at hengive sig fuldstændigt til hverdagens stille drama. Ellers vil man kede sig ihjel. Men overgiver man sig, venter der en filmisk uforlignelig oplevelse, der på langsomste vis vil skræmme og røre,” skrev Mikkel Krebs Behnke.

Belgiske Chantal Akerman var blot 24 år, da hun lavede Jeanne Dielman. Instruktøren døde i 2015 og har altså ikke kunnet opleve, hvordan hendes film i de seneste år er blevet mere og mere respekteret i cinefile kredse.

Jeanne Dielman kan ses gratis på bibliotekernes streamingtjeneste Filmstriben.

Trailer: Jeanne Dielman

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko