Den bedste model for produktionsrabatter

Den danske film- og tv-branche får produktionsrabatter fra 2026, men hvad bør branchen prioritere højest: At få store produktioner til Danmark eller bevare danske produktioner i Danmark?

Produktionsrabatten har til formål at stimulere den danske film- og tv-branche med 125 millioner kroner fra 2026. Det bliver finansieret ved at indføre en tidligere opgivet – og dybt forhadt – moms på formidling af kunstnerrettigheder.

Produktionsrabatten er således endt med at blive taget som gidsel i et uskønt realpolitisk spil om kunstnermomsen.

Udsigten til en dansk produktionsrabatordning blev lanceret af kulturminister Jakob Engel-Schmidt den 25. november, og det var en rigtig god dag for branchen. Siden 2017 har man nemlig forsøgt at få danske politikere til at indse, at filmbranchen også er et erhverv, der skal have sine egne erhvervsstøtteordninger.

Man kunne have ønsket en større ydmyghed ved lanceringen af produktionsrabatterne. Der er tale om en markant politisk forsømmelse af et helt erhverv, så en undskyldning havde egentlig være på sin plads.

I stedet blev rabatterne populistisk lanceret med alt for meget fokus på Danmark som et filmturistland og kulturministeren, der sendte breve til de store streamingtjenester, blandt andet til Netflix for at få Emily in Paris til København.

Men det handler langt mere om at få filmerhvervet på benene end et turismefremstød.

En fordel ved den årelange, danske ignorering af produktionsrabatter er imidlertid, at der er mulighed for at håndplukke i de talrige produktionsrabatordninger i de mange lande, som i dag har flere års erfaring med ordningerne.

Branchen skal høres ved et stormøde, har kulturministeriet udmeldt, og der vil formentlig opstå uenighed om, hvordan produktionsrabatterne skal prioriteres.

Der er generel enighed om, at branchen skal stimuleres. Det handler om dels at kunne tiltrække udenlandske produktioner til Danmark til gavn for de danske filmarbejdere. Dels om at imødegå den hyppige flugt ud af landet, når store danske produktioner bruger penge på lokale filmarbejdere i Tjekkiet og Letland, fordi der her kan opnås produktionsrabatter.

Ordningen skal kunne begge dele, og det kan der godt opstå noget kamp om. Hvad skal prioriteres højest? Hvad er vigtigst for dansk film?

Et godt eksempel på, hvad der skal til for, at vi fremover skal kunne holde danske produktioner på dansk grund, kunne man for nylig høre producenten Meta Louise Foldager Sørensen berette i Genstart på P1.

SAM Productions skal for TV 2 producere serien Britta baseret på historien om storsvindleren Britta Nielsen, og den skal optages i Spanien, hvor der gives en produktionsrabat.

I spanske studier opbygges kontorlokaler fra Hvidovre Kommune, der skal se rigtige ud med de helt korrekte stikkontakter. Samlet koster det ni millioner at flytte produktionen til Spanien, men da der i Spanien opnås en produktionsrabat på tolv millioner kroner, er der sparet tre millioner kroner.

Spanske filmarbejdere får arbejde på den danske produktion, og det danske filmhold skal flyves langt væk under optagelserne, hvilket går stik imod ambitionerne om en klimavenlig dansk filmbranche.

I dette tilfælde er det jo nemt at regne ud, at med en kommende dansk produktionsrabatordning skal man sikre, at en producer som Meta Foldager ikke behøver rejse til Spanien for at spare tre millioner, men kan opnå det samme hjemme i Danmark.

Et eksempel, på hvordan man kan tiltrække udenlandske produktioner til sit land, er La Palma. Den norsk-producerede Netflix-miniserie, der er instrueret af danske Kasper Barfoed, er optaget på Gran Canaria og flydt med flotte naturkatastrofe-effekter.

Projektet forekommer nærmest at være udviklet med henblik på at blive optaget på den lokation. De kanariske øer har nemlig siden 1. januar 2023 haft den højeste produktionsrabatordning i Europa. Der gives op til 50 procent i rabat af produktionsomkostningerne, og det har de sidste to år betydet et sandt mylder af internationale produktioner på de kanariske øer.

Så hvad skal vi prioritere i Danmark?

Vi kan skele til tankegangen i henholdsvis Norge og Sverige, der begge har gjort sig forskellige erfaringer. De svenske produktionsrabatter kan opnås på lige fod af svenske og udenlandske produktioner, mens man i Norge har et krav om, at mindst 30 producent af produktionen skal finansieres af udenlandske penge.

Det har lokket både James Bond og Tom Cruise til Norge og til tider nærmest ryddet hele den norske pulje.

På Island har man helt afskaffet loftet på puljen og åbnet for 25 producents rabat til alle udenlandske produktioner og op til 35 producent, hvis man opfylder nogle krav til islandsk tilhørsforhold.

Det har medvirket til, at der nu produceres mange rene islandske serier og film.

Men jeg vil anbefale, at man skeler til Frankrig. Her har man siden 2009 med stor succes haft flere forskellige ordninger med produktionsrabatter. I dag er der to ordninger: én rettet mod udenlandske produktioner, som realiseres i Frankrig, og én, som kun er rettet mod franske film, så man forhindrer, at de hjemlige produktioner rejser udenlands.

Det har været yderst frugtbart, og der har til tider nærmest været trængsel om pladsen til de franske film i de franske biografer. Vi kan i Danmark sikre branchemæssigt fodslag ved at begynde med at beslutte en passende fordeling af de 125 millioner kroner mellem produktionsrabat til henholdsvis udenlandske og indenlandske produktioner.

Erfaringer fra relativt nye lande med produktionsrabatter er at sikre ressourcer til god international markedsføring af Danmark som et meget professionelt filmland. Og der skal meget mere til end et brev fra vores kulturminister.

Men man kan jo godt cykle ud til skuespilleren Lily Collins, der ejer to huse i Kartoffelrækkerne, og tage en snak om Emily in Copenhagen.