Det digitale indblik

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

02. nov. 2021 | 15:18

Skød danske biografer sig i foden?

Foto | Claus Bülow Christensen
Park Bio på Østerbrogade viste som en af få danske biografer Disney-filmen Black Widow, der blev boykottet, fordi den samtidig kunne opleves på streamingtjenesten Disney+.

Nyttede de danske biografers boykot af film fra Warner Bros. og Disney noget?

Næppe.

Måske fremtiden er blevet forhalet en anelse, men der bliver ikke ændret på de nye hybridlanceringer: At film får premiere i biografer og på streamingtjenester efter forskellige modeller.

Og det er ikke så slemt endda. Der er nemlig flere og flere indikationer af, at vi meget gerne vil have biografoplevelsen af for eksempel en film som Dune.

Hollywood-selskaber som Disney og WarnerMedia, der ejer Warner Bros. og HBO, producerer nogle af de største biograffilm og ejer bunkevis af globale varemærker inden for de allermest populære franchises. Deres film omsætter for milliarder af kroner og trækker millioner af publikummer i biografen.

Men nu har de to Hollywood-giganter bevæget sig hurtigt ind i fremtiden i skarpt kapløb med Netflix’ velsmurte maskine, der i dag leverer tv-serier og film til 209 millioner betalende husstande over hele kloden.

Alle de gamle mediegiganter går nu den vej. Alle. De vil kæmpe hårdt om vores penge og tid, og det går allerede rigtigt godt for Disney+, ligesom HBO Max breder sig langsomt ud over kloden.

Vi har hørt en ofte ganske massiv italesættelse af biografernes død, og branchens aktører har sagt om streamingfortalerne, at de ikke har forstand på biografernes økonomi og spilleregler. Men spillereglerne er sådan set meget nemme at forstå, mens strategierne for mediegiganternes indtog på streamingmarkedet er mere komplekse at afkode.

Der er ikke nogen, der for alvor har sagt, at biograferne vil dø, fordi streaming tager over. Men i frustrationen over de nye tiltag fra især Disney og Warner har flere hørt det som en dødsdom.

Biograferne skal dog nok overleve den digitale udvikling.

En films værdi i biograferne er meget transparent. Man kan altid se, hvordan den har klaret sig, og hvor meget den har indtjent.

Derimod er værdien af en film for Disney eller Warner på deres respektive streamingtjenester meget kompleks. Men man skal ikke undervurdere det at kunne lokke nye kunder og fastholde loyaliteten hos dem. Filmen giver vækst til streamingen og vækst til koncernen, hvorefter aktieværdien stiger.

Disney og Warner har helt sikkert nærmest udviklet matematiske formler for en films hybridpotentiale. Hvor meget hype kan den skabe, hvordan er star quality, hvad er brand value, og hvordan gik testkørslerne?

Giv hver parameter en værdi, kombiner det med box office-potentialet og værdien for vækst af streamingtjenesten og læg det hele ind i en sofistikeret algoritme. Så vil Warner eller Disney kunne se, hvordan filmen bedst fordeles mellem streaming og biografer.

I USA fik Dune samtidig premiere den 21. oktober i både biografer og på HBO Max, mens danske biografer fik filmen for sig selv i 45 dage, før den fra 1. november nu kan ses hjemme i stuen, hvis man tegner et HBO Max-abonnement. Abonnementet lanceres lige nu aggressivt med 50 procent rabat af livet.

Filmen er gået glimrende i de amerikanske biografer, og folk har i stor stil søgt mod de store IMAX-sale, selv om de kunne se den derhjemme.

Også i danske biografer er Dune gået godt.

Til årets Copenhagen Future TV-konference i september spurgte vi danske husstande med Disney+-abonnement (cirka 600.000), om de havde indløst en Premier Access-billet til hjemmebiografen for 179 kroner til Cruella, Black Widow eller Raya og den sidste drage.

Det havde syv procent, altså omkring 50.000 husstande.

Det er jo små ni millioner kroner til Disneys bundlinje, men det ligner ikke en dødsdom over biograferne. Omend ingen af filmene var at se i de større danske biografer, som boykottede dem.

Denne udvikling har for nøgterne analytikere af den digitale medieudvikling stået klart i en årrække, og udviklingen blev især fremskyndet af nedlukningen af biografer under den ulykkelige covid-19-pandemi.

Men vejen frem mod mediegiganternes etablering af egne streamingtjenester har været tydelig i en årrække.

Derfor kan det undre, at de danske biografer har forsøgt at kæmpe imod og boykottet store film i protest mod Disney og Warners nye lanceringsstrategier.

Man er gået glip af mange store film med stort indtægtspotentiale. Og det har skuffet mange Disney- og Marvel-fans, som er blevet sendt direkte i favnen på de nye streamingtjenester.

Men snart er konflikten glemt, og en ny orden vil indfinde sig. Vi vil stadig gå i biografen og se Dune, selv om vi også kan se den på fladskærmen derhjemme.

Kommentarer

Claus Bülow Christensen

 

Analytikeren Claus Bülow Christensen ser på filmverdenen med udgangspunkt i sin indgående viden og begejstring for den voldsomme teknologiske udvikling, der præger både tv- og filmverdenen.

Han har arbejdet i over 30 år med digital teknologianvendelse i den kreative industri: TV 2, Metronome og TDC samt ti år som selvstændig konsulent, hvor han har fungeret som rådgiver for både teleselskaber, filmselskaber, tv-stationer, medieinstitutioner m.m.

Har gennem 90’erne produceret en række tv-programmer om virtual reality og computeranimationens spæde start i filmverdenen, skrevet en bog om emnet og talrige artikler til diverse fagblade.

Claus Bülow Christensen er en ofte citeret ekspert om den digitale medieudvikling, en flittig foredragsholder og står også bag den årlige Copenhagen Future TV Conference.

Han arbejder i dag som selvstændig konsulent med rådgivning for danske medieselskaber. I sin fritid har han siden 2008 arbejdet med en række danske skuespillere på forlaget Momo Lydbog.

© Filmmagasinet Ekko