Rene ord

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

04. nov. 2019 | 12:01

Fornuftens forduften

Foto | Radio24syv
René Fredensborg får træning i at være vært på Radio24syv af kanalchef Mikael Bertelsen, der tyer til skrappe midler.

Indtil det sidste troede vi, at undergangen var en overgang. De sjusser, der blev serveret på chefkontoret smagte på sin vis lidt af håb på denne radioens alleryderste eftermiddag.

Kammeradvokaten skulle om aftenen redegøre for, hvorvidt radioudbuddet havde været så sjusket orkestreret af Radio- og tv-nævnet, at det skulle gå om.

Mads Brügger drak ud og ophævede igen-igen sit rygestop, Rasmus Bruun og Frederik Cilius gik ombord i en græsk gyros fra The Fat Greek efter at have sendt det sidste skud dødbringende satire ud til de lyttere, der i dagens anledning stod nede på gaden.

Der var stærke medieordførere på vores side, lod vi os fortælle, mens en halvfyldt Fernet Branca blev hældt på små glas. Jakob Kvist tjekkede konstant sine kilder på mobilen. Om otte timer ville han være direktør for dead air, hvis ikke nogen gjorde noget.

Ingen gjorde nok, det ved vi nu. Men der var en tro på, at det gode altid sejrer til sidst, da vi klinkede og sagde skål. Hvis man ikke tror på fornuften, er alting tabt.

Mikael Bertelsen kom ind og ud af kontoret. Han var manisk optaget af at få alle detaljer på plads i forhold til den afskedssalut, som de såkaldte 24syv-symfonikere skulle opføre ved midnat på taget som et sidste radiofonisk åndedræt.

Fanfare for the Common Man er et klassisk stykke musik inspireret af en tale fra 1942 af den amerikanske vicepræsident Henry A. Wallace. En hyldest til det almindelige menneske, radioens lyttere, og ikke bureaukraterne, politikerne og systemet. Skrevet i den allermørkeste stund under Anden Verdenskrig, dengang for at rejse the common man mod ondskabens akse.

”Det eneste, vi frygter, er det middelmådige.”

Jeg kom til at tænke på den måske glemte 24syv-parole, da både min ekskone og nuværende kone om aftenen mødte op ved samme spisebord på radioen for at få en bid af det sidste måltid.

Det var et aparte møde på en underlig aften oven på en bizar udbudsrunde, men det var faktisk en lille trøst, at det var radioen, der for første gang samlede os, fordi mit engagement som vært og tilrettelægger netop havde kostet så meget på den private konto.

Vi kunne skændes om børnene, men radioen var der ikke noget i vejen med. Der var noget på spil, en vilje og en mission om at give danskerne noget originalt. Nu løb middelmådigheden om hjørner med os.

Det, vi frygtede mest, kom buldrende i skikkelse af ansigtsløse juristers rigide beregninger, mens de (u)ansvarlige politikere suttede tænder og vaskede hænder.

Vi havde trådt magten så meget over tæerne, at det gjorde ondt i armslængden. Jeg er stadig rasende, tørstig efter hævn og retfærdighed.

Jeg vil danse på Tulles politiske grav, styrte Socialdemokratiet i grus og se til, at hele Radionævnet fyrer sig selv. Dér har vi ondskabens akse.

Desværre er jeg blot et almindeligt menneske uden magt bag mine ord, men jeg fik chancen for at være på originalernes hold og opleve, hvordan radioens helt almindelige lyttere stod i kø helt rundt om hjørnet for at komme ind og sige tak i de sidste timer.

Det er gammel sandhed i medieverdenen, at man ikke skal give folk det, de vil have, men det, de ikke vidste, de ville have.

Brügger og Bertelsen hidkaldte for otte år siden branchens rebeller og outsidere for at forsøge netop det.

Modsat stort set resten af medieverdenen turde de rulle selv de mest kantede sten opad og satse på, at de en skønne dag ville nå toppen.

Mikael Bertelsen tog fysisk papirerne fra mig og skubbede mig ind i angstens sved. Han håbede at sætte mig på tværs med al min indignation og alle mine følelser og alle mine åndssvage spørgsmål.

Det var et sats, der gik galt – mange gange – men det var helt sikkert ikke noget, der lød som almindelig radio.

Og sådan har det været for alle os, der fik en tjans som vært under de to programchefer.

Hellere kantet end glat, hellere på tværs end populær. Der er altid lyttere, der kan spejle sig, om man så er klovn eller ikon, helt eller antihelt, lurendrejer eller spilfordærver. Og det er bedre at være for meget end for lidt.

Den navnkundige Kirsten Birgit er for meget med sin grænseløse latterliggørelse. Hassan Preisler er for meget med sit iscenesatte tuderi for åben mikrofon. Knud Romer er for meget med sine uendelige talestrømme, der gerne varer et kvarter, før hans gæster får et ord indført. Og jeg er helt sikkert selv for meget med min evindelige kritik af kulturelitens kammerateri og indforståethed.

Men ingen kan tage fra os, at vi prøvede noget nyt og indimellem ramte noget originalt.

Originalitet er en delikat plante. Den skal ikke have for meget vand og medvind. Den skal både stå i lys og mørke. Originalitet opstår kun ved en vis modstand, men samtidig må den ikke kontrolleres. Den skal på én gang sættes fri og være i bur, pirres og indrammes. Den skal føle sig udenfor, den skal hade det meste den ene dag og elske resten den næste. Den skal gennemskue sin egen overfladiskhed, den skal være kontrær og kritisk, en anelse forsmået, ikke alt for selvoptaget og så alligevel.

Originalitet kommer og går som sollys på en skyet dag. Den skal nurses og nusses i de helt rette omgivelser. Originalitet er en holdspiller, der tør gå solo.

På Radio24syv havde Brügger & Bertelsen store kvaler med at lægge bordplanen, når der skulle festes. Vi var flere, der dybest set ikke brød os om hinanden. Der var mange, som ikke interesserede sig for at lære alles navne at kende.

Direktør Jørgen Ramskov kunne dem alle. Han stod altid i døren og gav hånd til pluralismen.

Forskelligheden ophæver almindeligheden. The common man rejser sig og gør en forskel. Det er ikke noget, der sker hver dag. Ligesom den nat på taget, hvor fanfaren blæste dårskaben et stykke. Hvor lytterne stod midt på gaden og ude i bilen og hjemme i stuen og måske indså, at radioens svanesang også var fornuftens forduften.

Video: Bertelsen coacher Fredensborg

Kommentarer

René Fredensborg

 

René Fredensborg er født 1972 i Vamdrup.

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2001.

I 2004 vært på DR2-satireprogrammet Den halve sandhed, hvor han lavede happenings såsom at genbesætte Christiania.

Ansat på Nyhedsavisen fra 2006 til lukningen i 2008.

Samme år startede han på Ekko og skabte straks debat med sin gonzojournalistik.

Vært på Radio24syv fra 2011 til 2019.

I dag kulturanmelder på Ekstra Bladet.

Vil som blogger have et særligt blik for dobbeltmoral og hykleri i film- og mediebranchen.

© Filmmagasinet Ekko