Da Ida arbejdede i Silvan, begyndte folk at spørge hende, hvor hun kom fra. Hun kan godt selv se det – Hun har mørkt hår og de brune øjne. Alle i hendes familie er blonde og danske. Ida ved godt hvorfor. Hendes far er fra Iran. Men hun har aldrig mødt ham, også selv om han bor næsten lige rundt om hjørnet. For Ida er hendes far et blankt stykke papir. Hun kan skrive om og til ham, hvad hun har lyst til, men hun er fast besluttet på at han ikke skal være svaret på hendes spørgsmål. Ida savner ikke en far! Men hvad gør man, når det virker, som om alle andre kan se noget i én, man ikke selv helt forstår?