Paul Thomas Anderson har lavet en moderat fed filmatisering af en meget filmvenlig roman frem for at udfordre sig selv og filmsproget ved at kaste sig ud i en ”umulig” filmatisering, der kunne været blevet mesterlig.

I sin første amerikanske film siden Nightwatch spiller Ole Bornedal gysets symfoni, så djævlene jubler.

Portrætfilmen om hippiehelten Jacob Holdt er lige så rastløs som sin hovedperson og mangler det æstetiske greb, der kunne have gjort den til en stor dokumentar.