Generation Æh Øh Åh

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

24. nov. 2019 | 01:14

Da forsøgskaninerne tog magten

Foto | uoplyst
Ekkos blogger Laura Dyhrcrone og hendes medstuderende var udset til at være forsøgskaniner for en ny studieordning på Filmskolen. Men i den forgangne uge barrikaderede de bygningen på Holmen for at skabe ”Fremtidens Filmskole”.

Lige siden jeg startede på Filmskolen i august, er der et spørgsmål, som har naget de fleste på min årgang. Bliver vi den tabte generation? 

I starten undgik jeg at beskæftige mig med det. Jeg var euforisk over bare at være kommet ind. Men efter et par måneder kom der kun flere spørgsmål. Hvad er det egentlig, der foregår?

Hvorfor har vi ikke en faglærer? Hvorfor skal vi læse i tunge mediefagsbøger frem for at lave film? Og hvorfor indrettes filmstudierne med lange stolerækker, som om de var forelæsningslokaler? 

Vi bliver kaldt ”årgang 1923”. Det betyder, at vi er startet i 2019 og bliver færdige i 2023. Og det går pludselig op for os, at vi er forsøgskaniner.

Vi skal afprøve den nye studieordning, der officielt først begynder om et par år. Men når vi er færdige, er vi hverken bachelor eller kandidater. Vi oplever forringelserne, men ikke belønningen. Vi er en generationen, der er tabt mellem to stole. 

Vores frustration og fortvivlelse vokser, i takt med at det går op for os, hvor få praktiske øvelser vi skal lave, hvor meget akademisk fællesundervisning vi får, og hvor lidt fagspecifik undervisning vi vil modtage de næste fire år.

Når vi får lavet nogle flere film, bliver det bedre, beroliger vi hinanden. Men hvornår bliver det?

Jeg droppede ud af universitetet for at lave min ansøgningsfilm til Filmskolen. Jeg læste filosofi, men det akademiske fokus på abstrakte teorier inspirerede mig ikke.

Jeg dur ikke til det. Det er film, jeg vil lave. Det er dér, mit talent ligger.

Tirsdag formiddag lytter jeg til en lærers messende foredrag, mens jeg betragter filmstudiet. Jeg forestiller mig rummet badet i rødt lys, jeg ser en røgmaskine arbejde, min fantasi kører på højtryk, mens jeg forsøger at koncentrere mig om tavlen og Kants æstetik.


Torsdag

Vi er igen samlet i studiet, men der er en stemning af ulmende oprør i luften. Tidligere på dagen har vi fået at vide, at faglærer på dokumentarlinjen Arne Bro er blevet hjemsendt af ledelsen. 

Mange af os er chokerede. ”Hvad betyder det?” spørger vi undrende, men ingen svarer os. Det er ydmygende, at en så anerkendt og dygtig underviser, med en så lang historie på skolen, får frataget sin telefon og sine nøgler og bliver hjemsendt, som man hjemsender en uartig elev, der rækker tunge ad klasselæren. 

Vi arrangerer hurtigt et møde med de to årgange på skolen. En elev fra årgangen over os kaldet 1721 beder os fortælle, hvordan vi på den yngre årgang oplever skolen. 

En af mine kammerater begynder at tale, en anden følger ophidset trop: ”Jeg har haft et kamera i hånden tre gange på tre måneder, hvad fanden har det med filmskole at gøre?” Jo mere vi fortæller om undervisningen, jo blegere bliver de ældre elevers ansigter. 

”Shit,” siger en af dem. 

Da klokken er fem, forlader jeg skolen med en knude i maven. Jeg sætter mig på en café og drikker kaffe, mens jeg tænker over, hvad det hele skal betyde. Min telefon vibrerer i lommen. ”Hvor bliver du af? Skynd dig at komme tilbage til skolen!” 

Klokken 20.30 står vi uden for skolen og pulser nervøst på vores smøger. Vi har siddet i et fællesmøde med både tidligere elever og branchefolk i flere timer.

Vi har netop stemt online. Skal vi afsætte rektor, nedlægge undervisningen og blokere skolen? Vi venter anspændt på resultatet. Bevæger os hastigt indenfor og får svar på afstemningen. Der er stort flertal! 

Skolen skal blokeres allerede den næste dag, og vores rektor skal gå af. Tilliden til ledelsen er brudt.

På vej hjem midt om natten, bliver jeg i tvivl om det hele. Måske har vi været i vores følelsers vold? Måske har vi ikke tænkt rationelt eller helt klart? Risikerer vi, at skolen bliver nedlagt, eller at vi simpelthen bare bliver smidt ud?

Angsten sniger sig ind på nogle af os. Vi føler os skræmte og modløse.

Jeg sover ikke ret meget den nat.


Fredag

Da jeg næste morgen tilslutter mig de andre elever foran skolebygningen, får jeg modet tilbage. Vi ser hinanden i øjnene, forfrosne, men friske i vores gule, glinsende veste, med bannere og skilte, og huerne trukket godt ned om ørene.

Nattens tvivl er borte. Det er sårbart og voldsomt, hvad der foregår. Men det føles rigtigt. Vi har hinanden. Vi står sammen.

”Nu gør vi det,” tænker jeg. ”Nu viser vi ledelsen, at vi ikke finder os i det. Nu trækker vi en grænse.”

