Hvis man som instruktør føler, at man er blevet glemt og gerne vil vide, hvordan landet ligger, er det en god ide at oprette en instruktørhjemmeside, liste sine film og oprette funktionen ”Skriv til mig”.
Med en hjemmeside bliver der skabt kontakt til allerede hengivne fans og lagt spor ud til kommende, og man oplever, hvad man kan kalde: kontant afregning.
1. Er der nogen i Danmark, ja, i hele verden, der googler dine film? Lever du/dine film i publikums bevidsthed?
2. Hvis resultatet er: Ingen bevægelser i cyperspace, ja, så er det med at få snøret støvlerne og sparke gang i noget nyt.
Jeg oprettede www.lindawendel.dk og oplevede, at fans begyndte at skrive til mig og spørge mig om, hvordan de kunne få fat i den og den film på dvd. Henvendelserne fremkaldte en stille glæde, jeg var husket, jeg var ikke glemt.
I begyndelsen var det nok for mig at vide, at interessen for mig/mine film var tilstede, så jeg ekspederede pr. automatik henvendelserne videre til distributionsselskabet.
Da denne praksis havde stået på ... ja, i flere år, følte jeg en vis irritation, dels over at skulle bruge tid på at svare på henvendelser, dels over at jeg var blevet sparket til hjørne, at filmene ikke eksisterede, at filmene var blevet lagt i dybfryseren. Ja, og over at jeg ikke kunne glæde alle de søde og interesserede mennesker, der skrev til mig.
For et par måneder siden får jeg endnu en mail:
Kære Linda. Vi er en gruppe piger, for hvem Ballerup Boulevard er en kultfilm. Når vi mødes, fyger det med replikker fra filmen, og når der er fest, skråler vi løs på E66. Desværre er den jo ikke til at få på dvd, den er heller ikke blevet vist på tv siden 1990, så vi savner meget at se den igen. Jeg har læst, at du er i gang med en dokumentar om Stine Bierlich, håber meget, at du finder de sidste midler til en udgivelse. Kan du fortælle mig, om der er nogen som helst planer i fremtiden om udgivelse for Ballerup Boulevard? Mange hilsner Trine Grue.
Den mail kaldte smilet frem, og efter at have tjekket på www.bibliotek.dk, at nu var den sidste vhs slidt op, skrev jeg tilbage, at jeg personligt ville undersøge, om det var muligt at få filmen ud på dvd her 28 år efter premieren.
Jeg henvendte mig til Nordisk Film, og de tog venligt imod mig. De gav mig ret i, at det var underligt, at Ballerup Boulevard aldrig havde været udgivet på dvd. Men hvis jeg kunne sikre et køb for 20.000 kroner, ville de gerne sætte en dvd-produktion i gang, altså når pengene stod på deres konto.
Jeg vendte tilbage til mailskriveren og sagde, at den var god nok. Hvis vi kunne skaffe 100 personer, der ville indbetale 200 kroner for en dvd, så ville miraklet ske.
Trine kontaktede sine venner og begyndte at skrive om projektet på Facebook. Jeg skrev til alle dem, der igennem årene havde mailet mig om filmen, og jeg skrev til venner, kolleger og medvirkende og spurgte, om de ville støtte. I løbet af et par dage var der en støttegruppe oppe at stå – en gruppe, der dækkede hele landet – fjorten dage efter var pengene samlet ind. Det var sjovt, og det var ren optur.
Glæden varede kort. Det viste sig så, at Nordisk havde gjort regning uden vært. Det arkivmateriale, de havde givet tilbuddet ud fra, var alligevel ikke brugbart, og i deres regi gav det ikke mening kun at producere en dvd. De ville først gå ind, når overførslen kunne blive i et format, der også tilfredsstillede de tekniske krav til streaming. Og udgifterne til dette var meget større.
Efter forhandlinger fandt vi et kompromis. Ballerup Boulevard blev trykt i en ”vintage”-udgave – et begrænset oplag på 200 stk., og Nordisk kastede nogle penge ind i projektet, så det hele kunne gå op. Glæden vendte tilbage, og i skrivende stund er dvd’erne på vej til ”støtterne”.
Hele denne proces har fået mig til at tænke:
1. Det er vigtigt for et ”instruktørliv”, at der er adgang til bagkataloget.
2. Det er vigtigt for skuespillerne, at deres præstationer eksisterer, også for manuskriptforfatterne osv.
3. Det er vigtigt for filmmiljøet, at der er en bevidsthed om, at en film ikke bare er et øjebliks eksplosion. Der skal være et før og et efter, og man skal altid kunne samle op på sin viden, sin passion. Det vil gavne premierefilmen, og på længere sigt vil det samlet give et større marked.
4. Hvad skal der ske med alle de film, der befinder sig i diverse arkiver og kun eksisterer på slidte vhs-udgivelser? For at de skal være tilgængelige for et publikum fremover, skal de digitaliseres. Og hvad med film, der ligger på dvd? I mange hjem kan de ikke længere afspilles.
5. Hvem skal bestemme, hvilke film der skal digitaliseres? Vi ved godt, at der er en forretning kørende – men er det rimeligt, at det kun er markedet, der skal bestemme, hvilke ældre film publikum fremover skal have adgang til?
facebook
twitter
Kommentarer