Jeg elsker bare så meget at se film, at jeg nogle gange opfører mig som en værre snydetamp, fordi jeg nyder film uden om de gængse distributionskanaler.
Og nej, jeg taler ikke om at downloade ulovligt, for jeg er ikke pirat, omend jeg kender til al det tekniske bag de fordækte muligheder, som jeg løbende iagttager og afprøver som en del af min research i også de digitale medieteknologiers afkroge, hvor der ganske rigtigt foregår stygge ting, vi skal holde øje med.
Men nej, jeg er en dollarbetalende filmsnydetamp, fordi jeg benytter mig af digital grænsehandel, hvor jeg lejer og køber nye film direkte fra USA uden om de gængse lokale distributionsled, og det gør jeg fordi udvalget er større og hurtigere tilgængeligt for mig som filmnyder, og teknikken ofte bedre hos de amerikanske video-on-demand udbydere.
Faktisk har jeg gjort det siden 2008 – og endda stået frem på public service tv-stationen DR 1 i februar 2010, hvor jeg optrådte med mine filmgrænsehandelsfinter i programmet So Ein Ding. I dette indslag ser man i øvrigt også et kort glimt af min dengang kolossale dvd-samling, som forlængst er foræret bort, meningsløs som den blev i den nye digitale filmtidsalder.
Nikolaj Sonne, værten på So Ein Ding, ville dengang for over seks år siden, fremmelig som han er, gerne fortælle sine seere om disse muligheder, men turde ikke selv vejlede og vise, hvordan man gjorde, så han lokkede mig på skærmen til at gøre det.
Det var et ret nyt fænomen dengang, men selv om det både er længe siden og siden har bredt sig væsentligt, så er perspektiverne i denne adfærd blevet både ignoreret og fortrængt.
Filmdistributionens evolution
Som filmmediet oprindelig spredte sig ud over kloden fra vhs-båndets fødsel i 80’erne, har udbyderne kunnet kontrollere udbredelse ganske effektivt, da filmene var grundfæstet på et fysisk bæremedie – først de tunge kassetter med deres 500 meter tape i, senere de noget lettere skiver, og alt sammen plastik, der skulle pakkes i æsker og transporteres rundt og sættes på hylder i butikker på gaderne.
Og dermed var det ganske nemt at kontrollere distributionen og hvad der kom på hylderne fra gade til gade, fra by til by – og fra land til land.
Men den innovative foretagsomhed frembragte internettet, der i de samme år voksede i forudsigeligt omfang og kvalitet, alt imens film- og tv-industrien blev bedre og bedre til at håndtere digitale videosignaler som datafiler, der ikke længere behøvede en skive, men kunne slippes løs i internettets virtuelle verden.
En helt ny verden for medieindustrien, og uden fysiske grænsers begrænsninger – og så har vi balladen.
Som både filminteresseret og teknologifascineret fulgte jeg gennem årene udviklingen på nærmeste hold og gjorde den delvist til mit levebrød. Men snart måtte jeg sande, at alle disse nye herlige muligheder mange steder – især i et lille land som Danmark – af den branche, der kunne få så mange nye muligheder, blev undsagt og anset for at være dum og farlig for branchen, og jeg måtte i mange år høre udtryk som ”show me the money” og ”det bliver jo aldrig til noget (dit naive fjols)”.
I dag kan man så konstatere, at generelt opretholdes de territoriale rettighedsgrænser fortsat i den ellers åbne og globale digitale verden, hvilket er bøvlet og besværligt og i bund og grund også umuligt at håndhæve. Glade og ivrige filmelskere har i årevis kunnet købe ind over grænserne, og de analyser, jeg selv har været med til at gennemføre over en række år, har vist, at det er ganske mange.
Altså kunder, der køber deres varer uden for landets grænser og dermed hverken erlægger omsætning til lokale distributører eller til momsen. Det er ikke pænt at gøre, men jeg har ikke kunnet få nogle jurister til at stemple adfærden som ulovlig.
EU og det digitale indre marked
En udløber af denne udvikling er dog nu også EU’s ønske om et digitalt indre marked, der også skal omfatte salg af film og abonnementer på streamingtjenester eller on-demand tjenester, det såkaldte Digital Single Market (DSM).
I Danmark har aktører i filmbranchen chokeret råbt op om, at den dansk filmbranche for alvor vil bryde helt sammen, pengene vil forsvinde og alle miste deres arbejde, hvis EU får succes med fra 2017 at gennemtvinge et sådan DSM.
Generelt elsker jeg den teknologiske udvikling og de muligheder, den giver til mange brancher, og jeg synes helt fundamentalt, at det da er fantastisk for filmbranchen med denne nye potentielle globale rækkevidde i distributionen, og jeg har med undren læst de mange klagesange fra aktører som Producentforeningen, Danske Biografer og Egmont koncernen.
Men selv om jeg lytter og læser forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor dansk film nu snart bryder sammen. Særligt forundret var jeg over et indlæg fra et par Egmont direktører i Politiken, hvor sammenbruddet postuleres, uden at jeg i indlæggene får en ordentlig forklaring på teknik og årsag bag dette postulerede sammenbrud.
Handler det ikke bare om at følge med tiden og genopfinde sig selv? Hvis man kan det, så skal alle nok overleve, men hvis man lægger sig hen i et hjørne og vugger og synger klagesange, så bliver man med sikkerhed overdøvet af nogle helt nye aktører, der kan få al den nye herlige teknologi til at spille, synge og danse til forbrugernes begejstring. Og her kan ikke engang tiltag fra EU formentlig gøre den store forskel, med mindre man vil forbyde amerikansk foretagsomhed på europæisk grund.
Imens vil jeg så åbne for min amerikanske iTunes konto min amerikanske AppleTV-boks og finde en ny film, der stadig går i danske biografer, og nyde den på min 65” fladskærm – for eksempel The Room, Brooklyn eller måske en gensyn med The Revenant. Hvordan det dog kan lade sig gøre, må læseren selv afklare med Google og sin samvittighed.
Epilog
Det omtalte So Ein Ding-program kan ikke længere ses på DR’s hjemmeside, da DR’s egne programmer har en kunstigt skabt meget kort digital levetid.
Et grotesk paradoks, styret af en konservativ forvaltning af kontra-innovative regler og resultatet af underkastelse fra DR’s ledelses side over for aktører på det kommercielle tv-marked, der vil gå langt ud i at frustrere licensbetalerne for at sikre sig, at DR’s online-tilstedeværelse ikke bliver for god.
Men jeg har gemt min egen kopi af indslaget fra februar 2010, fordi jeg selv var med og bidrog til sendetiden, og det kan man skynde sig at se her, før DR’s jurister kommer efter mig og beder om at få det fjernet.
Claus Bülow Christensen, 30. marts 2016
facebook
twitter
Kommentarer