Filmnoter

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

15. apr. 2013 | 10:20

Når projektorglet går amok

Foto | Disney
Gnavpot er en indædt tangentbokser i Walt Disneys Snehvide og de syv dværge.

Jeg tænker tit på udtrykket ”at dimse”: Når den udviklingshæmmede Thomas fra dokumentarfilmen Thomas – et barn du ikke kan nå hærgede rastløst rundt i sit hjem, slog med en grydeske på et skab, hev i et gardin eller bankede hårdt i klaverets tangenter, udbrød hans mor: Hold op med at dimse!

Tro mig, der går en hårfin grænse mellem at være multitaskende freelance og selvdestruktiv dimser: I min hverdag er der altid kolleger jeg skal tale med, manuskripter der venter på at blive printet og læst, noter der skal skrives og sendes, udgiftsbilag der mangler at blive konteret og ikke mindst en uendelig mængde mailkorrespondance om alt muligt og umuligt.

For ikke at blande alle mine gøremål sammen praktiserer jeg kunsten at compartmentalisere, dvs at hvert projekt får tildelt sit eget rum i min hjernes skuffedarium. Når jeg åbner skuffen fokuserer jeg kun på det ene projekt, alle andre er g(l)emt væk. Udfordringen er at få stuvet projektet ordentligt af vejen igen, før man tager et nyt frem, og hastigheden hvormed det sker, optræner man som en pianist, der øver sig i at spille sine triller.

Beruselsen over egen virtuositet ved projekt-klaviaturet forandres dog til tømmermænd i takt med organismens gradvise udtrætning. Får jeg ikke hælene sat i i tide (og hvem gør det!?), så begynder jeg at føle mig som et skuffedarium med uendeligt mange skuffer, der klaprende går op og i uden ophør, som var jeg Gnavpots orgel i Snehvide. Når dværgorglet for alvor går i gang er det på høje tid at smække låget i, men når man i for lang tid har spillet på alle orglets udtræk, er det, som om det vil spille videre af sig selv.

Dimseriet er min røde advarselslampe. Jeg tjekker mails og Facebook døgnet rundt, og jeg beslutter mig for, at jeg skal have en kop kaffe at skrive på, hvorefter jeg vender tilbage til computeren tre timer senere – uden kaffe. Imens reduceres mine idéer til strøtanker, der ligger som snavset savsmuld i hjernegangene.

Jeg iagttager mig selv, mens det desperate dimseri øges i styrke og får et umiskendeligt aggressivt præg. Det sætter sig på humøret, jeg bliver irritabel og frem for alt selvmedlidende, tænk at jeg skal trækkes med mig selv, som jeg er, hvorfor i helvede kan jeg ikke bare sætte mig ned og koncentrere mig? Jeg prøver at holde dæmonerne i skak ved at lægge endnu en kabale på min mobil mens jeg i rastløse tankerækker leder efter en sprække, jeg kan flygte igennem.

Bedst er det, hvis min interesse kan blive fanget af noget uventet. I sidste omgang blev redningen en tilfældig bog taget ud af reolen. Mit nye idol er derfor ingen ringere end den danske filosof Justus Hartnack, der har skrevet en bog om Kants filosofi, og omend jeg ikke kan prale af, at jeg nu har forstået Kant, så blev bogen alligevel min redningskrans. For den viste sig at have de helt rette egenskaber: For det første var den meget svær, for det andet var den meget tynd, for det tredje var den udformet med krystallinsk klarhed.

Ordet blev min redning, for det er det lineære, der kan rette mig ind. En bogs afsnit består af sætninger i rækkefølge, sætningerne består af ord i rækkefølge, og ordene består af bogstaver i rækkefølge. Jeg kan ikke bare springe rundt i teksten, rækkefølgen er alt, ligesom i et spil poker. Det er vildt at blive mindet om, at alverdens litteratur er skrevet med de samme 28 bogstaver i altafgørende rækkefølger, det er et mirakel ikke bare som opfindelse, men også som mentalt disciplineringsredskab for min overophedede hjerne.

Det er derfor, at bogen helst skal være svær, for så bliver jeg nødt til at læse ganske langsomt for at forstå. Det er derfor, at bogen skal være skrevet af en stor pædagog, for så bliver jeg holdt i hånden og opmuntret til at fortsætte, og det er derfor at bogen skal være tynd, for det er en fristende fornøjelse, at en stor tankegang kan præsenteres i et så uhyre koncentrat, i ganske få kombinationer af de 28 bogstaver. Det er en slags hjernegymnastisk linedans. De få ord åbner for en enorm erkendelse, men kun hvis jeg læser sætningerne som en katolik beder med sin rosenkrans, én perle ad gangen.

Mit koncentrationstræ vokser dog endnu ikke ind i himlen, som hunden må jeg gå nogle gange rundt efter min egen hale, før jeg kan lægge mig i hundekurven. I gamle dage kunne man trække telefonstikket ud eller tage på landet uden at omadressere posten. Det er godt nok sværere i dag, hvor det føles som en bedrift bare at sætte mobilen på lydløs et par timer eller ikke at læse mails før om aftenen.

Men gradvist bringes min indre Thomas nogenlunde til ro. Alle klapperne i orglet tier – højst pipper den øverste lille klap en anelse. Jeg får øje på mit indre skuffedarium og opdager, at den nederste skuffe er trukket ud og redt med dyne og hovedpude. Jeg stiller skoene, krøller mig sammen og kan lige være der. Jeg lægger mig til at sove, som Alice før hun gik om bag spejlet. Jeg er hjemme igen og samtidig parat til at sætte fra land som i en sejlende træsko eller en flyvende kuffert. Jeg er nede på et enkelt bogstav, der fremmaner et uendeligt univers. Herfra kan min virkelighed folde sig ud igen.

Kommentarer

Vinca Wiedemann


Vinca Wiedemann blogger om filmens natur, om det at lave film og om filmpolitik.

Hun er oprindelig uddannet som filmklipper, men tog tidligt springet fra filmens efterarbejde til dens manuskriptudvikling – to processer, der har overraskende meget til fælles.

Har arbejdet tæt sammen med Lars von Trier på hans manuskript til Nymphomaniac og været med til at producere Viceværten, som er instrueret af søsteren Katrine.

Sammen med Sisse Graum Jørgensen producer på Pernille Fischer Christensens kommende spillefilm En du elsker, der har Mikael Persbrandt i hovedrollen.

Manuskriptkonsulent for talrige instruktører, blandt andre Pernilla August, Susanne Bier, Christoffer Boe, Thomas Vinterberg.

1. marts 2014 tiltrådte Vinca Wiedemann som rektor for Den Danske Filmskole.

Bloggen er personlig og uafhængig. De meninger og opfattelser, der kommer til udtryk i bloggen, er bloggeren eneansvarlig for.

© Filmmagasinet Ekko