Zinnini Elkington har lavet årets danske film

Det har været et suverænt år for danske biograffilm med et glimrende hjemligt billetsalg efter flere års tørke og rekordmange danske spillefilm – hele 32!

Med så mange værker at vælge imellem er det lidt af en bedrift at kvalificere sig til Ekkos top fem over årets bedste danske spillefilm.

I modsætning til mange andre medier tager Ekko udelukkende udgangspunkt i de film, der har haft verdenspremiere i 2025. Det gør vi dels for at anerkende dansk films tilstedeværelse på de internationale festivaler, dels for i kategorien ”bedste internationale film” – som vi offentliggør senere – ikke at være bundet af, hvilke titler der tilfældigvis har fået dansk biografpremiere.

Oscar-nominerede Pigen med nålen figurerer derfor på sidste års liste, da filmen havde verdenspremiere i Cannes i maj 2024. Til gengæld er årets top 5 markant præget af debutantfilm – hele tre i alt. Det understreger, at 2025 i særlig grad har været de nye filmskaberes år.

Hvor instruktørerne for mange endnu er ubeskrevne blade, vil de være velkendte for Ekkos læsere, idet de allerede har markeret sig stærkt med deres kortfilm på Ekko Shortlist.

Et par ældre kendinge har dog kæmpet sig til en plads, men årets allerstørste biografhit, Ternet Ninja 3 med 776.579 solgte billetter, har ikke klaret dysten mod de fem fremragende film, Ekko har valgt.

Se de udvalgte herunder!

5. Sauna

Ekko er i godt selskab, når vi placerer Mathias Broes debutspillefilm på femtepladsen over årets bedste danske film. Den legendariske kultinstruktør John Waters har nemlig også Sauna som sin fem’er over bedste film i 2025 – men på verdensplan!

Fra forsiden af Ekko #97 fortæller 33-årige Mathias Broe om sin egen komplicerede opvækst. Den førte til det erotiske drama om en homoseksuel ung fynbo (Magnus Juhl Andersen), som indleder en intens romance med en københavnsk transmand (Nina Rask).

Midt i en tid med tilbagerulninger af lgbtq+-rettigheder i USA var Sauna en progressiv perle, da den fik verdenspremierepå den amerikanske Sundance-festival kort efter Trumps tiltrædelse som præsident.

En smuk, sexet film, der balancerer mellem konkrete samfundsudfordringer – som transkønnedes svære kamp for hormonbehandling – og en mere almengyldig, flyvsk fortælling om kulturforskelle, der selv i Københavns queermiljøer kan stå i vejen for kærligheden.

4. Den sidste viking

Dansk films mest sikre hånd overgik sig selv i år. Med sin sjette spillefilm som instruktør sendte manuskriptmesteren Anders Thomas Jensen 716.149 mennesker i biografen.

Danskerne kender efterhånden hans unikke opskrift ud og ind: En gruppe afstumpede, voldelige særlinge-mænd isolerer sig under absurde omstændigheder, og en grotesk forbrødring finder sted.

Den sidste viking afviger ikke fra den populære opskrift, som blev indledt med klassikeren Blinkende lygter. Igen får verdensstjernen Mads Mikkelsen lov at være grim over for en sammenbidt Nikolaj Lie Kaas, og sammen med Lars Brygmanns excentriske psykiater tager de ud i skoven for at finde begravede penge og følelser.

Anders Thomas Jensen har et totalt rutineret hold bag sig. Filmen er af teknisk topkvalitet, og denne gang er der endda en lille animeret indledning og afslutning, som stikker blidt til vor tids opløsning af sandhedsbegrebet.

3. Min evige sommer

Det er i sig selv en vanskelig disciplin at spillefilmdebutere. At gøre det med udgangspunkt i et dybt personligt traume lyder næsten umuligt. Ikke desto mindre lykkes det for 35-årige Sylvia Le Fanu at skabe en gribende og bemærkelsesværdigt sikker debutfilm – uden en eneste falsk tone.

Le Fanu har engelske forældre, men voksede op på European Film College i Ebeltoft, hvor hendes far i 1993 blev ansat som filmhistoriker på den nystartede højskole. I teenageårene blev hendes liv imidlertid vendt på hovedet, da hendes mor fik kræft og døde efter et længere sygdomsforløb.

Min evige sommer kredser om kernefamiliens sidste sommerferie sammen. Alle ved, hvad der venter, men de forsøger alligevel at skabe en god og meningsfuld afslutning på det fælles liv. For filmens unge hovedperson står to bevægelser i skærende kontrast: Det sitrende begyndende voksenliv og afskeden med det menneske, der hidtil har været hendes faste holdepunkt.

Filmen er fortalt med en enkelhed og autenticitet, der rammer direkte i hjertekulen. Udtrykket er nøgternt, men samtidig gennemsyret af poesi, og i de underspillede scener ligger en følelsesmæssig præcision, der gør, at man forstår alt – uden at noget behøver at blive sagt højt. Sådan er livet. Og døden.

2. Hjem kære hjem

I et dansk filmlandskab, hvor der på uforklarlig vis tales københavnsk på Fyn og i det meste af Jylland, holder eneren Frelle Petersen stand som sin egen lille, sønderjyske gallerlandsby.

Afslutningen på instruktørens überlokale hjemstavnstrilogi, Hjem kære hjem, har ligesom Onkel og Resten af livet en lavmælt ekspressiv Jette Søndergaard i hovedrollen. Denne gang som en alenemor og hjemmeplejer, der trods de bedste intentioner må erkende, at omsorgsdepoterne er ved at være udtømte.

Alt ved Frelle Petersens univers er nedtonet – fra de halvkolde optagelser til den sarte musik, der får de små dramatiske udsving til at føles desto stærkere.

Det er rå socialrealisme om de enorme urimeligheder, som både syge pensionister og deres plejere må acceptere på daglig basis, fortalt med let hånd og på syngende sønderjysk.

1. Det andet offer

Det er en regulær forbrydelse mod filmkunsten, at Ekko Shortlist-vinderen fra 2020, Zinnini Elkington, ikke spillefilmdebuterede på en af de store internationale festivaler. I stedet sneg Det andet offer sig ydmygt ind i de danske biografer – og ramte som en åbenbaring.

Håndfladerne bliver svedige, og kulden løber ned ad ryggen, når Özlem Saglanmaks læge på et splitsekund må træffe beslutninger, der vil ændre en families liv for altid. Dramaet med Trine Dyrholm som frustreret mor er altopslugende, og med udgangspunkt i en fatal lægefejl fører instruktøren os langsomt ind i en spiral, hvor det bliver tydeligt, at intet er sort-hvidt, og alle har sine grunde.

Mens spændingen strammes, træder filmens egentlige tema langsomt frem: et opgør med nulfejlskulturen og en punktering af illusionen om, at vi kan kontrollere livet.

Det er svært at forestille sig, at en hjerteskærende sørgelig film om en lægefejl kan ende som en hyldest til hospitalspersonalet og samtidig give os uventet lindring, som leder tankerne hen på nogle af filmkunstens store humanister. Men Det andet offer gør netop det. Og i det herrens år 2025 var det lige, hvad vi havde brug for.