En mor kommer med tæpper til os. Nogle har blodsprængte øjne. De fleste kæderyger, andre tømmer en pakke snus.

Klokken 16 kommer fremtrædende branchefolk ud på skolen. ”Vi kan simpelthen ikke bruge generalister i branchen,” siger de til os. ”Når I kommer ud fra skolen, skulle I gerne være specialister, men hvordan bliver I de dygtigste, hvis I ikke får lov at lave film? Vi er på jeres side.”

Den garvede instruktør Anders Refn rejser sig op og fægter voldsomt med armene: ”Det her minder mig om 69! Dengang besatte vi Filmskolen,” udbryder han begejstret.

En ordstyrer tysser på ham. ”Anders, du må lige vente, til det bliver din tur!”


Mandag

Vi står igen foran skolen, drikker kold kaffe og lytter til hiphop.

Et par af lærerne kommer forbi, vi lukker dem ikke ind på skolen, men vi småsludrer med dem. Der er ingen fjendtlighed imellem os, tværtimod.

Vi har gruppemøder, årgangsmøder og klassemøder. Vi etablerer forskellige organer: en pressegruppe, som står for mediehåndteringen, en strategigruppe, en alternativ undervisningsgruppe, som planlægger en ny, praktisk orienteret undervisning, som skal foregå, mens blokaden står på.

Vi regner med, at den bliver langvarig. Måske måneder. Vi er parate.

En visuel kommunikationsgruppe filmer alle vores møder og laver postkort fra Filmskolen med daglige opdateringer. HR-gruppen sørger for, at alle på skolen har det godt. Gruppen arrangerer samtaler, hvor bekymrede elever kan lette deres hjerter, brygger kaffe, køber kage og frugt.

Vi indretter et klasselokale som afstresningsrum, hvor man kan trække sig tilbage, tage en tiltrængt lur, pakke sig ind i tæpper, gemme sig lidt væk fra det hele og lytte til musik.

Vi opretter vores egen Instagram-konto og får over 700 følgere på et par dage. Vi hænger plakater op, printer artikler ud og laver vores eget logo i rødt: ”Fremtidens Filmskole.”

Strategigruppen fremlægger udsigten for de kommende uger. Vi diskuterer ivrigt med hinanden, stemmer om de store fælles beslutninger – og alle samtaler fra møderne bliver nedskrevet i et detaljeret referat.

Alle skal have mulighed for at følge med, også dem udenfor i kulden på blokadevagt. Alle skal føle sig hørt.


Onsdag

På under en uge har vi organiseret et minisamfund på skolen. Der står friske blomster på bordene og hænger informerende opslag på væggene. Alle elever ved præcis, hvad de skal hver morgen og præcis, hvornår de skal det.

Jeg er imponeret over os. Det stærke fællesskab årgangene imellem, vores utrættelige disciplin og den omsorg, vi viser hinanden.

Den store årgang 1721 – som ikke er blevet pålagt den nye studieordning og har det undervisningsforløb, vi andre kun kan drømme om – er villige til at ofre deres planlagte undervisningsforløb i solidaritet med os.

Jeg oplever en eufori over at opdage, hvor meget vi kan sammen.

Ledelsen har undervurderet os. De har glemt, at vi som unge er hjemmevant i medierne. De har glemt, at vi i forvejen er resursestærke og sagtens kan mobilisere uden hjælp fra hverken spindoktorer, pressechefer eller ministre.

Vi skaber vores egen filmskole, og den fungerer – ikke bare nogenlunde, men over al forventning.

Vi sørger for hele tiden at være enige om, at vi gør det rigtige, også når det til tider føles både utrygt og smertefuldt. Vi lærer noget om fællesskab og viljestyrke, som vi aldrig ville kunne have lært på noget undervisningsforløb på skolen, uanset hvor nøje tilrettelagt det var.


Fredag

Om formiddagen går det op for os, at rektor er gået af. Vi nikker anerkendende til hinanden. Folk er trætte, men lettede.

Men der er lang vej endnu. Vi skal holde fast i vores mål. Vi vil ikke falde tilbage til den skævvredne undervisning, som vi gjorde oprør imod.

Den tabte generation har vundet sin første sejr.

Måske er vi ikke helt så fortabt alligevel. Men vi har stadig meget at kæmpe for, når vi igen samles på skolen på mandag. Vi ved, at vi er privilegerede, men vi har noget at give til alle, for det er kunstens væsen.

Det er vores løfte til fremtiden.

Kommentarer

Laura Dyhrcrone

 

Laura Dyhrcrone (f. 1996) beskriver verdenen set gennem en ung filmelsker og kunstners øjne. 

I starten af tyverne står hun i vadestedet, hvor alle muligheder er åbne, men også hvor bevidstheden om en karriere begynder at trænge sig på.

Udfordringerne mødes med energi og begejstring, tøven og tvivl, af Laura og hendes jævnaldrende, som hun selv har døbt Generation Æh Øh Åh.

Laura er elev på Den Danske Filmskoles instruktørlinje. Hun laver sine egne film og medvirker som skuespiller i andres. 

Uden for filmbranchen har hun været billetkontrollør på teatret Aveny-T og vendt bøffer på burgerbaren Gasoline Grill i sit sabbatår.

© Filmmagasinet Ekko