Alexander og den frygtelige, skrækkelige, sløje, virkelig dårlige dag

Man får lyst til at skråle ”Det er svært at være elleve år” med tanke på den danske film Krummerne. For filmen med en af verdens længste titler – Alexander og den frygtelige, skrækkelige, sløje, virkelig dårlige dag – er centreret om Alexander, der er en skeløjet, små-læspende klodsmajor med tyggegummi i håret i netop den alder.

Ved et uheld sætter han ild til den søde piges fysiknotater, han har en pinlig fascination af alt australsk, alt går sådan set galt – og sådan udspiller hans dage sig generelt, får vi at vide.

Som en ekstra sten i skoen har han en temmelig perfekt familie bestående af far, mor, storebror, storesøster og en nuttet efternølerbror.

Forældrene – veloplagt spillet af Steve Carell og Jennifer Garner – er søde og opmærksomme, så meget det kan lade sig gøre med tumling og henholdsvis jobsøgning og hardcore fuldtidsjob. Og de anerkender i høj grad sønnikes strabadser. Så det er ikke, fordi Alexander bliver forsømt af sine forældre.

Alligevel sidder purken klar ved midnatstid på sin tolv års fødselsdag, så han ved pust på kagelys kan ønske, at hans familie må opleve, hvordan det fløs at være lige så uheldig, som han er.

Som i den beslægtede Fuld af løgn, hvor Jim Carreys advokat ikke længere er i stand til at lyve som følge af sønnens fødselsdagsønske, går Alexanders ønske i opfyldelse. Det kaster en række komiske episoder af sig – og så er der ikke flere magiske elementer i den historie!

Desværre skubbes balancen i filmen, fordi fokus går fra Alexander til hans families små- og halvstore katastrofer. Det er også sigende, at Carells og Garners navne optræder først på rulleteksterne.

Heldigvis er de underholdende. Garner har overraskende komisk tæft, både når hun i tids-panik snupper en cykel og aser af sted med hjelm og stiletter, og når hun prøver at forhindre amerikaner-klenodiet Dick van Dyke (kendt fra blandt andet Mary Poppins) i at læse højt fra en børnebog med stavefejl.

Ellers flyver det med bildøre, opkast, tøj i brand og børn på hostesafts-druk. Man trækker på smilebåndet, men dybt nyskabende underholdning er der ikke tale om. Filmen er da også løst baseret på Judith Viorst amerikanske børnebogsklassiker af samme navn fra 1972.

Fokus vender aldrig for alvor tilbage til Alexander, og i stedet binder historien sløjfe om hele familien. Der er bestemt en pointe i at understrege, hvordan Alexander og co. genetablerer samhørighed. Men det er synd, at den centrale og charmerende hovedpersons tid i spotlyset varer så kort.

Men man undrer sig over, hvilken målgruppe filmen prøver at ramme.

Den er harmløs og tilforladeligt hyggemorsom og samtidig temmelig barnlig. Men den rammer forbi målgruppen af de yngste skoleklassebørn, som ikke kan engelsk eller er habile læsere nok til at kunne følge med i underteksterne.

Trods nogle gode kommentarer til teenagekærester og deres sms-forbrug og -sprog – drenge skal for eksempel altid huske at afslutte deres tekstbeskeder til kæresterne med ”xoxo”, (engelsk slang for kys og knus) – så er det ikke nok til for alvor at appellere til hverken teens eller endnu ældre tilskuere.

Filmen varer behagelige 81 minutter, der flyver forbi i fornøjelig fart hele vejen igennem. Trods nogle sukkersøde momenter er moralen god og enkel: Vi kan alle sammen have dårlige dage, men der er en ny dag i morgen, så prøv at gøre den bedre.