Bidrag til en vej ud af krisen

Kulsorte skyer lurer over branchen for tv- og filmproduktion i disse måneder, både i lille Danmark og det store Hollywood.

I USA er en strejke ved at æde branchen op indefra med store skadefølger de næste mange år til følge. I Danmark er Viaplay, en central spiller på det nordiske marked, hen over sommeren nærmest nedsmeltet for øjnene af en måbende branche.

Danmark mangler noget nyt og optimistisk at forholde sig til. Politisk bør man derfor nu for alvor skabe et grundlag for offentligt finansierede produktionsrabatter til tv- og filmproduktion i Danmark.

Man bør få øjnene op for, at film og tv er et vigtigt erhverv og ikke kun handler om kulturpolitik, ligesom man politisk har indset det i vores nordiske nabolande.

For eksempel skal vi fortsat vente nogle måneder på en udmøntning af kulturbidraget, som mange forventer vil give ny kapital og aktivitet på markedet i Danmark, mens andre er nervøse for, at det vil forringe situationen yderligere.

Samtidig melder branchen fortsat om, at der ikke er kommet rigtigt gang i nye projekter, efter at Create Denmark i forlængelse af et uhyre langt forløb fik indgået en rettighedsaftale med TV 2, Netflix og Viaplay.

Kvaliteten af disse aftaler er uvis, da de er omgærdet med nærmest mytisk stor hemmeligholdelse. Create Denmark har tillige meldt ud, at der ikke er påbegyndt forhandling med andre større streamingtjenester.

Viaplay har været en god kunde i det danske produktionsmiljø, men deres dybe økonomiske problemer bevirker, at de forventes at ville reducere deres fiktionsproduktion til det minimale de kommende år.

En yderligere mørk sky over branchen i forhold til produktion på og til det nordiske marked, er, at Danmark i dag har så stærk en valuta, at internationale mediegiganter får betydeligt mere for pengene ved at producere i Norge eller Sverige.

Man kan heller ikke udelukke, at det for de internationale mediegiganter kan spille en rolle, at Norge, Sverige, Finland og Island ikke har besluttet et kulturbidrag. I Sverige diskuterer man det ikke engang.

Og så er der produktionsrabatterne. Både Norge, Sverige, Finland og Island tilbyder gode ordninger for at tiltrække internationale produktioner. Ordningerne har skabt produktion og arbejde til branchen for hundrede af millioner kroner, og ræsonnementet er således, at det er en god forretning at give rabat, fordi indtægterne til landet i sidste ende er større end udgifterne og samtidig støtter film- og tv-branchen.

På EU-plan er der kun to lande, som ikke har en produktionsrabatordning til film- og tv-branchen, nemlig Danmark og Luxembourg. Ordningerne i EU giver i gennemsnit 250 millioner kroner pr. land på årsplan – en bred vifte af aktiviteter, der knytter sig til de erhverv, som indgår i at producere film- og tv-serier.

Ordningerne er bygget op omkring en række kriterier for budget, selvfinansiering, størrelse og lokal aktivitet, der ved en ansøgning kan udløse en større offentligt finansieret produktionsrabat, også kaldet en skatterabat eller et produktions-incitament.

I Norge skal en international produktion for eksempel have mindst 30 procent ikke-norsk finansiering og budgettet for en film være mindst 25 millioner norske kroner (eller 10 millioner per episode for en tv-serie). Samtidig skal man bruge mindst fire millioner norske kroner i Norge.

Opfylder man disse krav, får man kompenseret 25 procent af sin investering i Norge.

Det er en ordning, der også stimulerer for eksempel Netflix til at investere i en norsk tv-serie eller spillefilm.

Norge har et fortrin ved takket være sin natur at have mange spektakulære locations. Men ordningen har alligevel været central for, at mange store filmproduktioner har produceret væsentlige scener i Norge såsom Mission Impossible: Dead Reckoning, Mission: Impossible – Fallout, Dune, No Time To Die og Black Widow.

Der er lige nu åbent for ansøgning frem til 23. november, hvilket fremgår af en fin hjemmeside. Evalueringen tager kun seks til otte uger. Projekterne vurderes ud fra både kulturelle og produktionsmæssige kriterier, og ordningen administreres af det norske filminstitut.

I Sverige blev ordningen indført i november 2022 og håndteres i dag af Tillväxtverket på vegne af den svenske regering. Den har et årligt budget på 100 millioner svenske kroner, men branchen arbejder for, at beløbet hæves til 300 millioner for at være på niveau med andre EU-lande tilsvarende ordninger.

Rationalet er, at man kan være med til at sikre, at større svenske produktioner bliver i Sverige, og samtidig tiltrække internationale produktioner til landet. Man kan læse reglerne for den svenske ordning her.

Også Finland og Island har nogenlunde samme typer ordninger.

Hvorfor har vi i dag ikke en sådan ordning i Danmark? Svarene jeg har hørt, varierer meget, men alt tyder på en generel politisk modstand over for at indføre noget, der ligner regulær erhvervsstøtte på et område, som man politisk betragter entydigt som et kulturområde.

Men det burde være muligt for branchens aktører at overbevise et flertal af vores politikere om, at når vores nordiske nabolande kan, så kan vi også.

Mens kulturbidraget stiller streamingtjenesterne over for en forpligtelse til at betale en afgift og investere sig ud af endnu mere afgift, vil en produktionsrabat skabe et godt klima for mere og bredere internationalt samarbejde.

Det vil være et værdifuldt bidrag til at hjælpe den danske branche hurtigere ud af den nuværende krise.