Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

28. sep. 2018 | 13:34

Avaz-brødrene får støtte til ny film

Foto | Rocket Road Pictures
Glæden var stor på Rocket Road Pictures fredag, da man fik beskeden om Filminstituttets støtte til filmen Kollision. På billedet ses fra venstre Stine Marie Nielsen, Jannick Dalgaard, Misam Avaz, Mehdi Avaz, Sara Victoria Bjerre Pedersen og Milad Avaz fulgte med på skærmen fra Hollywood.

”Dansk films fremtid.”

Sådan har flere medier kaldt de dansk-iranske filmbrødre: Mehdi, Milad og Misam Avaz. Og nu har de endelig fået hul igennem til Det Danske Filminstitut.

De og deres produktionsselskab Rocket Road Pictures har netop fået tildelt 7,2 millioner kroner til en ny dansk spillefilm gennem den såkaldte Markedsordning, som støtter film med et højt publikumspotentiale.

Brødrene brød stort igennem med spillefilmdebuten Mens vi lever, der blev produceret uden Filminstituttets støtte for kun to millioner kroner. Siden har der været rygter om, at de skulle lave både en amerikansk spillefilm og en dansk tv-serie.

Men brødrenes næste projekt bliver altså en dansk spillefilm, og optagelserne forventes at starte allerede i begyndelsen af november.

Kollision er arbejdstitlen på filmen, der handler om en familietragedie. Sorgen får familien til at falde fra hinanden, og midt i det hele står den niårige datter, Liv, der ender som kastebold mellem moren og faren.

Ligesom med Mens vi lever er Mehdi Avaz instruktør, mens Milad Avaz er manuskriptforfatter, og sammen med Misam Avaz og Sara Victoria Bjerre Pedersen producerer de filmen. Men denne gang har brødrene også allieret sig med den erfarne producer Kim Magnusson.

Filmholdet vil for 85 procents vedkommende bestå af de samme kræfter, som stod bag brødrenes debut. De henter således deres hoffotograf Daniel Cotroneo fra USA, og Bent Fabricius-Bjerre står atter for musikken.

De medvirkende i Kollision kan endnu ikke afsløres, men da skuespillere i Danmark står i kø for at medvirke i brødrenes film, er der ingen tvivl om, at rollelisten bliver spektakulær. Man gætter nok heller ikke helt forkert, hvis man spår, at hovedrolleindehaveren fra Mens vi lever, Sebastian Jessen, får en vægtig rolle.

Forleden mødtes jeg med Mehdi Avaz og blev inviteret indenfor i deres nye domicil i Frederiksberggade – lige i Københavns hjerte. Det er dér, hvor alle de store filmselskaber engang havde til huse. Fox Film lå i Kattesundet, Metro-Goldwyn-Mayer i Gyldenløvesgade, United Artists og Columbia i Hammerichsgade, Warner Bros. og Paramount lå på Rådhuspladsen. De er alle nu flyttet til mere ydmyge adresser.

Men ikke brødrene Avaz og deres Rocket Road Pictures. På dørskiltet står der: ”A Danish-American Film Company.”

Mehdi, hvordan vil du karakterisere jeres nye film?

Kollision er, ligesom Mens vi lever, baseret på virkelige begivenheder. Vi fortæller ikke særlig meget fiktion. Vi er inspireret af virkelige historier, og filmen er baseret på tre begivenheder, som vi har kædet sammen til en film.”

Hvorfor virkelige historier og ikke fiktion?

”Jeg tror bare, at når man laver noget, man selv har oplevet, eller nogen har oplevet tæt på deres krop, er der større sandsynlighed for, at man kan se det på lærredet. I alle vores fortællinger er et far/søn-tema. Det er inspireret af vores egen historie med en far, som drog fra Iran til Danmark. Vi vidste ikke, om vi nogensinde ville se ham igen.”

Jeres film er fulde af smerte?

”Man kan ikke lave film uden ar på sjælen.”

Er vi på Malmros-niveau, som beskriver virkeligheden 1:1?

”Nej, det er det ikke. Vi tager nogle scener og bygger udenom. Denne gang har vi taget nogle begivenheder og bygget karaktererne op omkring begivenhederne.”

Hvordan kan I ramme danskheden så præcist?

”Vi er jo danskere, også selv om vi ikke fik leverpostejsmadder i Iran som børn. Integrationen er lykkes. Jeg kan godt lide den måde, man fortæller en dansk historie på, og så kombinere den med vores iranske natur. Mange af de følelser, vi propper ind i vores film, stammer fra det iranske blod. Bland det iranske blod med flæskesteg, og du har en Avaz-film!”

Er du ked af ikke at have en filmisk uddannelse, for eksempel fra Den Danske Filmskole?

”Jeg tror, at en filmskole ville ødelægge mig komplet. Vi føder en film helt anderledes end filmskoleuddannede. Vi laver ikke film for kunst, vi laver film for et stort publikum.”

Du kender udtrykket ”den svære toer”. Gør det dig nervøs?

”Nja, men jeg bliver jo nødt til at lave den anden film for at komme til nummer tre. Vi har en fantastisk god historie og nogle dygtige mennesker på vores hold. Jeg skal nok lave en nummer to film, som publikum vil hylde.”

Det Danske Filminstitut smed jer på porten, da I søgte støtte til Mens vi lever. Hvordan har det været at komme tilbage til Filminstituttet?

”Der er ingen tvivl om, at jeg og mine brødre gerne vil være en del af det statsstøttede system. Det er jo derfor, at vi har det system. Man får statslige kroner til at lave noget god kultur. Men i modsætning til andre, stopper vi ikke, hvis vi ingen penge får. Hvis vi ingen penge får, så laver vi filmen alligevel.”

Hvorfor har I ansøgt den kommercielle Markedsordning og ikke først talentudviklingsordningen New Danish Screen eller den kunstneriske Konsulentordning?

”Vi vil gerne sælge over 400.000 billetter, og derfor var Markedsordningen naturlig. Vi vil gerne give folk en fed biografoplevelse. Biografen er unik.”

I er jo historien om den grimme ælling, som bliver en smuk svane. Hvor smukke vil I være?

”Vi vil gerne være Danmarksmestre i at lave film. Med vores første film viste vi, at vi godt kan lave film, og med vores anden film vil vi gerne vinde Danmarksmesterskabet og sælge en masse billetter.”

I sigter ikke efter jeres kollegaer eller anmeldernes respekt, men alene publikums ros?

”Jeg er pisseligeglad med, hvad mine kolleger synes. Jeg laver film for den danske befolkning, ikke for at mine kolleger skal klappe mig på ryggen. Jeg vil naturligvis gerne have gode anmeldelser, publikum er jo også anmeldere. Vigtigst er det dog, at publikum kan lide min film.”

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko